Forfatterarkiv: Trine

Kompromisløs kærlighed

Kompromisløs kærlighed

Jeg har lige afholdt kursus sammen med Jørn. Smukke individuelt meget forskellige massagemøder har spillet sig ud for mit blik i løbet af weekenden. Jeg berøres så dybt, når jeg ser det ske. De nye åbninger, de nye sansninger i kroppen, gamle vaner der titter frem og skaber forvirring og sårbarhed. Ord der sættes på og skift, der sker indeni. 

Jeg er selv hele tiden i forandring. I disse år er det min krop, der snakker anderledes med mig. Hedestigninger, som jeg deler med andre kvinder i min alder, har taget bolig i mig. Jeg kan iagttage, hvordan de kommer, når en følelse aktiveres. Det er som en respons og en lille hjælper, der spørger, hvad skete der lige før? Hvad berørte dig? Blev du bange? Usikker?

Det er, som om lysten også forandrer sig. Erotikken. Seksualiteten. Nogle siger den forsvinder, men sådan er det ikke for mig. Men den kalder på noget andet. Den er langsommere. Dybere, mere vild og samtidig mere rolig. Rummet inden i mig føles enormt. Det kalder på åbne øjne. På sårbarhed. En vilje til at vise det hele. Den varmes op af kontakt. Og den kræver tid.

I takt med at min krop forandrer sig, forandrer mit mod sig. Der er gamle intuitive fornemmelser, af hvem jeg er, hvordan mit væsen er, hvad der er sandt for mig, som drives frem af et nyt mod. Modet er simpelthen gået hen og blevet større end frygten. Den jeg er, vil ikke længere holdes væk af frygt. Frygt for ikke at være god nok, dygtig nok, klog nok, blive misforstået, være for meget. Frygt for at miste, hvis jeg træder frem med det, jeg altid har vidst. Om hvem jeg er. 

Foto: Rhiannon Wilde

Massage som omsorg

Massage som omsorg

Jeg er begyndt at massere på en ny måde. Lad mig invitere dig lidt ind i mine tanker. 

Nogle gange får jeg kontakt med mennesker, som ikke er klar til en at få tantramassage hos mig. Enten fordi det er for stort et skridt at gå for dem, eller fordi der er behov, som presser sig på. Behov for omsorg, berøring, opmærksomhed, nærhed. En tantramassage indeholder alt det, men nogle gange er behovene så store og presserende, at de helt overskygger det, der er essensen af tantramassagen: Ikke at have nogen forventninger til noget bestemt, ikke at bestille noget på forhånd, men at være undersøgende og nysgerrig. 

Jeg tror, det er nødvendigt at blive fyldt op for på sigt at kunne rumme sig selv og i sidste ende give slip på at ville have noget. Nysgerrighed og forandringsparathed er bare ikke altid det, der ligger lige for, hvis man er udsultet og decideret mangler noget. 

Derfor er jeg begyndt at massere på briks for dem, der rent faktisk har brug for at blive fyldt op. Med berøring, nærhed og omsorg. 

Massagen er for dig, der trænger til at komme dybt ned i dig selv. Lytte til dit behov for berøring. Få skabt forbindelse til din krop. Måske fra et hav af bekymringer, negative tanker eller de følelsesmæssige udfordringer, du har. Måske er der en sorg, du bærer på. Du får omsorg og berøring og mit nærvær. 

Hvordan foregår det?

Tidsrammen er i alt to timer. Pris 900,- Den foregår på briks. Du er nøgen. Jeg har tøj på. Jeg bruger varm olie. 

Samtalen: 

Du ankommer, og vi bruger de første 20-30 minutter på at snakke sammen. Du fortæller mig lidt om, hvor du er i livet for tiden. Måske er du overvældet af noget, og det får lov til at få plads, måske er du optaget af noget, som du fortæller mig om. Der er som sådan ikke noget, der ikke kan adresseres i denne lille indledende samtale. Pointen er, at uanset hvad du kommer med, så lander vi det i kroppen i massagen, som følger nu. 

Massagen: 

Du ligger under et lagen med et tæppe oven på lagnet. Jeg sætter musik på, og nu starter en form for dansende massage. Jeg lytter ind i musikken og lader min krop bevæge sig i bløde langsomme strøg som en lang bevægelse med enkelte stop, hvor jeg blot holder mine hænder stille. Jeg berører ikke kønnet, men lyst kan være en helt naturlig reaktion hos dig, der berøres, så lad være med at skamme dig, hvis den viser sig.

Jeg slipper dig ikke i de cirka 1 1/2 time, massagen varer. Jeg bruger mine hænder og mine underarme.

Efterfølgende har vi en kort lille snak om, hvordan du har det, og om hvordan du kan bringe dine nye kropssansninger med ud i resten af din dag. 

Du vil typisk opleve at lande dybere og dybere i dig selv i løbet af massagen. For nogle betyder det, at de falder i søvn i sidste del af massagen. Det er helt okay og blot et udtryk for, at det har din krop brug for. 

Kærlig hilsen Trine

trinedupont70@gmail.com/91548295

Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

For tiden mærker jeg for alvor, hvordan min intensiverede meditationspraksis begynder at virke. Om morgenen vågner jeg med en følelse af klarhed. Jeg ved ikke, hvad budskabet og indholdet er, men klarheden er som en fysisk fornemmelse af at være inde bag noget, der indtil nu har ligget som et tæppe omkring mig og holdt virkeligheden væk. 

Jeg kan sjældent huske ret meget af, hvad jeg har drømt, men det er på en måde også fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen af klarhed, og at der bliver ryddet op inden i mig. Det er selve dét, der er vigtigt mere end indholdet i det, der sker.

Og der sker vitterlig en masse i løbet af natten. Jeg vågner flere gange med følelsen af stress. Men jeg er ikke stresset, når jeg er vågen. Jeg nyder hvert eneste sekund af dagen, mit liv, mit arbejde, mig selv.

Men om natten. 

Om natten vågner jeg og mit hjerte banker. Jeg sveder, og jeg ved, jeg renser ud. Noget af nattesveden handler overgangsalderen, men det kropslige er ligesom ligegyldigt i den sammenhæng. Det er som om, kroppen blot sætter turbo under den meditationspraksis, der åbenbart lige nu har at gøre med at rense ud. 

Om dagen oplever jeg, hvordan jeg ser andre mennesker tæt på mig meget mere klart. Jeg ser dem tage dårlige valg, og jeg er rolig. Endda, når det har at gøre med mig. Til gengæld ser jeg deres smerte meget tydeligt, og mit hjerte er pivåbent. 

Samtidig er der en grænse for, hvor uinvolveret jeg kan være. Tegnet på grænsen er, at gamle mønstre og dynamikker begynder at bevæge sig i mig. Jeg mærker fx en vrede. Ikke noget nyt under solen i det, men min måde at håndtere det på er ny. 

Når vreden begynder at spire, bevæger jeg mig væk. Væk fra det menneske som tager dårlige valg. Uden om konflikten i at sige fra eller til eller fortælle, hvad jeg ser. Lige der ved jeg nemlig, at det er et forkert tidspunkt. Når mine egne gamle dynamikker er aktiverede, vil jeg reagere og handle som jeg plejer, og det er dømt til at gå galt, hvis jeg fortæller, hvad jeg ser. Det vil være fra et overinvoveret sted i mig, og det vil ende hvor det så tit har endt. Dårligt. 

So what to do. 

Jeg mærker den spirrende vrede, som dybest set er frustration over at se et dejligt menneske lide og se hvorfor. Jeg mærker vreden, jeg går væk, og jeg giver udtryk. For mig virker det at tale højt. Mærke vreden. Fortælle det ud i luften til ingen eller til Gud. 

Senere vil jeg selvfølgelig fra et andet sted kunne bringe det frem som en gave til den, der vil lytte. 

Fortælle, hvad jeg ser. 

Men nogen gange sker det forunderligt nok af sig selv, at virkeligheden og “problemet jeg ser” bliver løst. Det kan ske i den tid, der går, fra jeg opdager og giver udtryk (taler til Gud), og til jeg beslutter, at nu vil jeg sige, hvad jeg ser. Her er der noget i dynamikken mellem mig og den anden, der virker af sig selv. Det har løst sig. Måske som en spænding, der er forsvundet, eller den anden der pludselig træder frem og bringer noget frem, som før var usynligt for ham. 

Vi behøver slet ikke at være i nærheden af hinanden, for at det sker. Hvis vi forudsætter, at vi er forbundet, og at vi måske alle indgår i en stor fælles bevidsthed, behøver der ikke være en “konfrontation” af problemet. At være bevidst om problemet og samtidig se det fra et neutralt sted. Det er nogen gange nok til, at det forandrer sig. 

Når jeg mediterer, kan jeg bedre håndtere problemer

For tiden mærker jeg for alvor, hvordan min intensiverede meditationspraksis begynder at virke. Om morgenen vågner jeg med en følelse af klarhed. Jeg ved ikke, hvad budskabet og indholdet er, men klarheden er som en fysisk fornemmelse af at være inde bag noget, der indtil nu har ligget som et tæppe omkring mig og holdt virkeligheden væk. 

Jeg kan sjældent huske ret meget af, hvad jeg har drømt, men det er på en måde også fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen af klarhed, og at der bliver ryddet op inden i mig. Det er selve dét, der er vigtigt mere end indholdet i det, der sker.

Og der sker vitterlig en masse i løbet af natten. Jeg vågner flere gange med følelsen af stress. Men jeg er ikke stresset, når jeg er vågen. Jeg nyder hvert eneste sekund af dagen, mit liv, mit arbejde, mig selv.

Men om natten. 

Om natten vågner jeg og mit hjerte banker. Jeg sveder, og jeg ved, jeg renser ud. Noget af nattesveden handler overgangsalderen, men det kropslige er ligesom ligegyldigt i den sammenhæng. Det er som om, kroppen blot sætter turbo under den meditationspraksis, der åbenbart lige nu har at gøre med at rense ud. 

Om dagen oplever jeg, hvordan jeg ser andre mennesker tæt på mig meget mere klart. Jeg ser dem tage dårlige valg, og jeg er rolig. Endda, når det har at gøre med mig. Til gengæld ser jeg deres smerte meget tydeligt, og mit hjerte er pivåbent. 

Samtidig er der en grænse for, hvor uinvolveret jeg kan være. Tegnet på grænsen er, at gamle mønstre og dynamikker begynder at bevæge sig i mig. Jeg mærker fx en vrede. Ikke noget nyt under solen i det, men min måde at håndtere det på er ny. 

Når vreden begynder at spire, bevæger jeg mig væk. Væk fra det menneske som tager dårlige valg. Uden om konflikten i at sige fra eller til eller fortælle, hvad jeg ser. Lige der ved jeg nemlig, at det er et forkert tidspunkt. Når mine egne gamle dynamikker er aktiverede, vil jeg reagere og handle som jeg plejer, og det er dømt til at gå galt, hvis jeg fortæller, hvad jeg ser. Det vil være fra et overinvoveret sted i mig, og det vil ende hvor det så tit har endt. Dårligt. 

So what to do. 

Jeg mærker den spirrende vrede, som dybest set er frustration over at se et dejligt menneske lide og se hvorfor. Jeg mærker vreden, jeg går væk, og jeg giver udtryk. For mig virker det at tale højt. Mærke vreden. Fortælle det ud i luften til ingen eller til Gud. 

Senere vil jeg selvfølgelig fra et andet sted kunne bringe det frem som en gave til den, der vil lytte. 

Fortælle, hvad jeg ser. 

Men nogen gange sker det forunderligt nok af sig selv, at virkeligheden og “problemet jeg ser” bliver løst. Det kan ske i den tid, der går, fra jeg opdager og giver udtryk (taler til Gud), og til jeg beslutter, at nu vil jeg sige, hvad jeg ser. Her er der noget i dynamikken mellem mig og den anden, der virker af sig selv. Det har løst sig. Måske som en spænding, der er forsvundet, eller den anden der pludselig træder frem og bringer noget frem, som før var usynligt for ham. 

Vi behøver slet ikke at være i nærheden af hinanden, for at det sker. Hvis vi forudsætter, at vi er forbundet, og at vi måske alle indgår i en stor fælles bevidsthed, behøver der ikke være en “konfrontation” af problemet. At være bevidst om problemet og samtidig se det fra et neutralt sted. Det er nogen gange nok til, at det forandrer sig. Facebook

Tantra og tantramassage

Tantra og tantramassage er to forskellige ting. Tantramassagen blev først rigtigt beskrevet i 1980´erne, mens tantra er et tudsegammelt kludetæppe af filosofier fra Asien, Indien og Kina. 

Risskov strand marts 2021

Det er rigtigt, og det er forkert på samme tid. For mig er tantramassagen den ramme, hvori tantra kan erfares og opleves.

En ting er sikkert. I takt med at tantramassagen er blevet populær, har den bevæget sig fra indstillingen: Spirituel altinkluderende til “alt er inkluderet”. 

Jeg bruger tid på de mennesker, som bare ikke har forstået hvad det handler om, men gerne vil. Mange timers samtale i telefonen er det blevet til. Og det viser sig rigtig tit, at når de begynder at forstå, hvad jeg siger, så åbner der sig et rum inden i dem, hvor de lidt forbavset udtrykker lettelse. 

Vaner og påvirkning og begæret efter nye oplevelser drev dem til telefonen, men nu åbner sindet sig, og tantramassagen går fra at være endnu en oplevelse på bucketlisten til et valg om at undersøge en måde at opleve på. Ved at sanse uden præstation, uden mål og uden krav. 

Jeg arbejder med tantramassage i en spirituel og tantrisk vinkel, og forstår massagen som en meditation, hvor intet kan “bestilles” på forhånd. Dermed er alt ikke inkluderet i en pakke, hvor noget kan aftales eller bestilles på forhånd. Hverken tempo, steder jeg berører eller en lykkelig afslutning.

Men lyst og sanselighed er velkomment som en helt naturlig del af at være et helt og i min beskrivelse spirituelt menneske. 

Kærlig hilsen Trine.

Win-win

Win-win

Inden jeg starter en terapisamtale, spørger jeg klienten, om jeg må optage samtalen mellem os. 

Efterfølgende kan jeg lytte til samtalen, og jeg får en fantastisk mulighed for at  iagttage mig selv som terapeut. Jeg opdager tit noget nyt. Det kan være det naturlige intuitive flow i samtalen bliver tydeligt, eller det kan være, jeg opdager, at jeg et sted i samtalen kunne have valgt en anden vej. Der er ingen fortrydelse eller forsøg på at finde fejl hos mig selv, og alligevel er der læring.

Det er som om gennemlytningen lægger sig i mig som en nuancering og en fornemmelse af at blive en tand mere skarp og opmærksom. Klar til næste gang. Jeg bliver ofte berørt af at lytte til samtalen og føler kærlighed til det menneske, der sårbart har delt sig selv i kontakt med mig. 

Engang var jeg selv i et forløb hos en terapeut, der tilbød at sende optagelsen til mig, og det hjalp mig meget. Jeg oplevede pludseligt at se mig selv med mere kærlige øjne, når jeg hørte optagelsen, og det fik en ekstra helende betydning. Det håber jeg også kan ske for mine klienter, så derfor tilbyder jeg dem at få optagelsen tilsendt. Det siger de tit ja til. 

Det er win-win i min verden. 

Trine Dupont

På afveje?

På afveje?

I går skrev jeg en tekst, der blandt andet handlede om præstation, og i dag filosoferer jeg lidt mere over de ting, jeg er bange for ikke at gøre godt nok. Der dukker en situation op i mig.

Vi er på vej til Ry på skovtur. To biler fyldt op med voksne og børn. Den ene familie er min egen og den anden er vores venner. Ud af klappen. Ud af huset. Forår i luften. Turen går til den gamle papirfabrik i Ry. Jeg har sat GPSén, som så finder en anden papirfabrik. I Silkeborg!

Den der følelse, da vi kører ind i Silkeborg, og jeg fornemmer, at det her er forkert, og at jeg endnu engang er snublet i mit indre landkort, der aldrig har været stabilt, hvad angår rum og retning.

Jeg prøver at aflure, om de er irriterede på mig. Jeg ville forstå det, nu vi nu skal køre en halv time ekstra, men det virker ikke sådan. Der er en let overbærenhed og en stille overenskomst. Det er ikke første gang, og det er ikke med vilje. Det ved de godt. Alligevel når følelsen af skam at vælde op i mig, og jeg trækker vejret dybt, mens tanker om, hvad de mener om mig, dukker op. Situationen er klar. Virkeligheden er, at jeg har begået en fejl.

Og så får jeg en ny fornemmelse af at skifte retning indeni. Hvis de nu reagerer med irritation, er det deres fortolkning af situationen, ligesom jeg har travlt med at lede efter en. Og der er INTET, jeg kan stille op. Jeg kan på ingen måde kontrollere deres fortolkning af mig, uanset om de er kritiske, irriterede eller overbærende. Hvad andet kan jeg gøre lige der end at elske mig selv.

Et befriende slip skyller ind over mig.

Hvis du vil læse min blog fra i går, så kig ind her:

https://www.dupontuhrenholt.dk/2021/02/20/om-at-have-boern-med-saerlig-udfordringer/

Om at have børn med særlige udfordringer og acceptere det

Om at have børn med særlige udfordringer og acceptere det.

Jeg har mindst en indrømmelse af lave. Jeg skriver mig ind i det nu, for jeg har brug for at sætte ord på og at samle mig. Jeg forstår alting bedre, når jeg gør det. Jeg kommer tættere på virkeligheden, som den er, og det er det jeg har brug for. Der ligger friheden.

Sårbarheden banker på, og det er godt, selvom jeg kæmper, for noget i mig vil så gerne have styr på. Kontrol over. Kunne klare det selv. Men fra et andet niveau i mig er jeg helt klar over, at friheden ligger inde bag ved mit sinds kaos. Alligevel samler slidte overlevelsesstrategier sig som en forsvarsmur mod at indrømme, at jeg er lost. Jeg er ramt. Jeg er presset til det yderste.

Her er min første indrømmelse.

Jeg har haft en arrogant holdning til forældre med børn med særlige udfordringer. 

Jeg er der selv nu, for jeg har to børn, der ikke bare passer ind i bogen om børns normaludvikling. De stritter. De skiller sig ud. Det er virkeligheden.

Inden jeg opdagede, hvordan det forholdt sig, tænkte jeg tit, at de forældre, der havde børn der mistrives, havde misset noget. Det var vist mere dem end børnene,  der havde problemer. Nu ved jeg, at det var min tolkning, og at den var arrogant, og at disse forældre kæmper for deres børn og elsker dem uendeligt. At de konstant er på udkig efter noget, de har overset, så de kan gøre noget og hjælpe deres børn. Og at det, de gør, ikke er forkert.

Jeg elsker mine børn uendeligt.

Og indtil for nylig har jeg undret mig.

Når mine venners børn er blevet lidt større, har forældrene sagt, at nu var der bedre tid. Børnene kunne lettere klare sig selv, og det efterlod en tomhed. Jeg har været forvirret over, at var det så hårdt med mine egne børn, når de nu var helt normale? Hvorfor føles det ikke sådan hjemme hos os?

Og jeg opdager igen, at en flaske hvidvin med skruelåg er god at have stående i køleskabet. Ikke når det hele brænder på, men bagefter. Som en indforstået og venlig overbærenhed mellem Morten og mig. Det er sgu helt okay at dulme lidt, efter det hele er brændt på. Bare helst ikke imens.

Det var vist indrømmelse nummer 2

Jeg har en flaske hvidvin med skruelåg i køleskabet 

Når presset bliver for stort hen over tid, begynder min krop at give lyd. Jeg har kompenseret for længe, og stivheden indfinder sig. Så kommer smerterne i skuldrene og en spænding, der løber hele vejen ned gennem venstre side af min krop. Altid venstre. Mit sind er som en løbsk hest spændt foran en vogn, kusken ikke længere kan styre. Det løber løbsk i bekymringer. Der er hjertebanken og en stress, der nærmer sig angst. Der er vejret, jeg trækker, der ikke vil ned i maven.

Og så er der mig, der skal aflevere Silas i sommerhuset hos min søster og min nevø. Der er langt. To timers kørsel. Det går godt derover, men da jeg skal hjem igen, virker det uoverskueligt. Vejret er dårligt, og jeg har lånt en anden bil, fordi vores ikke har fået vinterdæk på.

Jeg står i døren. Har sagt farvel til Silas, og min søster spørger mig, om jeg er okay. Nej, siger jeg, jeg er presset. Det er for meget med to børn, der ikke har det godt. Tårerne står i øjnene.

Silas og jeg skulle egentlig have været af sted dagen før, men Silas var for uforberedt og kunne pludselig ikke overskue det. Det havde lydt så hyggeligt den gang for flere uger siden, da jeg spurgte ham, om han havde lyst til to dage i sommerhus med sin fætter. Sådan har det været altid. Lige inden vi skulle ud af døren, væltede det, og vi kom igen for sent og følte, der måtte være noget galt med os, siden vi var den familie, der aldrig kunne komme til tiden.

Stående der i døren med udsigt til en lang hjemtur, skriver Hjalte. Han skal hentes i Skive, og forældrene til pigen, han besøger, vil gerne have, vi kommer inden 15.30. Jeg kan se, at jeg ikke kan nå hjem, så Morten kan køre turen. Jeg regner på det. 3,5 times kørsel forude med dårligt vejr, en stresset krop og en hjerne, der knap kan fokusere. På vejen ud af indkørslen bakker jeg op i en affaldscontainer og laver en revne i kofangeren. Min stress stiger. Min skyld og min skam. Kan jeg på nogen måde slippe udenom det her? Kan jeg lyve mig ud af det?

Jeg må stoppe to gange på vejen mod Skive. Det er følelsen af, at det ikke er sikkert at køre, fordi jeg er usikker og ustabil. Lige inden angsten tager over, kører jeg ind til siden, sætter mig i grøftekanten og tisser, mens jeg trækker vejret ned i maven. Det hjælper. Jeg kommer sikkert til Skive og får hentet Hjalte. Han vil vide, hvordan jeg har det.

Da jeg kommer hjem, ved jeg, at jeg skal tilbage til min krop. En ind i kroppen oplevelse er første skridt på vejen ud af stressen og tilbage til mig selv, der er fanget ind i fortolkninger af en virkelighed, som jeg ikke kan holde ud.

Så jeg gør det, jeg ved virker. Tager ud til Jørn og sidder i hans sofa og læser. Skriver lidt dagbog. Vi elsker, og min krop bliver varm og tryg igen. Stivnetheden og uroen falder lidt til ro. Næste dag står vi op og går tur i solen ved Moesgård strand. Jeg hopper i vandet. Hjemme igen finder jeg mit yoniæg frem og sætter det op. Jeg bygger et shelter i haven på den øverste terrasse med udsigt. Sneen maler jorden hvid, der er minusgrader, og jeg kan se langt gennem hullet i mit beskyttelsesrum. Jeg sover alene i kontakt med natur og mit køn. Jeg er kvinde, og hele reproduktionen ligger i min krop. Her er kontakten til min kraft, og det er den, jeg har mistet.

Næste dag er jeg mere samlet.

Indrømmelse nummer 3

Præstation, præstation, præstation 

Det er voldsomt at have to børn, jeg er mere eller mindre bekymret for. At slukke min frygt igen og igen og have tillid til, at det hele finder en vej, som ikke er gængs og almindelig, men skal opfindes undervejs. Jeg skal vænne mig til tanken om, at den slagne uddannelsesvej måske ikke er den, mine to drenge skal gå. At der er mange andre veje, og at jeg ikke kender dem. Det er vel egenligt ret rammende for mit liv, kan jeg komme til at tænke. Uforudsigeligheden. At finde vejen imens man går den. Jeg kender det jo godt, og jeg fornemmer friheden et sted.

Jeg har et billede af mig selv (jeg smiler ved formuleringen), som er, at jeg aldrig har været optaget af, hvad der var rigtig eller forkert, og nu rammer det mig. Jeg vil gerne præstere børn, der kan præstere almindelige ungdomsuddannelser, honore krav og klare sig godt i det almindelige samfundsliv.

Præstation viser sig på nye måder og i nye forklædninger, og den er fuld af frygt, som skiller mig ad og placerer mig i ensom majestæt. Adskilt fra de andre og fraspaltet indeni. Et ubehageligt fremmedlegeme, som jeg vil have væk.

Jeg minder mig selv om, at lidelse ikke er endnu en mulighed for at blive en bedre version af mig selv eller en stemme fra Universet, der fortæller, at nu har jeg chancen for at vise, hvad jeg kan. For så er det frygten, der taler, og udvikling bliver som tvang, mens lidelsen bliver dobbelt.

Og det slår mig, at smerte jo er i verden, og at det tilkommer alle at blive ramt af virkeligheden. Af sygdom, dødsfald, skilsmisser eller af at have børn, der har det sværere end de fleste. Jeg kan ikke adskille mig fra den smerte, ligesom jeg ikke kan tage smerten fra mine børn, for jeg er så dybt forbundet med dem. Når de er glade, glædes jeg. De er mig, og jeg er dem, og jeg kan ikke fremme min egen vækst uden at fremme deres.

Når jeg er samlet i mig selv med kontakt til kærlighed og frihed og kan læne mig ind i den virkelighed, som er, kan jeg være der for dem, og de kan støtte sig op af min merviden og mine erfaringer, mens de gør deres egne. Smerte behøver ikke blive til lidelse, som når jeg er splittet i atomer af følelser, fortolkninger, symptomer og mønstre, der kører af sted med mig. Noget dybt i mig kalder på, at jeg bliver samlet igen.

Så jeg byggede et shelter i haven, tog et havbad og skrev denne tekst. Undervejs ringede jeg til en ven for at lidt hjælp til at finde hjem i virkeligheden. Tak Mads Bo for lige at hjælpe mig hjem.

Det er ikke nok at forstå sammenhængene, selvom det er nødvendigt. Når jeg mærker realiteterne og accepterer dem, behøver jeg ikke fortælle mig selv, at det er vigtigt med rummelighed. For når jeg er det sted, så er jeg rummet. Jeg kalder det Gud.

Min krop er min, og jeg kender den

Min krop er min, og jeg kender den

Min krop gør ondt. Der er smerterne ved skulderbladene, som trækker ud i armene og giver en sovende fornemmelse. Sådan har det været et stykke tid, og det er en anden sovende fornemmelse end den, jeg har i benene om aftenen, som jeg har læst er helt normalt, når man bliver ældre. Det hedder dårligt blodomløb og er arveligt. Det kan give åreknuder, som man kan få fjernet kirurgisk, men kun betalt af det offentlige, hvis det er til gene som andet end noget, der er grimt. Det skal gøre ondt, før du har råd. Når du bliver gammel (nok). 

Det er okay. 

Faktisk. 

Min krop er min, og jeg kender den. Jeg kan snakke med den, hvis jeg vil. Jeg kan spørge ind til, hvad det er, den vil fortælle mig. Jeg giver ikke universet ansvaret, og jeg mener ikke, at noget univers har patent på sandheden om en årsag, der giver mening. Nogen gange er der kun spørgsmålet, der skal stilles, og ikke noget svar at lede efter. 

For det er ikke fraværet af smerter, der er succeskriteriet for mit liv. Smerter eller ej, så vil jeg leve mit liv, så det giver mening for mig. Tænk den skræmmende tanke, at jeg først skulle sørge for at mine skuldersmerter var væk for at nyde mit liv.

Det kan da godt ske, at jeg møder en form for svar, når jeg nu spørger undersøgende og nysgerrigt til budskabet i smerterne, og det kan også godt være, jeg spørger nogen, der ved noget, jeg ikke ved, fordi det er smart nok. Men det handler nu mere om at gå opdagelse i smerten end at få den til at gå væk. Sjovt nok opdager jeg, når jeg mærker smerten og bliver lidt ved den, at den ændrer sig. Nogen gange GÅR den væk ved at få opmærksomhed. Ligesom følelser i øvrigt, men det er en anden historie, som jeg sikkert havner i en anden dag.