Forfatterarkiv: Trine

Husk lige tandbørsten

Husk lige tandbørsten

Nogle gange er den lille ting, vi gør, for vores elskede, en stor ting.

Hos mig er den lille store ting, at han altid lægger min tandbørste klar til mig.

I starten synes jeg, det var lidt sært. Det var jeg ikke vant til. Det er jeg nu.

Det er ikke blevet til en af de vaner, som man ubevidst blot godtager. Nej, jeg bliver glad for det hver eneste gang, min tandbørste ligger der med tandpastaen på og fortæller mig, at han holder af mig.

Det er som en lille kærlighedserklæring, der vækker mig hver gang. Viser mig at han er opmærksom og vækker mig til at være opmærksom.

Det gælder også, når noget imellem os er svært. Så husker han stadig tandbørsten. Den ligger der som en kommentar til alt det svære. Om at det nok skal gå. Vi kommer ud på den anden side, for vi har ikke glemt hinanden og kærligheden, mens alle de svære følelser bruser.

Hvordan ser din lille kærlighedserklæring til din partner ud?

Se her hvad vi tilbyder til par

Tryg, ambivalent, undvigende eller disorganiseret?

Tryg, ambivalent, undvigende eller disorganiseret?

Dit tilknytningsmønster er ikke en diagnose. Det er I-K-K-E en diagnose. Det er almindelige psykologiske mekanismer, der er på spil. Du kan have mere eller mindre af det ene eller det andet, og det kan ændre sig gennem livet. Men dit særlige print er det, der aktiveres i de nære relationer, når du er under pres. Det kan ligge i dvale, og den dag, du bliver presset, aktiveres det.

Den trygt tilknyttede har haft forudsigelige forældre. Det sanses behageligt at være tryg. Jeg kan udtrykke mig trygt. Jeg kan altid finde trøst hos min omsorgsperson. Når jeg siger fra, bliver det respekteret. Det regner jeg bare med. Sådan er det.

Den ambivalente har haft uforudsigelige, men opmærksomme forældre. Nogle gange var det okay at være vred og nogle gange ikke. Det var svært at afkode. Bliver jeg presset og mit tilknytningsmønster aktiveres, så skruer jeg op for intensiteten. Jeg skruer op for min adfærd. Jeg vil så gerne. Så hør mig dog. Der er en logik i det. Jo mere jeg skruer op, des større er sandsynligheden for, at jeg får det jeg har brug for (kærlighed). Min puls stiger. Jeg sanser varme. Tempoet går op. Ordene vælter ud. Som ambivalent tolker man tit signaler forkert. Prøver at få kontakt. Manglende kontakt føles som at dø. Jeg må øve at udholde afstanden. Ikke gå i stykker når den anden trækker sig. Rumme mig selv. Kende mig selv.

Den undvigende har haft forældre, der var forudsigelige, men følelser var ikke noget, der fik plads. Jeg må derfor afkode det, den anden IKKE kan rumme. Jeg nedregulerer. Jeg er forlængst stoppet med at vise mine følelser, hvis jeg da nogen sinde har gjort det. Logikken er at tilpasse sig og skrue ned for det, der ikke er passende. Det sikrer min overlevelse. Som voksen mærker jeg, jeg ikke har fået tillid til, at jeg er god nok. Rammes jeg i mit tilknytningsmønster, får jeg lyst til at trække mig Jeg undgår kontakten. Også øjnene. Den undvigende bliver kold og måske endda kynisk. Forventer ikke at kunne vise sine følelser. Jeg skal adskille fortid og nutid. Mærke det der gør ondt. Gå ind i kontakt. Vise mere af mig selv. Turde det.

Hos den disorganiserede var der ingen strategier, der virkede. Det hjalp hverken at skrue op eller ned for min adfærd. Disorganiseret rimer på dissocierer. Kaos. Den ultimative forladen sig selv. Ud af kroppen. Jeg veksler mellem stress i systemet og totalt nedlukning. Der er ALDRIG ro indeni mig. Bliver det helt slemt, fryser jeg fast. Min krop stivner, og jeg stirrer tomt ud i luften. Når barnet ikke kan tilbydes forudsigelig, sensitiv omsorg i relationen til sine omsorgspersoner, kan heller ikke evnen til følelsesregulering udvikle sig optimalt. Jeg er i et kontinuerligt alarmberedskab og er stresset og oversensitiv. Kampklar.

Jeg selv er barn af en alkoholiker og husker dissocieringen, når det hele blev for meget. Jeg forsvandt fra det ydre kaos ind i mit eget indre kaos. Alt stoppede indeni. Senere, da jeg var ung, og flyttede i bofællesskab, vågnede jeg om natten ved den mindste lyd. Satte mig op i sengen på et splitsekund og var klar. Kampklar. Senere faldt det til ro. Og det ambivalente foldede sig mere ud. Det var trods alt bedre at løbe efter noget (kontakten til den anden, når han trak sig væk fra mig) end at være stivnet og fanget i mig selv.

“Man kan kun komme så langt med sine klienter, som man selv er”, et et psykoterapeutisk saying.

Nyere undersøgelser viser, at berørthed hos terapeuten virker på klienten. Ægte berørthed er ikke skuespil. Og for at mærke må man kunne… ja, mærke. Jeg kan godt forstå noget med hovedet, men skal jeg virkelig begribe det, så må jeg mærke det. Genkende det inde i mig selv.I min verden virker det dermed kke rigtigt at være terapeut (for nogen), hvis jeg ikke kan mærke mig selv, har mærket mig selv og kender mine sår. Kender mine reaktioner og rummer dem kærligt. Derfor siger jeg tak til de terapeuter, der har været der for mig gennem mit liv. Jeg glæder mig til at fortsætte min personlige rejse og samtidig være rejseleder for andre på vejen fra utryg til tryg.

Tak til psykoterapeut Camilla Rode for inspiration fra webinaret “Forstå din tilknytningsstil”

❤

Ikke længere på flugt fra at blive såret

Ikke længere på flugt fra at blive såret

Så længe vi er på flugt fra at blive såret og på flugt fra ubehagelige følelser, afholder vi os fra alle mulige fine oplevelser og tilstande. Nydelse, glæde, overgivelse og tillid til os selv, til andre og til selve livet. Store essentielle gode følelser.

Vi skal blive okay med risikoen.

Det handler om at blive fortrolig med de gange, vi har stået der og rent faktisk er blevet følelsesmæssigt forladt. Fx af vores forældre, som gjorde deres bedste, som ikke altid var godt nok, fordi de ikke havde nok kontakt til deres egne følelser, så de kunne spejle vores. Og sige: Det er okay, du føler sådan. Det er okay, du er vred lige nu. Ked ad det. Glad. Det er okay, at du nogen gange er forvirret.

Som voksen må vi lære modet at kende og evnen til at regulere os selv. Jeg kan godt klare at blive såret. Den anden må gerne have nogle følelser, der er anderledes end mine. Mine følelser er okay, og jeg kan godt fungere, selvom jeg føler mig frygtsom, såret, ked ad det.

Jeg må gentage det og erfare, at jeg ikke behøver at flygte. Jeg behøver ikke straks skulle gøre noget andet, der får mig til at tænke på noget andet. Jeg har evnen til at selvregulere. Jeg er ikke barn længere. Jeg overlever trods de ubehagelige følelser. Og jeg kan godt klare mig. Jeg behøver ikke undgå dem. Jeg kan godt klare at blive såret. For jeg har prøvet det før, og for hver gang bliver jeg mere bevægelig indeni. Det kan godt være den anden forlader mig, men jeg forlader ikke mig selv. Jeg kan klare mig til mere end blot at overleve.

Jeg kan leve.

Anmeldelse af Berørt

Med stor interesse har jeg netop læst den relativt nyudgivne bog ”Berørt – seksualitet som livskraft”, skrevet af Trine Dupont og Jørn Uhrenholt. Egentlig ville jeg gerne have skrevet en regulær anmeldelse af værket – imidlertid rækker mine kompetencer ikke til at gøre det. Men nogle kommentarer vil jeg gerne fremkomme med, som en form for indspark.

Først dog lidt relevant info om min person. Jeg tilhører ikke gruppen af fagpersoner, som er bogens primære målgruppe. Derimod hører jeg hjemme i den anden målgruppe – ‘dig, der synes, seksualitet er vigtig i forståelsen af dig selv som menneske’.

I efteråret 2020 måtte jeg erkende, jeg havde et problem relateret til min seksualitet. Således opsøgte jeg en sexolog i Odense, med henblik på at få talt om tingene, og måske få løst problemet. Sexologen foreslog tantramassage som et skridt på vejen mod en løsning. Det endte med, der blev taget kontakt til massør (på Fyn). Efter korrespondance og telefonsamtale blev der indgået aftale om tidspunkt for en seance hos hende. Indtil videre har jeg fået tantramassage to gange – i april og august 2021.

Helt essentielt er det, at jeg blot kan konstatere, at de to gange tantramassage er noget af det mest vidunderlige og fantastiske, jeg har oplevet som voksen.

Den første gang var der bestemt også tale om en voldsom oplevelse – især følelsesmæssigt. Mit fokus er alene på tantramassage. Med det slået fast, hæfter jeg mig ved, at bogen er god at konsultere, hvis man ønsker at tildrage sig viden om denne form for massage. Det samme gælder, hvis man er i overvejelser om, hvorvidt tantramassage er noget for en. Der findes nemlig i bogen ganske detaljeret beskrevet, hvad det hele egentlig går ud på. Selvfølgelig er det så vigtigt at understrege, som med så meget andet, at et er teori, noget andet er praksis. Dog vil jeg påstå, man efter læsning af bogen er klædt uhyre godt på forud for kontakt til tantramassage. Endelig afklaring af, hvordan og hvorledes, vil naturligvis først ske i forbindelse med korrespondance og samtale parterne i mellem.

Selvom jeg naturligvis af sexologen blev klædt fornuftigt på, forud for kontakt til tantramassør, ville jeg bestemt gerne have haft mulighed for at være endnu bedre forberedt. Dette kunne have været i form af læsning af Trines og Jørns bog, som jo altså bare ikke var udkommet endnu, dengang i efteråret 2020.

Jeg kan bestemt også bruge bogen til noget nu, selvom jeg altså har fået tantramassage. For i sagens natur kan der nikkes genkendende til meget af det, der fortælles om. Især i den del af bogen, der hedder ”Sanselig erkendelse”, hvor en hel session beskrives fase for fase. Ydermere finder jeg det inspirerende at læse de uddrag af beretninger (anonymiserede), nogle af Trines og Jørns klienter har bidraget med. For de er med til at give et godt indtryk af, hvordan der arbejdes med tingene.

Nå ja, og som mangeårig entusiast, for så vidt angår Dansk Melodi Grand Prix og Eurovision Song Contest, finder jeg det også interessant, bogen indledes med et citat fra teksten til sangen ”Rør ved mig” fra 1973. Denne sang med duoen Lecia & Lucienne var i sin tid et stort hit. Der er tale om en dansk version af Spaniens bidrag til Eurovision Song Contest 1973 – ”Eres tú” med tekst og musik af Juan Carlos Calderón. Den blev fremført af gruppen Mocedades og endte på 2. pladsen. Peter Spar (Victor Skaarup) skrev den danske tekst.

Følgende citat fra omkvædet er de indledende ord i bogen: ‘Rør ved mig, så  jeg føler, at jeg lever’. Fra min side kan blot konstateres, man ikke skal undervurdere betydningen af at blive berørt – i betydningen at en anden rører ved en, hud mod hud. Ydermere kan den fysiske berøring sagtens føre med sig, man bliver følelsesmæssigt berørt.

Taget ud af en sammenhæng – og dermed i bund og grund forbudt -, vil jeg slutte af med at citere fra en af bogens sider. Helt enkelt fordi, citatet på  fineste vis beskriver min personlige erkendelse under den anden seance hos tantramassøren: ‘Når huden berøres flere steder samtidig af hænder, arme og fødder fra en massør, kan det opleves som at blive omsluttet. Fokus forsvinder, og man kan ikke længere følge med i, hvor på kroppen, massøren præcist er. Sindet holder op med at kontrollere begivenhederne. Opgiver at forstå og fortolke.’

Johannes

7. februar 2022

Køb bogen her:

De fantastiske fire sygeplejersker på Regionshospitalet i Horsens

Dette er hyldest til fire fantastiske sygeplejersker på Regionshospitalet i Horsens, som jeg mødte i går.

Fire sygeplejersker, der mødte mig præcis med den omsorg, jeg havde brug for. Det tror jeg faktisk, de gør hver dag. Ikke bare mig. Men alle patienter de har mellem fingrene. 

Sådan noget kan man mærke.

I får historien lige om lidt. Og anslaget her har også et spørgsmål i sig. Hvordan lykkes de egentlig med det? Og hvorfor lykkes den læge, der skulle operere mig, ikke med det? Er det tilfældigt, at det er sådan det vender? Og inden det bliver til en “klagesag” så lad mig slå helt fast. Jeg har mødt fantastiske læger. Ikke mange, men fantastiske. Læger, der også kunne det der med patientens tryghed. Men jeg har også mødt en del, der ikke kunne. Hvor jeg følte mig som en ting, der bare skulle fikses. Og forstå mig ret. Jeg er taknemmelig for, at de kan fikse mig. At de kan deres kram. Men hvordan kan det være, at det er sygeplejerskerne, der ligevel ender med at være de fantastiske fire.

Det vil jeg fortælle nu. 

Første fantastiske sygeplejerske, en kvinde, tager imod mig. Jeg er lidt forsinket, så vores lokale er optaget, og der skal findes et nyt. Det sker med et smil. Ingen hastværk. “Det er, hvad der sker,” siger hun og fortæller mig om, hvad planen er. Hun spørger, om der er noget, jeg har brug for at sige eller spørge til. Jeg siger, at det er lidt svært for mig, hvis tingene sker hurtigt, og jeg ikke er forberedt. Så bliver jeg forvirret og bange. Og om de vil være opmærksomme på det. 

Så går døren op, og lægen træder ind. Midt i min sætning om det, vi var ved at afrunde.  Pointen er, at det skete et komplet energiskifte. Væk var kontakten, og jeg måtte i mit indre berolige mig selv med tanker om, at det jo netop var fordi, han var god og effektiv til at operere, at han var nødt til at være så mekanisk i sin kontakt. Et virkeligt mærkeligt argument.

Da lægen er væk igen, går jeg ned ad gangen sammen med den fantastiske sygeplejerske nr 1. Hun fortæller om, hvor utrolig længe de alle har arbejdet der på afdelingen, og at der er al mulig grund til, at jeg kan være tryg. Hun mærker naturligvis, hvordan jeg er i gang med at berolige mig selv og hjælper mig. 

Inde på operationsstuen er der flere sygeplejersker. Den fantastiske sygeplejerske nr 2, en mand, træder nu frem. Inden han går i gang med at bedøve mig, tager den fantastiske sygeplejerske nr. 1 ordet: “Her er Trine. Hun kan godt blive lidt urolig, hvis der sker for meget, og hun ikke ved, hvad der skal ske. 

Den fantastiske sygeplejerske nr. 2 fanger den. Han fortæller grundigt om alt, hvad han gør, og jeg mærker, jeg er fuldstændig tryg hos ham. “Du har lidt kolde hænder”, siger han. “Ja, det får jeg nemt, når jeg bliver nervøs,” svarer jeg. Lige inden søvnen, når den fantastiske sygeplejerske nr. 3 lige at præsentere sig: “Tænk på noget rart og tag det med ind i søvnen,” siger hun. 

Da operationen er slut, vågner jeg med den fantastiske sygeplejerske nr. 2 ved siden af mig. “Du smiler,” siger han. 

Inde på opvågningen har jeg det halvskidt. Jeg har ondt og en ubehagelig rastløshed i kroppen, så jeg næsten ikke kan holde ud at være der. Sove kan jeg i hvert fald ikke. Den fantastiske sygeplejerske nr. 4 kommer nu forbi. “Er der noget, du har brug for,” spørger hun. “Fryser du?” “Ja”, siger jeg. “Jeg henter et tæppe til dig.” Tæppet henter hun i et varmeskab. Hun pakker det om mine skuldre og min ryg. Det er så fint og så dejligt. Kort tid efter sover jeg, og jeg vågner med nyt mod. Det skal nok gå det hele. Det kan jeg tydeligt mærke. 

Inden jeg skal hjem kommer den fantastiske sygeplejerske nr. 3 lige forbi igen. Hun vil sikre sig, at jeg har styr på medicinen og ved, hvordan jeg skal klare de næste par dage hjemme. Det har jeg. 

Historien taler for sig selv. De fantastiske fire kan noget helt særligt, og det er afgørende vigtigt for mig som patient. Det kan godt være det bare er en rutine brok-operation, men det de gør, og måden de gør det på, er uvurderligt for mig, som ikke har nogen som helst rutine i den slags. 

Mit spørgsmål fra starten om det med lægen, lader jeg hænge her. Måske kunne de fantastiske fire starte en supervisionsgruppe med åben adgang for al personale på hospitalet. Også lægerne. Det er så lidt der skal til, men man skal lære det, hvis man ikke kan det i forvejen. Det kunne de fantastiske fire, og det vil jeg gerne hylde dem for. 

Jeg er sikker på, der findes mange flere fantastiske derude, men jeg har ikke ret mange sygeplejersker i mit netværk, så kender du en, så del gerne min tekst med dem. Stor tak til alle de varme hjerter derude, der gør en forskel for en som mig.

Og først var der følesansen

Og først var der følesansen

Følesansen er med os helt fra begyndelsen i mors mave. Der er ingenting at se. Alt er mørkt. Der er lidt mere at høre, men ikke andet end dybe lyde af noget, der kommer langt væk fra. Måske mor, der synger eller far, der taler til barnet gennem maveskindet. 

Følesansen – eller berøringssansen, er den, der er tættest på. Det er selve fostervandet, der omslutter kroppen. Den lille fod, der støder mod livmodervæggen.

Når barnet kommer ud, skal det op på mors mave. Og lidt efter fars. Helt tæt. Varmt og nært. Oxytocin frigives. Kærlighedshormonet Oxytocin knytter bånd. Gør sit arbejde.

En energiudveksling er i gang. Varme og puls reguleres. 

Ro og tryghed
Hud mod hud 

Følesansen påvirker tanker og følelser og betyder noget for vores tætte kommunikation med andre. Farver vores blik på verden. 

Jo mere hud, des større regulering, for huden er det største sanseorgan. Fyldt med receptorer, der registrerer forskellige signaler og omdanner én energi til en anden. I tryk af forskellige art, der bliver til elektrisk energi, som løber mellem hjernen og nerverne.

Jo mindre berøring, des større skader på krop og sjæl, men har vi fået for lidt berøring i vores liv, kan vi nå at få det senere. Vi skal fodres med livgivende berøring som et lille for tidligt født barn, som kommer ud til sin mor og far, hvis fornemste og eneste opgave er at følge dets behov. 

Alder kan reducere evnen til at sanse, og mange ældre får ikke så meget berøring. Det er et stort tab. Berøring er en afgørende måde at kommunikere på. Som gamle har vi måske endnu større behov. Vi kan håbe på, at nogen holder os i hånden når vi dør. 

Kilder:
DR1: “Følesansens ABC: Sæson 1: Kampen for overlevelse”
Mor til tre og en del erfaring med mennekser, massage og mit eget nervesystem. 

#Berørt
#berøring
#huden
#allesansersmoder
#tilknytning

Mor og barn

Her kan du læse mere om, hvordan jeg sammen med min partner Jørn Uhrenholt arbejder med tilknytningsproblematikker og berøring: http://www.dupontuhrenholt.dk

I GÅR VAR JEG EN BJØRN, I DAG ER JEG EN LØVE

I GÅR VAR JEG EN BJØRN, I DAG ER JEG EN LØVE

En dyb brummen fra en bjørn. Lysebrun på snuden, men ellers mørk. Korte skarpe klør. Den bjørn er mig, og den vokser. Det er en kraft og en styrke, der rejser sig nede fra bunden af min krop. Den vil ikke kæmpe. Den vil overgive sig. Mere knurren. Mere lyd. En anden bjørn nærmer sig. Forening. Det var i går.

I dag er jeg en løve. En af mine unger har brug for mig. I dag kommer min styrke fra hjertet. Den er fyldt med “uanset hvad der skal til, så gør jeg det”. Omsorg. Det er en løvemor, der er lige så stærk som bjørnen, men på en anden måde. Det er en af mit kuld, det handler om. Min flok. Dem, jeg vil dø for. Og sådan bevæger jeg mig rundt i mit indre univers af kraftdyr, der vil mig det godt. De kalder på mit instinktive væsen. Det sted i mig, hvor der ingen skam er. Ingen tvivl. Ingen frygt. Ingen tanke.

Når instinkterne kalder på os, så er der ingen skam. Der er blot væren. Derinde der er der ingen forbehold og ingen tvivl. Og når vi samtidig er i stand til at passe på os selv, sætte vores grænser og lytte indad i os selv og udad mod den anden, så kan lysten og sanseligheden blive porten ind til det sted.

En vej i kærligheden

“Kærlighed handler om opmærksomhed og omsorg for hinanden. Og blik for helheden. Vi synes, vi er lykkes rimelig godt med det. Men let har det ikke været. Og hvis du spørger os, er det ikke “bare” noget, man gør eller vi som sådan anbefaler. Vi må alle finde vores egen vej, og vores blev sådan her.”

https://aarhusonsdag.lokalavisen.dk/kultur/byrummet/ECE13618544/trine-og-morten-er-gift-har-tre-boern-og-hver-sin-kaereste/