Forandring er at blive den jeg er

Forandring er at blive den jeg er

Forandring er at blive den jeg er                                    kvinde1                                                  

Tre formiddagstimer sammen med seks andre skønne kvinder og igen bliver det klart for mig, at det overhovedet ikke giver mening at fjerne sig fra sin natur og det helt aldeles almindelige menneskeliv, hvis jeg gerne vil leve vågent, opmærksomt og i overestemmelse med det, der føles sandt og godt. 

Og det gør vi da heller ikke i gruppen. Vi er der med det hele, mens vi undervejs opdager, hvordan vi fjerner os fra det der er og laver alle mulige krumspring. 

Krumspringslisten er lang: Hvis jeg er træt, kan jeg få lyst til ikke at være med i øvelsen. For så kan jeg jo ikke bidrage, eller så får jeg jo ikke det optimale ud af øvelsen. Invitationen er i stedet: VÆR der med din træthed. Se hvad det gør ved dig, når du har lov til at være her sammen med os og være træt samtidig. Mærk, hvordan du kan slappe mere af og hvordan dine indre krav om det ene eller det andet forsvinder. Hvordan du går fra: “det kan jeg lide eller “det kan jeg ikke lide” til I” dont mind.” 

Det er også der, hvor jeg i en berøringsøvelse pludselig forstår og helt konkret mærker, at jeg ikke længere skelner mellem mig selv og den anden, på en måde hvor jeg fjerner mig fra mig selv og fra min helt tilgængelige naturlige kontakt til min væren. 

Det er et sted i mig, hvor jeg ikke sammenligner længere. Hverken med de andre eller med hvor jeg er nu i forhold til, hvor jeg var i går. Udviklingstrangen (og -tvangen) er væk, og tilbage er rummet i mig, hvor alt er godt, og jeg er god nok, fordi det er tilstrækkeligt at være den jeg er, som lige nu er den, som ikke føler sig god nok. Det er paradoksalt nok denne accept der gør, at jeg bevæger mig videre. 

Det er i den konkrete kontakt til børn, hverdag, arbejde, den anden kvinde, hende der trikker noget i mig, hende jeg tiltrækkes af, alle de praktiske ting, jeg skal have ordnet inden konfirmationen og listen er meget længere. Det er her, det sker.

Og det er ikke mindst i min konkrete kontakt til min krop og min sanselighed, at jeg får chancen for at holde op med at projicere alt ud på de andre mennesker eller livets omstændigheder. 

Kærlig hilsen Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *