Har dit syn på kærlighed ændret sig hen ad vejen?

Har dit syn på kærlighed ændret sig hen ad vejen?

Har dit syn på kærlighed ændret sig hen ad vejen?

Spørgsmålet kom fra en deltager til mit foredrag i går aftes i København. Her på vej hjem i bussen pusler det stadig i mig.

For har mit syn på kærligheden ændret sig for mig, eller er det bare blevet klart for mig, hvad kærlighed er for en størrelse, nu hvor jeg har fået pudset brillerne? Fået de mest fedtede pletter tørret væk: Angst for at blive forladt, frygt for ikke at blive forstået, vrede og frygt for forandringer. Hvor skal det hele ende?

Uanset, hvad svaret er, har jeg i hvert fald opdaget en del undervejs på min rejse de sidste 9 år. Jeg har opdaget, at hvis jeg prøver at forstå min elskede – i stedet for hele tiden at ville have ham til at forstå mig – Ja, så sker der noget. Så åbner jeg hjertet for ham. Så ser jeg hans smerte og de ressourcer og alt det uudfoldede, der ligger gemt i ham. Bliver jeg i stedet for ved med at gentage mit mønster fra barndommen, hvor jeg ikke følte mig hørt og forstået og talte højere og højere som årene gik: SÅ HØR MIG DOG – Ja, så hører jeg i hvert fald ingenting. Og det han siger, bliver til det, jeg skal forsvare mig imod. Kritik. DU FORSTÅR MIG JO ALLIGEVEL IKKE. Og så kører spiralen. Ned.

Når jeg prøver at forstå ham, begynder det også at give mening. Det jeg hører. Det giver mening, fordi jeg forstår sammenhængene. Og den mening og den forståelse bliver til et slip i mig ind i tillid til, at det hele vil finde en vej. En ny vej og nye bevægelser. At det er MIG, der skal lære at blive bevægelig i livet, og ikke livet der skal tilrettelægges i de rette folder, for at jeg kan gå en bestemt vej.

Og så handler kærlighed om frihed. Vi kan blive så optagede af at blive fri, at vi glemmer at vi ER det. Og at den anden er det. Ingen kan give mig min frihed, når jeg allerede ER fri. Men vi er også forbundet, så det er ikke en løssluppen frihed, der handler om, at jeg så kan gøre præcis, hvad jeg har lyst til. Jeg må have den anden med. Ikke for at give mig lov, men fordi den anden og jeg er forbundet. Og man hugger ikke sin egen hånd af.

Og kærlighed rimer på ærlighed. No bullshit. Ikke flere hemmeligheder. Ikke længere ikke sige det der er. Sige det, jeg ikke tør sige. Allermest det.

Og handlen. Mig der kigger på mine egne reaktioner og på min fod, der gør ondt, fordi jeg i arrigskab hamrede den ind i døren. Se dét som mere end blot en energiudladning, som så straks derefter skaber nyt rum til ophobning af ny energi. Som så kan udlades. Hvis jeg kan stoppe dén terror, så jeg forstår, hvad den ømme tå vil mig, så åbner det for forløsning. Men vi vil så nødigt slippe vores identifikation med smerten og de negative emotioner. Den energiudladning. Den er så fristende.

GØR jeg ikke noget, så SKER der ikke noget. Og så ER der ikke noget. Der må være overensstemmelse mellem det jeg siger, og det jeg gør. Ingen ønsker at ende som familieterapeuten, der vejleder forældre, og selv ikke kan skabe en tillidsfuld relation til sine egne børn.

Den frie essentielle følelse ligger ind bagved bøvlet. Er du misundelig, så begynd at nyde. Er du bange, så mærk din taknemmelighed. Og handl på det i stedet for. Så er chancen for kærlig kontakt med den anden meget større.

IMG_E2016

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *