Noget om lederskab i tantra massagen

Noget om lederskab i tantra massagen

Når jeg møder et menneske i en tantramassage har jeg lederskabet. Jeg sætter ikke lighedstegn mellem lederskab og kontrol. Jeg kan fint have lederskab i massagen, mens jeg slipper kontrollen, flyder med og hengiver mig. Og nogen gange KAN der være elementer af kontrol i det, men jeg ved for det meste, når det er det, der er på spil, for det er ofte gammel frygt, og den er meget velkendt i mig. Jeg er sjovt nok ikke bange, når jeg møder min frygt, jeg kender den lidt for godt til at være bange for den. Jeg siger goddag til den. Og slipper den så.

En ide, der kan opstå i lederskabet, er ideen om at gøre det godt for den anden. Ja, denne ide kan såmænd sagtens opstå i begge parter. Denne ide bliver let til et formål i massagen, noget der styrer forløbet, og dermed til noget, der er kontrolleret. Det er et paradoks, for selvfølgelig vil jeg gerne mærke, at den anden er glad og har det dejligt og nyder. Men det bliver et problem, hvis det bliver et “projekt”, at den anden skal have det godt, for så kommer forventningerne, som fx:

Hvis jeg nu vil gøre det godt for dig, og prøver (med min forestilling om hvad godt er) at gøre det godt, så håber (forventer) jeg måske også, at det faktisk ER godt for dig. Og hvad så hvis det ikke er? Det sætter dig i en dum situation, hvor du (måske) prøver at give det, du mener, jeg forventer af dig. Måske lyver du ligefrem, hvis det nu faktisk ikke lykkedes at have det sådan, som jeg ønsker, du skal have det.

Et velkendt eksempel på dette er måske: Fik du orgasme skat? Allerede inden elskoven ligger forventningen klar. Jeg ved, at spørgsmålet vil komme, så jeg må gøre mig umage. Min gøren mig umage skaber kontrol i mig, gør mig ufri og jeg får svært ved at hengive mig. Derfor kommer orgasmen ikke. Skal jeg nu være ærlig eller lyve?

For mig er tantra bevidsthedsarbejde. Jeg iagttager, hvad der sker i mig undervejs. Min opmærksomhed er i mig selv, ikke i den anden. Det betyder ikke, at jeg ikke er nærværende og hele tiden mærker de små jaer og nejer, invitationerne og signalerne mellem mig og den anden. Men jeg mener, at den bedste invitation, jeg kan give den anden til at mærke sig selv, er at JEG mærker mig. Så kan den anden være HELT fri til at blive ved sig selv, mærke indad, undersøge og undre sig, møde gamle og nye fornemmelser, tanker og følelser og give det hele lov til at være der. Det er lederskab for mig. Og lige præcis der, er det som om, giver og modtager ophører med at eksistere. Så ER der bare bevægelse, sanselighed, nærvær og kærlighed.

Kærlig hilsen Trine.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *