På afveje?

I går skrev jeg en tekst, der blandt andet handlede om præstation, og i dag filosoferer jeg lidt mere over de ting, jeg er bange for ikke at gøre godt nok. Der dukker en situation op i mig.

Vi er på vej til Ry på skovtur. To biler fyldt op med voksne og børn. Den ene familie er min egen og den anden er vores venner. Ud af klappen. Ud af huset. Forår i luften. Turen går til den gamle papirfabrik i Ry. Jeg har sat GPSén, som så finder en anden papirfabrik. I Silkeborg!

Den der følelse, da vi kører ind i Silkeborg, og jeg fornemmer, at det her er forkert, og at jeg endnu engang er snublet i mit indre landkort, der aldrig har været stabilt, hvad angår rum og retning.

Jeg prøver at aflure, om de er irriterede på mig. Jeg ville forstå det, nu vi nu skal køre en halv time ekstra, men det virker ikke sådan. Der er en let overbærenhed og en stille overenskomst. Det er ikke første gang, og det er ikke med vilje. Det ved de godt. Alligevel når følelsen af skam at vælde op i mig, og jeg trækker vejret dybt, mens tanker om, hvad de mener om mig, dukker op. Situationen er klar. Virkeligheden er, at jeg har begået en fejl.

Og så får jeg en ny fornemmelse af at skifte retning indeni. Hvis de nu reagerer med irritation, er det deres fortolkning af situationen, ligesom jeg har travlt med at lede efter en. Og der er INTET, jeg kan stille op. Jeg kan på ingen måde kontrollere deres fortolkning af mig, uanset om de er kritiske, irriterede eller overbærende. Hvad andet kan jeg gøre lige der end at elske mig selv.

Et befriende slip skyller ind over mig.

Hvis du vil læse min blog fra i går, så kig ind her:

https://www.dupontuhrenholt.dk/2021/02/20/om-at-have-boern-med-saerlig-udfordringer/