Månedsarkiv: maj 2016

Jamen, er det ikke at være utro?

Jamen, er det ikke at være utro?

En mand stillede mig spørgsmålet over telefonen. Det udsprang af en konfrontation, han havde haft med sin partner, som ikke ville tillade ham at få en tantramassage. For når han blev berørt på en sanselig lystfuld måde af en anden, var det vel utroskab. Fanget i sin egen forvirring, moralske forestillinger og stillet over for et ultimatum ringede han og spurgte mig.

Jeg forholder mig ikke moralsk til utroskab. Nogen gange kan der være gode grunde til det, og måske er det endda nogen gange med til at styrke parrelationen, sådan på en sær omvendt måde. Tilføre noget nyt.  Ingenting er sort/hvidt.

I samtalen endte jeg med at sige, at utroskab måske handler om mangel på åbenhed. Om hemmeligheder og om løgne. Om alt det der sker bag ryggen på den anden. At det par der lever med åbenhed og relaterer med andre – deler og fortæller om oplevelser med andre – vel ikke er hinanden utro. Og at det par der aftaler, at det kun er de to der relaterer intimt, også har en åbenhed og klarhed, som kan beskrives som ”tro”.

Manden her havde ærligt og åbent fortalt sin partner, at han gerne vil prøve tantra. At der måske var noget at undersøge for ham. Skulle han have ladet være? Måske. Men han valgte at være åben. Tro – ikke utro. Med sin åbenhed. Jeg synes, det var modigt.

Kærlig hilsen Trine.

Sanselig erkendelse

Sanselig erkendelse

En ung mand ringede i dag for at tale om et eventuelt møde i “sanselig erkendelse”. Under samtalen blev jeg bare så glad. Han beskrev, hvordan han, når han mødte en kvinde i byen, mærkede at hun blev forbeholden i det øjeblik, hun mærkede hans underliggende vrede, hans underliggende mangel på forståelse af sig selv, hans underliggende mangel på tro på sig selv. Og at det forstod han faktisk godt, og nu ville han gerne sætte dette i bevægelse. Flytte sig. Forstå. Mærke. Og det var noget han talte med sine nærmeste venner om, og at han gerne ville booke en tid i slutningen af august, for så ville han spare op og vide, at det økonomiske var i ro og ikke ville presse ham. Hvilken klarhed, og det gav mig fornemmelsen af, at der måske er noget nyt på vej. Jeg oplever flere unge blive interesseret i at undersøge deres sanselighed, forstå sig selv bedre og stå af det ræs, vi er vidne til i arbejdsliv og privatliv. Og jeg bliver så glad for det.
Kærlig hilsen Trine                                                                                        DSC_7800