Forfatterarkiv: Trine

På afveje?

På afveje?

I går skrev jeg en tekst, der blandt andet handlede om præstation, og i dag filosoferer jeg lidt mere over de ting, jeg er bange for ikke at gøre godt nok. Der dukker en situation op i mig.

Vi er på vej til Ry på skovtur. To biler fyldt op med voksne og børn. Den ene familie er min egen og den anden er vores venner. Ud af klappen. Ud af huset. Forår i luften. Turen går til den gamle papirfabrik i Ry. Jeg har sat GPSén, som så finder en anden papirfabrik. I Silkeborg!

Den der følelse, da vi kører ind i Silkeborg, og jeg fornemmer, at det her er forkert, og at jeg endnu engang er snublet i mit indre landkort, der aldrig har været stabilt, hvad angår rum og retning.

Jeg prøver at aflure, om de er irriterede på mig. Jeg ville forstå det, nu vi nu skal køre en halv time ekstra, men det virker ikke sådan. Der er en let overbærenhed og en stille overenskomst. Det er ikke første gang, og det er ikke med vilje. Det ved de godt. Alligevel når følelsen af skam at vælde op i mig, og jeg trækker vejret dybt, mens tanker om, hvad de mener om mig, dukker op. Situationen er klar. Virkeligheden er, at jeg har begået en fejl.

Og så får jeg en ny fornemmelse af at skifte retning indeni. Hvis de nu reagerer med irritation, er det deres fortolkning af situationen, ligesom jeg har travlt med at lede efter en. Og der er INTET, jeg kan stille op. Jeg kan på ingen måde kontrollere deres fortolkning af mig, uanset om de er kritiske, irriterede eller overbærende. Hvad andet kan jeg gøre lige der end at elske mig selv.

Et befriende slip skyller ind over mig.

Hvis du vil læse min blog fra i går, så kig ind her:

https://www.dupontuhrenholt.dk/2021/02/20/om-at-have-boern-med-saerlig-udfordringer/

Om at have børn med særlige udfordringer og acceptere det

Om at have børn med særlige udfordringer og acceptere det.

Jeg har mindst en indrømmelse af lave. Jeg skriver mig ind i det nu, for jeg har brug for at sætte ord på og at samle mig. Jeg forstår alting bedre, når jeg gør det. Jeg kommer tættere på virkeligheden, som den er, og det er det jeg har brug for. Der ligger friheden.

Sårbarheden banker på, og det er godt, selvom jeg kæmper, for noget i mig vil så gerne have styr på. Kontrol over. Kunne klare det selv. Men fra et andet niveau i mig er jeg helt klar over, at friheden ligger inde bag ved mit sinds kaos. Alligevel samler slidte overlevelsesstrategier sig som en forsvarsmur mod at indrømme, at jeg er lost. Jeg er ramt. Jeg er presset til det yderste.

Her er min første indrømmelse.

Jeg har haft en arrogant holdning til forældre med børn med særlige udfordringer. 

Jeg er der selv nu, for jeg har to børn, der ikke bare passer ind i bogen om børns normaludvikling. De stritter. De skiller sig ud. Det er virkeligheden.

Inden jeg opdagede, hvordan det forholdt sig, tænkte jeg tit, at de forældre, der havde børn der mistrives, havde misset noget. Det var vist mere dem end børnene,  der havde problemer. Nu ved jeg, at det var min tolkning, og at den var arrogant, og at disse forældre kæmper for deres børn og elsker dem uendeligt. At de konstant er på udkig efter noget, de har overset, så de kan gøre noget og hjælpe deres børn. Og at det, de gør, ikke er forkert.

Jeg elsker mine børn uendeligt.

Og indtil for nylig har jeg undret mig.

Når mine venners børn er blevet lidt større, har forældrene sagt, at nu var der bedre tid. Børnene kunne lettere klare sig selv, og det efterlod en tomhed. Jeg har været forvirret over, at var det så hårdt med mine egne børn, når de nu var helt normale? Hvorfor føles det ikke sådan hjemme hos os?

Og jeg opdager igen, at en flaske hvidvin med skruelåg er god at have stående i køleskabet. Ikke når det hele brænder på, men bagefter. Som en indforstået og venlig overbærenhed mellem Morten og mig. Det er sgu helt okay at dulme lidt, efter det hele er brændt på. Bare helst ikke imens.

Det var vist indrømmelse nummer 2

Jeg har en flaske hvidvin med skruelåg i køleskabet 

Når presset bliver for stort hen over tid, begynder min krop at give lyd. Jeg har kompenseret for længe, og stivheden indfinder sig. Så kommer smerterne i skuldrene og en spænding, der løber hele vejen ned gennem venstre side af min krop. Altid venstre. Mit sind er som en løbsk hest spændt foran en vogn, kusken ikke længere kan styre. Det løber løbsk i bekymringer. Der er hjertebanken og en stress, der nærmer sig angst. Der er vejret, jeg trækker, der ikke vil ned i maven.

Og så er der mig, der skal aflevere Silas i sommerhuset hos min søster og min nevø. Der er langt. To timers kørsel. Det går godt derover, men da jeg skal hjem igen, virker det uoverskueligt. Vejret er dårligt, og jeg har lånt en anden bil, fordi vores ikke har fået vinterdæk på.

Jeg står i døren. Har sagt farvel til Silas, og min søster spørger mig, om jeg er okay. Nej, siger jeg, jeg er presset. Det er for meget med to børn, der ikke har det godt. Tårerne står i øjnene.

Silas og jeg skulle egentlig have været af sted dagen før, men Silas var for uforberedt og kunne pludselig ikke overskue det. Det havde lydt så hyggeligt den gang for flere uger siden, da jeg spurgte ham, om han havde lyst til to dage i sommerhus med sin fætter. Sådan har det været altid. Lige inden vi skulle ud af døren, væltede det, og vi kom igen for sent og følte, der måtte være noget galt med os, siden vi var den familie, der aldrig kunne komme til tiden.

Stående der i døren med udsigt til en lang hjemtur, skriver Hjalte. Han skal hentes i Skive, og forældrene til pigen, han besøger, vil gerne have, vi kommer inden 15.30. Jeg kan se, at jeg ikke kan nå hjem, så Morten kan køre turen. Jeg regner på det. 3,5 times kørsel forude med dårligt vejr, en stresset krop og en hjerne, der knap kan fokusere. På vejen ud af indkørslen bakker jeg op i en affaldscontainer og laver en revne i kofangeren. Min stress stiger. Min skyld og min skam. Kan jeg på nogen måde slippe udenom det her? Kan jeg lyve mig ud af det?

Jeg må stoppe to gange på vejen mod Skive. Det er følelsen af, at det ikke er sikkert at køre, fordi jeg er usikker og ustabil. Lige inden angsten tager over, kører jeg ind til siden, sætter mig i grøftekanten og tisser, mens jeg trækker vejret ned i maven. Det hjælper. Jeg kommer sikkert til Skive og får hentet Hjalte. Han vil vide, hvordan jeg har det.

Da jeg kommer hjem, ved jeg, at jeg skal tilbage til min krop. En ind i kroppen oplevelse er første skridt på vejen ud af stressen og tilbage til mig selv, der er fanget ind i fortolkninger af en virkelighed, som jeg ikke kan holde ud.

Så jeg gør det, jeg ved virker. Tager ud til Jørn og sidder i hans sofa og læser. Skriver lidt dagbog. Vi elsker, og min krop bliver varm og tryg igen. Stivnetheden og uroen falder lidt til ro. Næste dag står vi op og går tur i solen ved Moesgård strand. Jeg hopper i vandet. Hjemme igen finder jeg mit yoniæg frem og sætter det op. Jeg bygger et shelter i haven på den øverste terrasse med udsigt. Sneen maler jorden hvid, der er minusgrader, og jeg kan se langt gennem hullet i mit beskyttelsesrum. Jeg sover alene i kontakt med natur og mit køn. Jeg er kvinde, og hele reproduktionen ligger i min krop. Her er kontakten til min kraft, og det er den, jeg har mistet.

Næste dag er jeg mere samlet.

Indrømmelse nummer 3

Præstation, præstation, præstation 

Det er voldsomt at have to børn, jeg er mere eller mindre bekymret for. At slukke min frygt igen og igen og have tillid til, at det hele finder en vej, som ikke er gængs og almindelig, men skal opfindes undervejs. Jeg skal vænne mig til tanken om, at den slagne uddannelsesvej måske ikke er den, mine to drenge skal gå. At der er mange andre veje, og at jeg ikke kender dem. Det er vel egenligt ret rammende for mit liv, kan jeg komme til at tænke. Uforudsigeligheden. At finde vejen imens man går den. Jeg kender det jo godt, og jeg fornemmer friheden et sted.

Jeg har et billede af mig selv (jeg smiler ved formuleringen), som er, at jeg aldrig har været optaget af, hvad der var rigtig eller forkert, og nu rammer det mig. Jeg vil gerne præstere børn, der kan præstere almindelige ungdomsuddannelser, honore krav og klare sig godt i det almindelige samfundsliv.

Præstation viser sig på nye måder og i nye forklædninger, og den er fuld af frygt, som skiller mig ad og placerer mig i ensom majestæt. Adskilt fra de andre og fraspaltet indeni. Et ubehageligt fremmedlegeme, som jeg vil have væk.

Jeg minder mig selv om, at lidelse ikke er endnu en mulighed for at blive en bedre version af mig selv eller en stemme fra Universet, der fortæller, at nu har jeg chancen for at vise, hvad jeg kan. For så er det frygten, der taler, og udvikling bliver som tvang, mens lidelsen bliver dobbelt.

Og det slår mig, at smerte jo er i verden, og at det tilkommer alle at blive ramt af virkeligheden. Af sygdom, dødsfald, skilsmisser eller af at have børn, der har det sværere end de fleste. Jeg kan ikke adskille mig fra den smerte, ligesom jeg ikke kan tage smerten fra mine børn, for jeg er så dybt forbundet med dem. Når de er glade, glædes jeg. De er mig, og jeg er dem, og jeg kan ikke fremme min egen vækst uden at fremme deres.

Når jeg er samlet i mig selv med kontakt til kærlighed og frihed og kan læne mig ind i den virkelighed, som er, kan jeg være der for dem, og de kan støtte sig op af min merviden og mine erfaringer, mens de gør deres egne. Smerte behøver ikke blive til lidelse, som når jeg er splittet i atomer af følelser, fortolkninger, symptomer og mønstre, der kører af sted med mig. Noget dybt i mig kalder på, at jeg bliver samlet igen.

Så jeg byggede et shelter i haven, tog et havbad og skrev denne tekst. Undervejs ringede jeg til en ven for at lidt hjælp til at finde hjem i virkeligheden. Tak Mads Bo for lige at hjælpe mig hjem.

Det er ikke nok at forstå sammenhængene, selvom det er nødvendigt. Når jeg mærker realiteterne og accepterer dem, behøver jeg ikke fortælle mig selv, at det er vigtigt med rummelighed. For når jeg er det sted, så er jeg rummet. Jeg kalder det Gud.

Min krop er min, og jeg kender den

Min krop er min, og jeg kender den

Min krop gør ondt. Der er smerterne ved skulderbladene, som trækker ud i armene og giver en sovende fornemmelse. Sådan har det været et stykke tid, og det er en anden sovende fornemmelse end den, jeg har i benene om aftenen, som jeg har læst er helt normalt, når man bliver ældre. Det hedder dårligt blodomløb og er arveligt. Det kan give åreknuder, som man kan få fjernet kirurgisk, men kun betalt af det offentlige, hvis det er til gene som andet end noget, der er grimt. Det skal gøre ondt, før du har råd. Når du bliver gammel (nok). 

Det er okay. 

Faktisk. 

Min krop er min, og jeg kender den. Jeg kan snakke med den, hvis jeg vil. Jeg kan spørge ind til, hvad det er, den vil fortælle mig. Jeg giver ikke universet ansvaret, og jeg mener ikke, at noget univers har patent på sandheden om en årsag, der giver mening. Nogen gange er der kun spørgsmålet, der skal stilles, og ikke noget svar at lede efter. 

For det er ikke fraværet af smerter, der er succeskriteriet for mit liv. Smerter eller ej, så vil jeg leve mit liv, så det giver mening for mig. Tænk den skræmmende tanke, at jeg først skulle sørge for at mine skuldersmerter var væk for at nyde mit liv.

Det kan da godt ske, at jeg møder en form for svar, når jeg nu spørger undersøgende og nysgerrigt til budskabet i smerterne, og det kan også godt være, jeg spørger nogen, der ved noget, jeg ikke ved, fordi det er smart nok. Men det handler nu mere om at gå opdagelse i smerten end at få den til at gå væk. Sjovt nok opdager jeg, når jeg mærker smerten og bliver lidt ved den, at den ændrer sig. Nogen gange GÅR den væk ved at få opmærksomhed. Ligesom følelser i øvrigt, men det er en anden historie, som jeg sikkert havner i en anden dag. 

Et lille kig ind i en samtale med et usædvanligt par

Et lille kig ind i en samtale med et usædvanligt par

Jeg havde besøg af et par for nogle dage siden. Det var kvinde og en mand i midten af livet, der havde mødt hinanden for et halvt år siden. De var ikke kærester, og de havde ikke noget seksuelt sammen. Berøring havde indtil nu kun bestået i kram og let berøring af kroppen med tøj på, men begge ville gerne udvide det kropslige. Og så havde de opdaget, de kunne hjælpe hinanden.

Så de kom med en fælles intention om at undersøge og udvide den fysiske kontakt mellem dem, og det ville de gerne have støtte til af mig. Det næste er et lille indblik ind i det arbejde, vi lavede sammen.

Indledende:

Første skridt var at finde frem til, hvad de gerne ville have hjælp til, og det blev til dette:

Hvordan gør vi med berøring, ikke mindst når der er traumer i bagagen? Hvordan kommer vi videre?

Det blev ret hurtigt klart, at der var et fælles niveau, der handlede om den kontakt og berøring, der var imellem dem allerede og støtte til den retning, de gerne ville.

Og der var et individuelt niveau, der handlede om de udfordringer, de hver i sær ramte ind i undervejs.

Uddybning af det individuelle niveau:

Kvinden:
Hun fortæller, at hun har overgrebstraumer i livsrygsækken, og når hun er i fysisk kontakt med manden, som er mere end blot et kram, så sker der noget. Hendes krop reagerer øjeblikkeligt med et nej. I tantrisk sammenhæng, som jeg formidler det, så er et nej det nej, der opstår lige nu og her. I samme øjeblik, impulsen kommer, og der reageres med et nej tak, idet man flytter sig selv, flytter en hånd eller siger det, ja så er man i princippet videre.

Men når det er et gammelt traume, der reagerer, dvs. en historie om noget, der er sket engang, men som er lagret i kroppen, så fungerer det lidt anderledes. Der bliver nejet til et NEJ, aldrig i livet og aldrig mere. 

Hos kvinden her bliver hendes flugtreaktionen aktiveret: Lad mig hurtigst muligt komme væk herfra, for det her er farligt.

Jeg spørger hende, hvad hun så har brug for fra manden, når det sker.

At mit nej respekteres, og at vi er sammen, siger hun.

Sagt på en anden måde så skal den tryghed, der engang forsvandt på grund af et overgreb, genetableres, og angsten skal udfordres tilpas lidt. Og her har manden en rolle at spille ved at være der på en rummende måde. Han skal derfor også kunne rumme den frustration, der måtte opstå i ham ved det nej, hun giver. Mere om det lidt senere.

Hun har også brug for at vide, at der ikke skal ske mere end det, siger hun. At den berøring, hun mærker, ikke skal ende i sex.

På det individuelle niveau skal kvinden altså arbejde med at turde møde traumet i en tryg ramme. Det kan ske sammen med ham, og det kan også ske ved, at hun begynder at arbejde med det selv. Vi kommer frem til flere muligheder:

Hun kan begynde at træne berøring af sig selv, idet hun berører sig selv der på kroppen, hvor hun ved, de smertefulde oplevelser aktiveres. Når hun selv gør det, kan hun selv bestemme tempo, og hun kan opleve, at hun har kontrollen, hvilket er vigtigt i forbindelse med traumer. Hun kan bevæge sig fremad i et tempo, som hun kan være med i, og hun skal ikke samtidig være opmærksom på at få sagt nej undervejs, som hun skal, når der er en anden involveret.

Hun kan også arbejde terapeutisk med det sammen med en kropsterapeut, som hjælper hende med at mærke det, der sker, og sætte ord på. Ikke mindst få snakket det gamle traume igennem. Her kan også gemme sig forskellige lag af skam, som kan heles ved at blive bragt frem i lyset i en ramme, hvor det rummes kærligt.

Vigtige ord for det arbejde, hun er i gang med, er langsomhed og nænsomhed.

For manden:
På det individuelle plan handler det om flere ting for manden. Et niveau handler om at rumme den frustration, der opstår i ham, når han får et nej fra kvinden (når hun møder sit traume). Her er der flere ting, der hjælper. Det hjælper, at han oplever og indser, hvor vigtig en rolle han spiller for hende, samtidig med at han mærker, at hun arbejder med at hele sig selv, fordi hun faktisk gerne vil videre. At hun så at sige tager ansvar for sig selv.

På et andet niveau sker det ved, at han tillader sig at mærke frustrationen og rumme den. Det kan føles som en uro eller en utålmodighed, måske som en let irritation, som blot skal iagttages og have tid til at skylle gennem kroppen.

Vi taler om, at han skal være opmærksom på den frustration, så den ikke vokser sig for stor, og at der er frihed til at gå andre veje også for ham, hvor han kan slippe kontrol og hengive sig. Fx i tantramassage og i møder med andre kvinder.

Den anden del af mandens individuelle proces handler her om hans egen indre helingsproces i forhold til de sårbare oplevelser, han har med i bagagen.

I hans tilfælde er der ikke tale om en tydelig og for hukommelsen kontaktbar oplevelse, men han beskriver det ret præcist som en længsel efter at slippe kontrollen og ikke altid være stærk. Det sandsynlige scenarie er, at de oplevelser, der ligger til grund, har rødder i de tidligste år, og derfor er der ingen eksplicit hukommelse koblet til det. Til spørgsmålet om, hvad han har brug for, svarer han, at han har brug for det dybe kram, for der mærker han, at kroppen reagerer med dyb afspændthed. Der kommer en sitren, når kroppen og sindet slipper, og han ikke behøver være stærk. Da jeg spørger ham, hvad han har brug for fra hende, siger han, at hun bare være der og holde om ham. Der er lettest adgang til dette niveau i ham om morgenen, før dagens oplevelser har sat sit sprog og lukket kroppen med forskellige former for forsvar.

Ord som kendetegner hans proces er tålmodighed og mod

Efter vi har dannet os et overblik over, hvad der er på færde hos de to, taler vi om, hvordan de kan komme videre. Hvad skal de i deres fælles bestræbelse på at hele sig selv sammen, fokusere på. Hvordan tager de så små skridt, at hun kan rumme det, og at han ikke bliver for frustreret over tempoet?

Vi når frem til en progression i forhold til berøring, som her er rettet mod at det er ham, der berører hende.

Berøring med tøj på
Berøring med mindre tøj på.
Berøring ovenpå en sarong over hendes nøgne krop Berøring af bagsiden af kroppen. Nøgen.

Der er en form for progression i disse øvelser, der går fra meget tøj til mindre tøj. Kvinden er ved at nærme sig noget, der føles farligt, og langsomhed og nænsomhed er nøgleord, ligesom det kan opleves trygt at der er en giver og en modtager.

Men uanset hvad er det helt afgørende, at selve oplevelsen at at hengive sig forandres i det øjeblik, der sker et skifte fra jeg giver dig berøring, og du modtager den til når jeg rører dig, så sanser jeg mig selv, og jeg gør det i mødet med dig.

Det er måske den allervigtigste læring og træning: at komme tilbage til kontakten til sig selv.

Fra gøren til væren

Sanser begge sig selv i mødet, så sættes begge fri til at sanse og nyde og give sig hen, og i det øjeblik opløses præstationen (jeg skal gøre det godt for dig). For hvis der ikke er noget at give eller modtage, så er der blot berøring. En anden måde at beskrive det på er, at der sker et skifte fra gøren til væren.

Og det gode spørgsmål bliver: hvem rører nu ved hvem?

Bevægelsen mellem gøren og væren er væsentlig her, og der er et stykke arbejde at gøre for os alle, hvis vi vil frigøre os fra gamle mønstre og eventuelt traumer, der sidder kroppen og forstyrrer os. Hvis vi kan gøre det på en møde, hvor vi ikke skal præstere over for os selv eller den anden, men mere er i kontakt med en værens-del i os, så er der store chancer for, at friheden bryder igennem.

Meget forenklet kan man sige, at vi har tre kropscentre: Øverst det mentale, midterst det følelsesmæssige og nederst det kropslige. Det fungerer naturligvis ikke sådan, at det er opdelt i måden, vi erfarer på, men det kan give mening at spørge sig selv, om der er områder i det enkelte center, der er låst eller noget, der skal kastes lys på. Noget der så at sige skal “trænes”.

For kvindens vedkommende handler det selvfølgelig om et eller flere traumer, som skal heles, men ligeså meget handler det om, at kontakten til kroppen og sansningen skal udforskes og nuanceres. Og det er generelt et område, som mange mennesker ikke bruger så meget tid og energi på. Til gengæld er vi ofte meget mentale og forstår en masse om os selv uden at det nødvendigvis får os til at føle os bedre tilpas, mere i live og glade. Man kan gå i terapi i årevis og på et mentalt niveau blive bevidst om sine egne mønstre uden at blive glad af det. Følelser, sansninger og tanker må integreres, før det sker. Og der for giver det så god mening at arbejde i alle niveauer.

Kvinden og manden i min historie kunne jo vælge at komme hos mig eller en anden krops- eller psykoterapeut og arbejde videre med de individuelle ting, de bøvler med. I stedet vælger de at gøre det sammen, og det fylder mig med en ydmyghed over den vågne og modne intention, de kommer med som to mennesker der gerne vil hele sig selv – sammen. For mig er det personlig udvikling i allersmukkeste form. Og endnu en farve i paletten af kærlighed.

At komme for sent

At komme for sent

– er det samme som at komme for tidligt

Hvordan da det?

Nogen gange kommer en gæst for tidligt til en aftale. Altid mellem 10 og 20 minutter før tid. Jeg møder ham med et smil og sender ham ud på en lille gåtur op i skoven bag vores hus. Han bliver altid lidt befippet og overrasket. 

Jeg er sjældent overrasket. Faktisk ved jeg tit, at han vil komme for tidligt, har jeg opdaget. Jeg tror, jeg fornemmer det i den samtale, jeg har med ham, inden vi aftaler at mødes, for jeg når at tænke det, inden han dukker op. I dag er der en, der kommer for tidligt.

Hvordan kan det være, du kommer for tidligt, spørger jeg, og jeg har opdaget, at der er to forskellige svar.

Et er svarene lyder: Jamen, jeg vil i hvert fald bare ikke risikere at komme for sent. Når vi snakker os lidt mere ind i det, handler det typisk om en form for autoritetstro. Det værste (har han lært) er at komme for sent. 

Hvordan tror du, det er for mig, at du kommer for tidligt, spørger jeg ham, og vi får snakken om, at jeg jo ikke er klar, hvis han kommer for tidligt. Det bliver tydeligt, at den forstyrrelse, han prøver at undgå at give mig bliver til netop det, han frygter. En forstyrrelse. 

Det andet svar handler om begær og ivrighed. Ham, der kommer for tidligt til vores møde, er en der næsten ikke kan vente. Det er forventningens glæde, der driver ham op af havegangen et kvarter før tid. Han har så meget lyst til en massage, at han næsten ikke kan vente. Han vil også gerne vise mig, at han glæder sig. Beviset er hans forventningsglæde. 

Det ender tit med nogle fine samtaler om, hvor styret vi er af det, vi har tillagt os af vaner og overbevisninger, som fungerer mere eller mindre bevidst, men som i hvert fald bliver mere bevidst ved en gåtur i skoven. 

Jeg har så til gengæld opdaget, at fordi jeg for længe siden besluttede mig for at dem, der kommer for tidligt, bliver sendt på skovtur… ja – så er det ikke længere en forstyrrelse for mig.

De fem sex-sprog

De fem sex-sprog 

Måske har du hørt om de fem kærlighedssprog. De er beskrevet i en lille bog af Gary Chapman, som hedder Kærlighedens fem sprog.

Helt kort handler de fem kærlighedssprog om, at du føler dig elsket, når du får den en særlig form for næring af din partner. De fem sprog er: 

– TID SAMMEN

– BERØRING

– ANERKENDENDE ORD

– TJENESTEYDELSER

– GAVER

Du vil typisk være orienteret mod et eller to af sprogene som dine primære sprog, mens de andre er mindre vigtige. Du tror typisk, at det du selv gerne vil have, det er nok også det, din partner gerne vil have. Det er det jo selvfølgelig ikke nødvendigvis, og herfra kan det så blive besværligt imellem jer.

For nylig hørte jeg så om de fem SEX-SPROG via en lille video med sexolog Katrine Berling. Hun refererer i videoen til en kvinde, der kalder sig JAIYA og som er hende, der har beskrevet disse fem sex-sprog.

Nogle gange er vi bare ikke særligt bevidste om, hvad vi har lyst til seksuelt, og andre gange sker der det samme som med kærlighedssprogene. Vi tror, at det, vi gerne vil, det er det samme som det, vores partner vil. Vi tænker, at hvis partneren bare har det som os, så bliver alt fantastisk.

Måske kan de fem sex sprog medvirke til, at vi kan få lidt mere sprog for, hvordan vores seksualitet folder sig ud. 

DE FEM SEX SPROG ER:

  • ENERGETISK
  • SENSUEL
  • SEKSUEL
  • KINKY
  • SHAPE SHIFTER

Helt kort fortalt:

Den energetiske: 

Den energetiske er måske optaget af tantra og/eller yoga og mærker energi i sin krop. Måske handler det meget om at trække vejret sammen med sin partner, have øjenkontakt og meditere sammen for på den måde at tænde den seksuelle energi. Penetration kan være med, men er ikke nødvendigvis så vigtigt. 

Den sensuelle: 

Den sensuelle er tit ret romantisk og elsker lange massager med varme olier, stemningsfuld, stille musik og lange forspil inden sex, da den sensuelle har en langsomhed i sig, som skal have tid.

Den seksuelle: 

Den seksuelle tænker måske lidt: Hvad skal vi bruge forspil til. Lad os komme til det sjove. Penetration er sjovt, og den sensuelle elsker kvickies i fræk hed sex. Juhu, lad os komme derudad.

Den kinky: 

Den kinky er i sin kerne både kreativ og nysgerrig. Det handler om at prøve noget ny og gå på eventyr. Det kan være sex på nye steder, fx i naturen eller det kan være S/M. Der er meget leg. Nye ideer og lange seancer. Nogle gange er der rollespil.

Shape shifter: 

Shapeshifteren kan skifte mellem alle sex-sprogene. Vedkommende kan være i alle de forskellige spektrer, men har stadig en grundkerne i sin seksualitet. Netop fordi shapeshifteren kan skifte, kan vedkommende have en tendens til at please partneren og tænke: Jamen, jeg kan jo godt. Undgår shapeshifteren at fylde sin kerne op, vil han eller hun med tiden blive udsultet.

Og ærligt talt, så er der mange måder det kan gå galt på. 

For det er jo let at se, at det kan blive svært, hvis du er bundet til en enkelt kerne, og det ikke er den samme som din partner. Fx når du oplever, at din partner tænder på kinky fantasier, mens du selv drømmer om lange romantiske massager i stearinlysets skær. Eller du opdager, hvordan du lidt for tit går med på din partners vej, for  “det kan jeg jo godt”. Eller hvis I begynder at pege fingre ad hinanden, når I hver især ikke får opfyldt jeres behov.

Hvis du da bare kunne… og du har da også bare sex på hjernen. Eller: Det er også bare så besværligt, at det tager så lang tid med dig. Kunne vi ikke bare have det sjovt som engang. I begynder at gøre hinanden forkert, og der kommer følelsesmæssig afstand imellem jer. 

Men samtidig med alle de måder forskellige seksuelle præferencer kan skabe problemer på, er det faktisk også en stor mulighed for at begynde at interessere sig for og udvide sit kendskab til og sine erfaringer med de forskellige sex-sprog. Derfor bliver det også ret interessant at tale om, hvordan de så kan håndteres. 

Det er mange muligheder for at opdage noget nyt sammen. 

I det øjeblik, du får øje på, hvad din “kerne seksualitet” er, og hvad din partners er, så kan I begge begynde at finde kombinationer for, at kernen kan næres. 

Måske kan den energetiskes kropsenergi kickstartes af den seksuelles, fordi penetrereing så at sige skubber energien i gang. Måske kan rammen sættes, så den sensuelle får rigtig god tid til at blive varmet op, og den oplevelse af at blive rummet kan få vedkommende til at blive mere sensuelt opstemt og mere klar til en partner, som gerne vil have lidt leg med ind over. 

Vi har forskellige præferencer, og pointen er, at det seksuelle landskab er stort, og nogle gange er det kun en lille del af landskabet, vi opdager på grund af vaner, der er skabt over tid, og en indstilling, der siger: Jamen, sådan er jeg bare. Dermed lukker vi af for at undersøge, hvordan de forskellige sex sprog kan tale sammen og blive hinandens medspillere i stedet for modspillere. 

Hvis vi i stedet for flytter os i lidt væk fra den der “sådan er jeg indstilling” og vedbliver at være nysgerrig, vil det typisk også vise sig, at seksualiteten forandrer sig undervejs i livet. Det er ikke kun alder, der påvirker seksualiteten – det er ligeså meget graden af åbenhed og nysgerrighed, der gør det. 

Så spørgsmålet er, hvordan vi kan begynde at møde hinanden igen på en måde, hvor vi ikke skal gøre noget ved hinandens kerneseksualitet (for så bliver det tungt), men med indstillingen: Jeg har min kerne, og du har din, så vi nu vil prøve at forstå hinandens kerner.

Og seksualiteten kan sagtens skifte. Men det kræver nok ret meget vågenhed. For det kræver vågenhed at skifte vaner. Eller overhovedet opdage sine vaner.

Hvis jeg aldrig får noget til min kerne vil jeg mangle noget, og der vil være noget der ikke bliver opfyldt, så at opdage og undersøge hvad kernen er, er vigtigt.

Men måske behøver et par ikke at gå fra hinanden, fordi kernen i deres seksualtiet er forskellig. Måske kan de i stedet bruge det til at blive mere bevidste om sig selv og hinanden og undersøge mulighederne i et fælles seksuelt landskab. 

Foto: Bo Krüger