Månedsarkiv: september 2017

Når døden banker på

Når døden banker på

– åbner det hjerter, og vejen til meningen banes.

DSC02275

Forrige torsdag blev Jørn opereret for tarmslyng og lige efter får vi at vide, at der er lyse pletter på tyndtarmen, som ser mærkelige ud, og som de ikke kan forklare. Og at ”Kræftpakken” går i gang nu. Der skal CT scannes om kort tid.

Jeg er bange. Jeg græder og frygter at miste ham i et døgn. Jeg er hos ham. Han er rolig.

Jeg ser, at min tur på bjerget på Kreta for kort tid siden var timet. Sol op – måne ned. Måne ned – sol op. Himmel og hav. Gentagelser.

Og en ny erkendelse: Når menneskeheden dør består alting. Det var en ny retning for mig. Jeg har aldrig set det før. Det var en oplevelse af meningsfuld meningsløshed. Lidt som magtesløshed, når den får mig til at give slip. Erkende min uformåenhed. Give slip og lade Gud. Have tillid.

Et ord dukker op: Belonging. Det handler om at høre til. Jeg mærker, at jeg hører til. Med dem alle. At jeg står midt i en kæmpe kærlighedskedel. At lige nu balancerer det. Der er helhed i delene. Der er et både og.

Og jeg kommer til at tænke på de gange, hvor jeg tænkte: Nu kunne jeg godt dø. Det ville være ok. Jeg er elsket og jeg elsker. Det er ok. Nu.

Og jeg ser, at den seneste åbning i vores kærlighedsrelation var timet. AT det banede vejen for, at Morten nu inviterer Jørn til at hele sit sår sammen med os. Hjemme hos os. Jeg ser, at sådan er Morten. Når det gælder, så STÅR han der. Helt klar. Slipper sit shit.

Og jeg ser, at der er mange ting, der slet ikke er vigtige. Og at der er noget, der er vigtigere end noget andet.

Der var ingen kræft, og vi er på den anden side nu.

Og der nye åbninger fra et sted i både børnene og de voksne, som handler om at være der for hinanden.

Hjertets visdom.

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

fotograf: Riihannon Wilde

fotograf: Riihannon Wilde

En nat på et bjerg – med gederne og den store gongong

Hvordan åbner jeg mig for helheden?

Forstår at livet kan leves og forstås – samtidig.

Ledelseskursus på Kreta. Alene på et bjerg i 15 timer. Sove under stjernerne og fuldmånen. Med gederne som de eneste andre. Med langt til alt og alt inden for rækkevidde.

Solen, der gik ned, og månen der stod op.

Solen, der stod op, og månen der gik ned.

Menneskene vil dø, men naturen vil genskabe sig. Igen og igen. På nye måder. Det er kun os, der dør. Naturen består. Den fortsætter. Smiler ved sig selv.

Døden er en fantastisk sparringspartner.

Jeg må handle, som om det, jeg gør, er altafgørende vigtigt.

Samtidig må jeg grine lidt ad mig selv, fordi jeg tror, det har så stor betydning.

Det er et både og.

Ikke et enten eller.

Elementerne:

Planterne: Levende – ærbødigt

Solen: Varmer mig. Taknemmelighed og liv.

Månen: Skønhed – kvinde.

Havet: Overvældet af storhed – køler mig

Klippen: Fasthed – robusthed – solid

Dyrene: Levende som os

Himlen: Uendelighed – Universet

At slå på den store gongong og sende spørgsmålet ud: Hvad er meningen med mit liv?

Mærke noget strømme op i gennem systemet.

Det kan ikke regnes ud

Det er ikke en løsning

Forvirringen undervejs er tegn på at, at jeg er på rette vej.

Høre gongonen tone ud

og så slå igen

og igen