Månedsarkiv: oktober 2015

Lidt om ensomhed – og kontekst

Lidt om ensomhed – og kontekst

Jeg har i årevis gjort mig selv ensom. Og jeg har lige opdaget, hvordan det er foregået.

Den bevægelse, jeg lavede for at det skete, og den funktion ensomheden havde for mig.

I alle de år, jeg har levet sammen med Morten, er han altid gået senere i seng end mig. Det har betydet, at når jeg lå i dobbeltsengen, følte jeg et stik af ensomhed. Sådan lidt: han vælger mig fra. Han vil hellere noget andet. Og det var helt rigtigt. For Morten kunne behovet for alenetid (i en halvstor børnefamilie), opfyldes lige præcis på dét tidspunkt af døgnet. Det tema har fyldt en del i vores parforhold på flere måder, men det er en længere historie.

En dag gik sengen (i min side) i stykker, fordi børnene hoppede for meget i den, og nu kom der en fordybning, som betød at jeg begyndte at sove dårligt. Få lidt ondt i ryggen. Så en dag havde et af børnene slæbt en madras ind i soveværelset, og jeg besluttede mig for at prøve at sove på den for ikke at få ondt i ryggen.

Jeg lægger jeg mig så på madrassen på gulvet og mærker pludselig:

Her er jeg ikke ensom.

Altså: I konteksten dobbeltseng er jeg ensom, på gulvet på en enkeltmadras er jeg ikke ensom. Interessant. Og ikke mindst, hvor let det var at ændre på den følelse.

Da jeg så har sovet godt på gulvet en uges tid, spørger Morten mig: Hvornår kommer du egentlig op i sengen igen? og jeg svarer: Det ved jeg ikke, om jeg gør.

Jamen, jeg savner dig faktisk. For når jeg kommer i seng om aftenen, plejer jeg at putte mig ind til dig under dynen.

Forestil jer min overraskelse. Jeg anede det ikke, for jeg sov jo. Så jeg har slet ikke opdaget, at han kom tæt på. Og jeg har heller ikke vidst, at det betød noget for ham. At putte sig ind til mig.
Og tænk i øvrigt, hvis vi så også havde fortalt det til hinanden. Mon jeg ville have følt mig IKKE ensom, hvis jeg vidste, at han glædede sig til at putte sig ind til mig? Det er ikke til at vide.

Nå. Men. I konteksten ”dobbeltseng” blev jeg ensom, i konteksten ”selvvalgt enkelmadras på gulvet” blev jeg IKKE ensom.

Hvor mange steder i vores liv kan vi mon ikke lave en lille forstyrrelse i konteksten, som så kan forandre noget vigtigt?
Men først skal vi opdage det. Og nogen gange er det tilfældighederne, børnene, hullet i sengen, ondt i ryggen der skubber bevægelsen videre. Og hvis vi er opmærksomme kan vi se det.

Historien slutter med, at en dag havde Morten bestilt en ny dobbeltseng på nettet. Og der sover jeg nu. Ikke ensom og ikke ondt i ryggen.

Kærlig hilsen Trine

Den røde tråd

Den røde tråd

I meditationen inden massagen i dag sad jeg over for en mand. Rundt om hans håndled havde han en lille rød snor. ”Jeg tager lige denne her af, ellers kommer den i vejen”, sagde jeg. ”Det er den røde tråd”, svarede han. Jeg sagde: ”Så nu fjerner jeg den røde tråd. Måske ER der slet ingen rød tråd, nu fjerner jeg den i hvert fald”.

Dette udløste en vidunderlig omgang latter. Den bare boblede frem i os begge, og vi grinede os igennem det, der var derinde bag den røde tråd, meningen, ideen, jagten på hvad som helst. Det var en slags lettelse. Måske over at den røde tråd (meningen med det hele) blot ER selve livet.

Giver det mening? Ha ha. Jeg bobler stadig.

Kærlig hilsen Trine

Jeg har en ven, som er homoseksuel. Hvad gør han så?

Jeg har en ven, som er homoseksuel. Hvad gør han så?

Jeg har ikke en seksualitet, jeg ER seksualitet.

Hvis det menneske, der kommer til en tantra massage, er interesseret i at mødes i ingenting og undersøge sansning, behøver han blot at lukke øjnene, så vil han ikke længere vide, om det er en kvinde eller en mand, der berører ham.

Forestillingen (fantasien om) kønsidentitet sidder i mellem ørerne, ikke i huden. Måske synes det svært at slippe identifikationen med det jeg har ”lyst til” og blot være i lyst, men det er muligt.

Kærlig hilsen Trine.                                                                                            importeret 9.5.15 137

Det er som om, jeg har kendt dig altid

Det er som om, jeg har kendt dig altid

Lidt om at mødes i et fælles sted i os.

Jeg mødte en mand i en tantramassage, og i meditationen inden massagen sagde han pludselig: “Det er som om, jeg har kendt dig altid.”

Med den bemærkning rørte han noget dybt dybt i mig, for jeg mærkede det også. Som vi sad der og holdt hinandens hænder,var der ikke noget skel mellem os. Vi turde blive i øjenkontakten, og det var der, det skete.

Dette kan ske, når man møder et menneske, som ikke er synderligt interesseret i din baggrund, din historie, dine besværligheder, dine lyksaligheder, men blot i at møde dig, lige der, hvor du er – lige nu. Når et menneske møder dig uden din maske og ikke gør din fortælling om din maske, dine ideer og din fortælling om, hvem du er – til en sandhed. Jo, din historie, og den måde du fortæller den på, er en del af dig, men den ER ikke dig. Så vi mødes i bevidsthed om, at vi er noget andet end det. At alle i virkeligheden er ét.

Det er den forståelse, jeg gerne vil nære. Den fjerner frygten, fordi der så ikke længere er et skel mellem dig og mig. Og der ligger muligheden for at bevæge sig frit sammen og i sig selv. Uden binding – men i frihed – før under og efter.

Kærlig hilsen Trine.