Lidt om ensomhed – og kontekst

Lidt om ensomhed – og kontekst

Jeg har i årevis gjort mig selv ensom. Og jeg har lige opdaget, hvordan det er foregået.

Den bevægelse, jeg lavede for at det skete, og den funktion ensomheden havde for mig.

I alle de år, jeg har levet sammen med Morten, er han altid gået senere i seng end mig. Det har betydet, at når jeg lå i dobbeltsengen, følte jeg et stik af ensomhed. Sådan lidt: han vælger mig fra. Han vil hellere noget andet. Og det var helt rigtigt. For Morten kunne behovet for alenetid (i en halvstor børnefamilie), opfyldes lige præcis på dét tidspunkt af døgnet. Det tema har fyldt en del i vores parforhold på flere måder, men det er en længere historie.

En dag gik sengen (i min side) i stykker, fordi børnene hoppede for meget i den, og nu kom der en fordybning, som betød at jeg begyndte at sove dårligt. Få lidt ondt i ryggen. Så en dag havde et af børnene slæbt en madras ind i soveværelset, og jeg besluttede mig for at prøve at sove på den for ikke at få ondt i ryggen.

Jeg lægger jeg mig så på madrassen på gulvet og mærker pludselig:

Her er jeg ikke ensom.

Altså: I konteksten dobbeltseng er jeg ensom, på gulvet på en enkeltmadras er jeg ikke ensom. Interessant. Og ikke mindst, hvor let det var at ændre på den følelse.

Da jeg så har sovet godt på gulvet en uges tid, spørger Morten mig: Hvornår kommer du egentlig op i sengen igen? og jeg svarer: Det ved jeg ikke, om jeg gør.

Jamen, jeg savner dig faktisk. For når jeg kommer i seng om aftenen, plejer jeg at putte mig ind til dig under dynen.

Forestil jer min overraskelse. Jeg anede det ikke, for jeg sov jo. Så jeg har slet ikke opdaget, at han kom tæt på. Og jeg har heller ikke vidst, at det betød noget for ham. At putte sig ind til mig.
Og tænk i øvrigt, hvis vi så også havde fortalt det til hinanden. Mon jeg ville have følt mig IKKE ensom, hvis jeg vidste, at han glædede sig til at putte sig ind til mig? Det er ikke til at vide.

Nå. Men. I konteksten ”dobbeltseng” blev jeg ensom, i konteksten ”selvvalgt enkelmadras på gulvet” blev jeg IKKE ensom.

Hvor mange steder i vores liv kan vi mon ikke lave en lille forstyrrelse i konteksten, som så kan forandre noget vigtigt?
Men først skal vi opdage det. Og nogen gange er det tilfældighederne, børnene, hullet i sengen, ondt i ryggen der skubber bevægelsen videre. Og hvis vi er opmærksomme kan vi se det.

Historien slutter med, at en dag havde Morten bestilt en ny dobbeltseng på nettet. Og der sover jeg nu. Ikke ensom og ikke ondt i ryggen.

Kærlig hilsen Trine

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.