En case om stigmatisering

En case om stigmatisering

Måske er det et lidt andet indlæg end det, I plejer at høre fra mig, men her kommer det.

En case: En mor med en søn, der er diagnostiseret med ADHD, søger hjælp. Drengen får medicin og fungerer godt i skolen både fagligt og socialt. I løbet af de år der gik, inden han fik hjælp, nåede han dog at udvikle social angst for nye mennesker. Han tør nu ikke være sammen med mennesker, han ikke kender, og han isolerer sig på sit værelse.

Moren skriver til en psykolog, der laver Cool Kids forløb for børn, der har angst, og får den besked, at der desværre ikke er plads til hendes dreng i en ny gruppe, da de ikke kan afsætte ekstra ressourcer til en dreng med ADHD. Til gengæld tilbyder hun, at drengen og de to forældre kan komme hos hende i et forløb.

Og lige der rejser den indre løvemor sig.

Forestil jer, hvor mange børn med ADD og ADHD, der rent faktisk allerede sidder rundt omkring i disse Cool Kids grupper. Børn, der har udfordringer og diagnoser, der ikke er blevet stillet, og ikke er behandlet. Børn, der er top stressede af den konstante uro af tanker, impulser og indre stress, de hele tiden mærker. En uro, der nu har givet dem angst, og som med tiden kan blive til depression, hvis de ikke bliver hjulpet.

Der er dømt lav selvtillid og selvværd efter al for meget skæld, når opgaverne i skolen blev for uoverskuelige. Jamen, kan du da ikke bare lige være lidt stille, bliver der råbt til det barn med ADHD. Og til den med ADD: Så tag dig dog sammen.

Sønnen i denne historie har NETOP brug for at være del af en gruppe. Han har brug for at opdage, at der er andre end ham, der har angst. Andre, der er udfordret på selvværdet og selvtilliden. Mærke at det ikke er farligt at være sammen med mennesker, han ikke kender. Han har IKKE brug for stigmatisering.

Mine råd til moren er derfor: Fortsæt med at være løvemor. Og find en ny psykolog.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.