Lidt om når egoet er på spil

• Og hvor skal man dog være knivskarp og kende sig selv godt som tantramassør… pyh altså.

Hvis vi VIRKELIG skal mødes i det ingenting, hvor der ingen forventninger er, så kræver det, at jeg som massør kender mig selv rigtig godt, og at jeg stiller skarpt på, hvornår mit ego er på banen.

Hvis den, der kommer hos mig, er i proces med at udvikle noget, kan det virkelig få mit ego i sving. Måske har vedkommende været hos flere tantramassører, har oplevet forskellige massager og forskellige reaktioner i sin krop. Har fundet ud af, at ”noget virker godt for mig, og noget virker ikke godt”. Allerede her skal jeg være på vagt, for mit ego er vækket. Måske allerede i gang med at sammenligne mig med de andre og få mig til at tænke tanker om, at der skal skrues op for det ene og ned for det andet i massagen. Så udfaldet bliver positivt, og jeg er den gode massør, som forstod, hvad det hele handlede om. Meget menneskeligt, men meget dumt.

For hvem ved overhovedet, hvad der skal til? Alt afhænger af det, der sker her og nu. Ikke af en historie om, hvordan det var sidste gang eller gangen før. Hvis vi vil gå ind i det forventningsløse og frie rum, kan det ikke nytte noget, at vi bringer forventninger med ind. Og det er det rum, jeg inviterer ind i. Det er det rum, jeg forholder mig til lige nu. Andre rum er også gode.

En anden ”fælde” er, når vi som massører kommer til at fylde vores liv op med massager, fordi vi har brug for intimitet. Det har alle. Men det er ikke godt, når vi skal massere og mødes med mennesker i en invitation, som beskriver, hvordan de kan tillade sig blot at være uden at skulle yde noget. For hvis jeg har brug for noget, vil den anden lynhurtigt opsnappe det og måske – uden at vide det, prøve at give mig det. Rød alarm. Blink blink.

Jeg laver ikke massager, fordi jeg mangler intimitet i mit liv. Jeg laver massager, fordi jeg gør. Og ja, det er intimt. Heldigvis. Vi kan undersøge alle disse nuancer sammen. Vi kan bevidst og ærligt kigge på os selv. Tale om det der skete. Måske undervejs og bagefter.

I min praksis mødes jeg jævnligt med en gruppe kvindelige massører. Vi superviserer hinanden og får forhåbentlig øje på – igen og igen – at vi blot er mennesker – fejlbarlige, kærlige mennesker.

Kærlig hilsen Trine