En lille tekst om noget stort

En lille tekst om noget stort

Der skulle gå 27 år.

Forrige søndag var altså lidt ud over det sædvanlige. På den gode måde.  På den der måde, hvor man pludselig går rundt og er lykkelig. 

Sådan var det den dag.

Jørn og jeg byggede en reol til garagen. En ordentlig en af slagsen. Hele mellemgangen i garagen er nu en reol, hvor rod kan sættes i system. Halleluja, hvor er det fedt! 

Nå, ja det er jo dejligt at få ryddet op og organiseret lidt, særligt for typer som Morten og mig, der aldrig har fået det lært hjemmefra (og det er let at tørre fødderne af i andres dørmåtte..)

I 27 år har jeg forsøgt at få Morten til at forstå, at når noget skal gøres… når man fx skal have bygget en reol i garagen, ja – så er det godt at aftale at gøre det. Fx på en søndag og afsætte dagen til det. 

Men Morten fungerer ikke på den måde. Faktisk kan han slet ikke lide at bygge reoler. 

Men nogen gange skal man jo, men behøver det være nu? Kan vi ikke tage det senere. Det er jo snart sommerferie. Allerhelst kan vi så ikke tage lidt af gangen, behøver vi afsætte en hel dag? Og måske vil jeg egentlig også helst gøre det selv. Hvis altså ikke du vil. 

I søndags gik det hele op i en højere enhed. Jørn: Vi skal have bygget en reol, så vi kan få ryddet op. Skal vi ikke gøre det nu? Men jeg gider ikke gøre det alene. 

Og det gjorde vi så i søndags. Vi byggede den skide (flotte) reol Jørn og jeg. Og vi sluttede først da den var færdig. 

Og imens arbejdede Morten. Sad på sit værelse og skrev. Lavede det han elsker. Slap for det han hader. Kom ud til os ind imellem og kiggede lidt på, hvordan arbejdet skred frem. Senere lavede han aftensmad til os. Og serverede den. 

Der er nye hakker, der falder på plads. 

Den søndag var der en fornemmelse af balance i mellem os og et nyt system i familien. Ingen der ville have nogen til at være på en anden måde og fungere anderledes end hvordan de faktisk fungerer. 

Der var plads. Der var rummelighed. Der var ny bevægelighed. 

Og en ny reol i garagen.