Min far og mig – og maling

Min far og mig – og maling

Min far og mig – og maling

Jeg skrev denne tekst for en uges tid siden, og det har overrasket mig helt vildt, så mange der har liket den på FB og har skrevet fine kommentarer. Tak for det. Måske er det fordi, jeg i teksten, som i mit liv i det hele taget, altid prøver at finde en forståelse af det der skete, som giver mening for mig eller som kaster nyt lys på noget gammelt. Og det tror jeg, vi alle gør. Og at vi alle brug for at gøre. Det er det samme for de mennesker, der kommer hos mig i samtaleterapi. Ved at fortælle og erkende nyt undervejs, falder historierne på plads i mennesket. Og der bliver mere roligt indeni.

——–

Stilleretreat forude. To timer til. Er på vej i Bauhaus for lige at få ”knækket” de 10 liter hvid maling, som vi skal bruge, når vi skal sætte børneværelser i stand i næste uge.

Lige da jeg drejer fra JP Larsens vej, kan jeg lugte det. Jeg vender mig og ser, at bøtten er væltet. Jeg stopper bilen. Halvdelen af malingen ligger i en stor pøl på bagsædet og siver ned til gulv og de to bagerste ekstra sæder, som er slået sammen. Alle tre seleholdere driver i tyk hvid maling.
FUCK… Det er der ikke meget Zen over.

Hjem til Morten. Hjælp mig!
Vi skovler i fællesskab maling ud over kanten af bagsædet. Morten er rolig, og jeg føler den vildeste taknemmelighed over at have en mand, der er komplet ligeglad med biler. Og som har tømmermænd og derfor en krop, der i øvrigt ikke kan tåle unødig frustration.

Vi kæmper et par timer og så af sted på stilleretreat med mig.
Min bil ligner en klodset malermesters. Og ikke bare hvilken som helst, men min fars. Malermester Uffe Dupont.

På stilleretreat vælter det ind over mig med minder om min far og maling, og jeg mærker kraften i de oplevelser, som engang gjorde mig utryg, og som i dag er en del af min egen fandenivoldskhed. Tak Far.

Billeder fra den gang min far sprøjtemalede vores store stof – hjørnesofa, fordi han synes, farven var grim. Den var bagefter god at kradse ryggen på, når det kløede.

Og dengang han skulle male taget på huset og væltede 20 liter hvid maling deroppe. Uden at vi vidste det, skrev han sit navn UFFE DUPONT hen over hele taget og inviterede familien op i et propelfly, så vi kunne flyve hen over huset og opdage det selv.

Eller når han malede uden om malerierne, fordi det var hurtigere end at flytte dem.

Og malerpletterne. Over alt i huset kunne man finde tegn fra min far. Blandet med den lette duft af terpentin, der sev op i huset fra værkstedet nedenunder.

Klistrede lakridser med tobaksfnuller fra de grønne Cecil i lommerne på hans malerkitler.

Eller når han rullede 10 meter papir ud på gulvet og gav os malerkitler på og en pensel og en bøtte maling og sagde MAL! Ingen farveblyanter her. Det var for alvor.

Fuck – jeg savner ham. Det er ikke så tit det sker, men på stilleretreat sker det. Det gjorde det også for mig sidste gang, jeg var af sted.

Jeg savner ikke malingen, jeg savner ikke utrygheden, og jeg savner ikke uforudsigeligheden. Men jeg savner at holde ham i hånden. Putte mig ind til hans store mave på en god dag. Jeg ved, at jeg har hans kraft, kreativitet, vildskab og accept af livets sårbarhed, bedre til at dømme mig selv end andre. Og sårbarheden i netop det.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.