Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

For tiden mærker jeg for alvor, hvordan min intensiverede meditationspraksis begynder at virke. Om morgenen vågner jeg med en følelse af klarhed. Jeg ved ikke, hvad budskabet og indholdet er, men klarheden er som en fysisk fornemmelse af at være inde bag noget, der indtil nu har ligget som et tæppe omkring mig og holdt virkeligheden væk. 

Jeg kan sjældent huske ret meget af, hvad jeg har drømt, men det er på en måde også fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen af klarhed, og at der bliver ryddet op inden i mig. Det er selve dét, der er vigtigt mere end indholdet i det, der sker.

Og der sker vitterlig en masse i løbet af natten. Jeg vågner flere gange med følelsen af stress. Men jeg er ikke stresset, når jeg er vågen. Jeg nyder hvert eneste sekund af dagen, mit liv, mit arbejde, mig selv.

Men om natten. 

Om natten vågner jeg og mit hjerte banker. Jeg sveder, og jeg ved, jeg renser ud. Noget af nattesveden handler overgangsalderen, men det kropslige er ligesom ligegyldigt i den sammenhæng. Det er som om, kroppen blot sætter turbo under den meditationspraksis, der åbenbart lige nu har at gøre med at rense ud. 

Om dagen oplever jeg, hvordan jeg ser andre mennesker tæt på mig meget mere klart. Jeg ser dem tage dårlige valg, og jeg er rolig. Endda, når det har at gøre med mig. Til gengæld ser jeg deres smerte meget tydeligt, og mit hjerte er pivåbent. 

Samtidig er der en grænse for, hvor uinvolveret jeg kan være. Tegnet på grænsen er, at gamle mønstre og dynamikker begynder at bevæge sig i mig. Jeg mærker fx en vrede. Ikke noget nyt under solen i det, men min måde at håndtere det på er ny. 

Når vreden begynder at spire, bevæger jeg mig væk. Væk fra det menneske som tager dårlige valg. Uden om konflikten i at sige fra eller til eller fortælle, hvad jeg ser. Lige der ved jeg nemlig, at det er et forkert tidspunkt. Når mine egne gamle dynamikker er aktiverede, vil jeg reagere og handle som jeg plejer, og det er dømt til at gå galt, hvis jeg fortæller, hvad jeg ser. Det vil være fra et overinvoveret sted i mig, og det vil ende hvor det så tit har endt. Dårligt. 

So what to do. 

Jeg mærker den spirrende vrede, som dybest set er frustration over at se et dejligt menneske lide og se hvorfor. Jeg mærker vreden, jeg går væk, og jeg giver udtryk. For mig virker det at tale højt. Mærke vreden. Fortælle det ud i luften til ingen eller til Gud. 

Senere vil jeg selvfølgelig fra et andet sted kunne bringe det frem som en gave til den, der vil lytte. 

Fortælle, hvad jeg ser. 

Men nogen gange sker det forunderligt nok af sig selv, at virkeligheden og “problemet jeg ser” bliver løst. Det kan ske i den tid, der går, fra jeg opdager og giver udtryk (taler til Gud), og til jeg beslutter, at nu vil jeg sige, hvad jeg ser. Her er der noget i dynamikken mellem mig og den anden, der virker af sig selv. Det har løst sig. Måske som en spænding, der er forsvundet, eller den anden der pludselig træder frem og bringer noget frem, som før var usynligt for ham. 

Vi behøver slet ikke at være i nærheden af hinanden, for at det sker. Hvis vi forudsætter, at vi er forbundet, og at vi måske alle indgår i en stor fælles bevidsthed, behøver der ikke være en “konfrontation” af problemet. At være bevidst om problemet og samtidig se det fra et neutralt sted. Det er nogen gange nok til, at det forandrer sig. 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.