Frihed til at sige ja og nej (psykoterapi ved Trine Dupont)

Frihed til at sige ja og nej (psykoterapi ved Trine Dupont)

Nogle gange bliver terapi til snak. Snak om mig og min historie og om alle de besværligheder jeg har haft for at nå hertil.

“Faktisk har jeg ret godt styr på min historie, jeg forstår hvorfor jeg gør som jeg gør, hvorfor det blev så svært, mine mønstre og mine reaktioner. Jeg ser mig selv lidt oppefra, og jeg er ret afklaret. Alligevel er jeg ikke glad.”

Jeg havde en samtale med et menneske, som beskrev dette. Hun havde gået i meget terapi, som blot blev til snak. I bedste fald fik hun klarhed over sin historie – fik reflekteret og følt – og fik samlet et puslespil, sådan som det nu så ud den dag. Måske fik hun skabt en ny historie, som i første omgang gav lidt lindring. Men smerten og besværlighederne kom tilbage ret hurtigt.

I vores samtale talte vi om, hvad der mon er inde BAG ved de historier, hun havde om sig selv. Svaret kom promte: Frihed. Et sted hvor moral og forventninger (egne og andres) var fraværende. Hvor accept, spontanitet og handlekraft var til stede.

I nejet er jaet indeholdt

Samtalen drejede sig ind på seksualitet. Om hvordan mange nejer i hende ikke var blevet sagt. Hvordan ideen/forventningen om at ”det her burde jeg da kunne lide, det her burde jeg da kunne være i” havde holdt hendes impulsive og vigtige nej væk. Og DER blev det klart. Med nejet og jaet som bevidst omdrejningspunkt og redskab kunne hun møde enhver af de udfordringer, hun indtil nu havde haft og ville få i sit liv.

At undersøge de impulsive jaer og nejer

De fleste mennesker vil gerne sige ja. Ja til andre, ja til sig selv, ja til det sjove, det udfordrende, det udvidende. Ja til livet. Og for at sige ja, skal vi kunne sige nej. Man kan sige, at i nejet er jaet indeholdt. Kan jeg sige nej, kan jeg sige ja til hvad som helst. For så kan jeg jo bare sige nej, hvis jeg ikke vil alligevel.

Men mange af os må øve os i at blive bevidste i det – vi må genopdage det impulsive nej. Og ja.

Vi er måske blevet vant til, at et nej først skal en tur op i hovedet: ER det her et nej, jeg mærker? et stort nej? et lille nej? Hvad, hvis jeg venter lidt? Bliver det så til et ja? Det impulsive nej har det svært, for vi har lært, at vi ikke må reagere impulsivt. Vi har lært at man skal dele sit legetøj med legekammeraterne, selvom man ikke har lyst og lært at sige, man er glad for gaven fra mormor, selvom man slet ikke er. Men det er måske netop dette nej, vi må tilbage på, tilbage til de impulsive nejer og jaer.

“Men vi kan jo heller ikke rundt og reagere impulsivt hele tiden. Det ville blive et kaos uden lige.”

Rigtigt, det er ret så nyttigt, at vi kan undertrykke vores impulsivitet i situationer, hvor vi skal indgå med andre i et fællesskab (et samfund fx), men vi kan undersøge det i os selv og undersøge de historier, vi bringer i spil i os selv, som konditionerer os til at reagere som vi gør, helt pr. automatik. Bevidst undersøge og være nysgerrig på de små impulsive tegn, der kommer, når vi står over for en påvirkning af en art. Og lege med og undersøge hvordan det er at reagere på den impuls, der kommer.

“Og hvad nu hvis det er et ”måske” jeg mærker?”

Ja, så er det meget vel et nej, du har overset. Så vælg nejet, for den erfaring vil sætte sig i dig som tiltro til at når du kan sige nej, kan du måske næste gang sige JA

Kærlig hilsen Trine.

 

.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *