Lidt om ærgrelse

Lidt om ærgrelse

Jeg vågner op til en solbeskinnet 1. september, og så slår det mig. Har jeg husket at forny mit medlemsskab til Jomsborg badeklub?

Jeg tjekker ind på deres hjemmeside og nej, det har jeg ikke. Nu starter den indre rumlen så. Fuck, det kan ikke passe, jeg tjekker lige igen (og det passer). De har lavet en venteliste, men der er ingen chance før næste sæson.

Det går nok også alligevel, er den næste tanke, sådan lidt et forsøg på at glemme realiteterne. Det er jo næsten ikke til at rumme.

Så kommer det næste: Hvad nu med Ulla og Jørn og Marianne og de andre, jeg skulle hygge mig med dernede hele vinteren? (Hvad går jeg nu glip af?)

Og så: Det er også fordi, det har været et så intenst halvt år, og jeg har haft alt det med ungerne at se til (Og det er også lidt synd for mig).

Min mor dukker nu op i mine tanker: Når min mor på 76 år kan hugge hul i isen og bade om vinteren uden sauna, så kan jeg også. Det virker faktisk i mig at tænke på hende. Hun er sgu så sej. Så det er i virkeligheden sikkert godt nok. Sundt. Og så kan måske begynde at løbe igen. Varmen fra løbeturen er nok til at jeg kan hoppe i. Men må hellere komme igang. Måske skal jeg gøre det i dag.

Det er sådan det er.

Jeg kan mærke, at min meditative praksis hjælper mig, når jeg ender i en ærgrelse som den i dag. Jeg er blevet god til at gå forbi tankerne, emotioner der forstyrrer. Sansninger der irriterer. Bare gå for igen og igen, mens jeg udvider rummet.

Vi står så tit i situationer, hvor vi irriteres og ærgrer os over noget, vi kunne have gjort anderledes. Vi kunne have husket at melde os til, eller vi kunne have huset at melde os fra. Så meget energi lægges i at ærgre sig. Spildt energi ved jeg ikke, om man kan tale om, men negativ energi bliver det i hvert fald tit til. Og det ikke fordi, jeg ikke synes, man skal have lov til at ærgre sig. Mærke irritationen og frustrationen. Men det er da fedt at undgå, at det hægter det sig fast som en historie i fortiden om alt det, der kunne og skulle have været anderledes for i stedet at bevare kontakten til nuet og realiteterne, som de er.

Og lade noget nyt opstå derfra.

Mig og min mor

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.