Lidt om at øge sin opmærksomhed med sanselighed

Lidt om at øge sin opmærksomhed med sanselighed

(eller sin sanselighed med opmærksomhed)

Jeg har haft to par til massage denne uge. Og hvor jeg dog elsker at invitere ind i det, der ofte bliver en kombination af par-samtale, opmærksomhedstræning, vejledning og tantramassage. Og at se de bevægelser, det sætter i gang.

Og i dag opdagede jeg igen en forskel. Denne gang var det forskellen på måden, parret ankom på, og måden de gik på. Ankomsten var let tøvende, en lille tur på 50 meter op gennem haven, kiggende rundt, måske i et forsøg på at fange og prøve at forstå, hvilket sted, de nu var kommet til. En helt naturlig måde at indtage nyt terræn på, lidt forsigtigt, afventende.

Efter 4 timer sammen så det helt anderledes ud. Ned af havegangen: ”Nej, se hønsene.” Stoppe op. ”Nej, se en kanin.” Stoppe op. Opmærksomt fik de øje på detaljerne, og fik lyst til at undersøge dem.

Præcis det samme skete under tantramassagen, hvor kvinden undersøgte selv at blive mere forfinet og opmærksom i sin berøring. At mærke sin egen sanselighed, mens hun berørte OG at finde ned i detaljen. At stoppe op og blive ved en fure i huden, en fordybning eller en forhøjning. Opdage en detalje hun ikke havde set før.

For mig er der en sammenhæng. At sætte tempoet ned og fordybe sig åbner for meget mere end en ny sanselighed i huden. Det åbner døre ud i alle andre afkroge af livet… ja, åbner livet selv.

Jeg ønsker alle en dejlig weekend.

Kærlig hilsen Trine

DSC_6823

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.