I mødet med krigsveteranen møder jeg mig selv

I mødet med krigsveteranen møder jeg mig selv

I mødet med krigsveteranen møder jeg mig selv

Jeg voksede op med en far, der drak. Jeg skiftevis hadede og elskede ham, for han drak hver anden dag gennem hele mit liv med undtagelse af de perioder, hvor han var i behandling for sin alkoholisme. De dage han drak, var mine mulige strategier kamp eller flugt, og de ædru dage spillede vi alle døde. Min søster og jeg hang i sofaen sammen med ham. Vandkanden på bordet og tv´et tændt. Og vi nød samværet, mens vi glemte i går.

Når der skete ting, der blev så utrygge og svære for mig at forene med min virkelighed, så dissocierede jeg. Jeg gik i ét med min vindueskarm. Det gav mening, for det var så langt, jeg kunne komme, når jeg nu ikke kunne komme helt væk og var nødt til at være der. Det var den overlevelsesstrategi, der var tilbage, når der kun var hjælpeløshed. Mine sanser forskød sig, og mine tanker og følelser lukkede ned. Det skete, når det ikke var nok at låse min dør til værelset, fordi den så blev smadret, eller når jeg ikke kunne låse til toilettet, uden at min far hentede et bor og lavede et hul i døren, så han kunne kigge ind. Jeg kunne ikke bygge en fæstning, men mit indre forsvar tillod mig at holde min virkelighed ud, uden at føle mig tilintetgjort.

Og så bed jeg negle. Ofte til der ikke var mere at bide og min mor kom med sæbevand og sad hos mig om natten. Det var på sin vis så fint. En kontakt og en omsorg der var vigtig.

Da jeg var 11 år gammel, skrev jeg et digt, der hed Mine to fædre.  At rumme både den aggressive og utrygge far var simpelthen for overvældende for mig, så jeg splittede ham i to. En god og en ond. På den måde kunne jeg holde sammen på mig selv. Og på ham. Sådan nogenlunde. Mine oplevelser med den onde far blev forvist, og dagen derpå kunne jeg synke ind i hans favn. Hans store tykke mave og næverne der lukkede sig om mine små hænder. Mine utallige indre brandtaler til mig selv om at konfrontere ham med sine handlinger dagen efter blev aldrig realiseret, for hvordan kunne jeg konfrontere ham med en, som ikke var ham. I mit lille barneunivers gav det ro nok til, at jeg ikke gik helt i stykker. Og jeg beholdt min kærlige far hos mig. Han er der stadig snart 17 år efter sin død.

Det sker, jeg møder en krigsveteran i terapi og i massage. Og jeg genkender det meste. Osteklokkefornemmelse, uvirkelighedsfølelser, en konstant indre uro, følelsesmæssigt fravær og problemer med at mærke kroppen og sætte ord på. Overfølsomhed over for lyde der trikker traumerne. Vrede. Magtesløshed og psykisk lammelse. Ikke mere at vide hvem man er.

Og jeg ved, at er en vej at gå, og at jeg kan dele den vej med andre. Vejlede og lede i kærlig genkendelse. Hele det og finde frihed og glæde og højt til loftet på den anden side. Mærke at min krop, min sjæl, mit hjerte og mit sind er dybt forbundne, og at det ikke længere er nødvendigt at splitte det op, fordi det ikke længere er farligt at være mig.

DSC_7800

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.