De fantastiske fire sygeplejersker på Regionshospitalet i Horsens

Dette er hyldest til fire fantastiske sygeplejersker på Regionshospitalet i Horsens, som jeg mødte i går.

Fire sygeplejersker, der mødte mig præcis med den omsorg, jeg havde brug for. Det tror jeg faktisk, de gør hver dag. Ikke bare mig. Men alle patienter de har mellem fingrene. 

Sådan noget kan man mærke.

I får historien lige om lidt. Og anslaget her har også et spørgsmål i sig. Hvordan lykkes de egentlig med det? Og hvorfor lykkes den læge, der skulle operere mig, ikke med det? Er det tilfældigt, at det er sådan det vender? Og inden det bliver til en “klagesag” så lad mig slå helt fast. Jeg har mødt fantastiske læger. Ikke mange, men fantastiske. Læger, der også kunne det der med patientens tryghed. Men jeg har også mødt en del, der ikke kunne. Hvor jeg følte mig som en ting, der bare skulle fikses. Og forstå mig ret. Jeg er taknemmelig for, at de kan fikse mig. At de kan deres kram. Men hvordan kan det være, at det er sygeplejerskerne, der ligevel ender med at være de fantastiske fire.

Det vil jeg fortælle nu. 

Første fantastiske sygeplejerske, en kvinde, tager imod mig. Jeg er lidt forsinket, så vores lokale er optaget, og der skal findes et nyt. Det sker med et smil. Ingen hastværk. “Det er, hvad der sker,” siger hun og fortæller mig om, hvad planen er. Hun spørger, om der er noget, jeg har brug for at sige eller spørge til. Jeg siger, at det er lidt svært for mig, hvis tingene sker hurtigt, og jeg ikke er forberedt. Så bliver jeg forvirret og bange. Og om de vil være opmærksomme på det. 

Så går døren op, og lægen træder ind. Midt i min sætning om det, vi var ved at afrunde.  Pointen er, at det skete et komplet energiskifte. Væk var kontakten, og jeg måtte i mit indre berolige mig selv med tanker om, at det jo netop var fordi, han var god og effektiv til at operere, at han var nødt til at være så mekanisk i sin kontakt. Et virkeligt mærkeligt argument.

Da lægen er væk igen, går jeg ned ad gangen sammen med den fantastiske sygeplejerske nr 1. Hun fortæller om, hvor utrolig længe de alle har arbejdet der på afdelingen, og at der er al mulig grund til, at jeg kan være tryg. Hun mærker naturligvis, hvordan jeg er i gang med at berolige mig selv og hjælper mig. 

Inde på operationsstuen er der flere sygeplejersker. Den fantastiske sygeplejerske nr 2, en mand, træder nu frem. Inden han går i gang med at bedøve mig, tager den fantastiske sygeplejerske nr. 1 ordet: “Her er Trine. Hun kan godt blive lidt urolig, hvis der sker for meget, og hun ikke ved, hvad der skal ske. 

Den fantastiske sygeplejerske nr. 2 fanger den. Han fortæller grundigt om alt, hvad han gør, og jeg mærker, jeg er fuldstændig tryg hos ham. “Du har lidt kolde hænder”, siger han. “Ja, det får jeg nemt, når jeg bliver nervøs,” svarer jeg. Lige inden søvnen, når den fantastiske sygeplejerske nr. 3 lige at præsentere sig: “Tænk på noget rart og tag det med ind i søvnen,” siger hun. 

Da operationen er slut, vågner jeg med den fantastiske sygeplejerske nr. 2 ved siden af mig. “Du smiler,” siger han. 

Inde på opvågningen har jeg det halvskidt. Jeg har ondt og en ubehagelig rastløshed i kroppen, så jeg næsten ikke kan holde ud at være der. Sove kan jeg i hvert fald ikke. Den fantastiske sygeplejerske nr. 4 kommer nu forbi. “Er der noget, du har brug for,” spørger hun. “Fryser du?” “Ja”, siger jeg. “Jeg henter et tæppe til dig.” Tæppet henter hun i et varmeskab. Hun pakker det om mine skuldre og min ryg. Det er så fint og så dejligt. Kort tid efter sover jeg, og jeg vågner med nyt mod. Det skal nok gå det hele. Det kan jeg tydeligt mærke. 

Inden jeg skal hjem kommer den fantastiske sygeplejerske nr. 3 lige forbi igen. Hun vil sikre sig, at jeg har styr på medicinen og ved, hvordan jeg skal klare de næste par dage hjemme. Det har jeg. 

Historien taler for sig selv. De fantastiske fire kan noget helt særligt, og det er afgørende vigtigt for mig som patient. Det kan godt være det bare er en rutine brok-operation, men det de gør, og måden de gør det på, er uvurderligt for mig, som ikke har nogen som helst rutine i den slags. 

Mit spørgsmål fra starten om det med lægen, lader jeg hænge her. Måske kunne de fantastiske fire starte en supervisionsgruppe med åben adgang for al personale på hospitalet. Også lægerne. Det er så lidt der skal til, men man skal lære det, hvis man ikke kan det i forvejen. Det kunne de fantastiske fire, og det vil jeg gerne hylde dem for. 

Jeg er sikker på, der findes mange flere fantastiske derude, men jeg har ikke ret mange sygeplejersker i mit netværk, så kender du en, så del gerne min tekst med dem. Stor tak til alle de varme hjerter derude, der gør en forskel for en som mig.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.