Om at have børn med særlige udfordringer og acceptere det

Om at have børn med særlige udfordringer og acceptere det.

Jeg har mindst en indrømmelse af lave. Jeg skriver mig ind i det nu, for jeg har brug for at sætte ord på og at samle mig. Jeg forstår alting bedre, når jeg gør det. Jeg kommer tættere på virkeligheden, som den er, og det er det jeg har brug for. Der ligger friheden.

Sårbarheden banker på, og det er godt, selvom jeg kæmper, for noget i mig vil så gerne have styr på. Kontrol over. Kunne klare det selv. Men fra et andet niveau i mig er jeg helt klar over, at friheden ligger inde bag ved mit sinds kaos. Alligevel samler slidte overlevelsesstrategier sig som en forsvarsmur mod at indrømme, at jeg er lost. Jeg er ramt. Jeg er presset til det yderste.

Her er min første indrømmelse.

Jeg har haft en arrogant holdning til forældre med børn med særlige udfordringer. 

Jeg er der selv nu, for jeg har to børn, der ikke bare passer ind i bogen om børns normaludvikling. De stritter. De skiller sig ud. Det er virkeligheden.

Inden jeg opdagede, hvordan det forholdt sig, tænkte jeg tit, at de forældre, der havde børn der mistrives, havde misset noget. Det var vist mere dem end børnene,  der havde problemer. Nu ved jeg, at det var min tolkning, og at den var arrogant, og at disse forældre kæmper for deres børn og elsker dem uendeligt. At de konstant er på udkig efter noget, de har overset, så de kan gøre noget og hjælpe deres børn. Og at det, de gør, ikke er forkert.

Jeg elsker mine børn uendeligt.

Og indtil for nylig har jeg undret mig.

Når mine venners børn er blevet lidt større, har forældrene sagt, at nu var der bedre tid. Børnene kunne lettere klare sig selv, og det efterlod en tomhed. Jeg har været forvirret over, at var det så hårdt med mine egne børn, når de nu var helt normale? Hvorfor føles det ikke sådan hjemme hos os?

Og jeg opdager igen, at en flaske hvidvin med skruelåg er god at have stående i køleskabet. Ikke når det hele brænder på, men bagefter. Som en indforstået og venlig overbærenhed mellem Morten og mig. Det er sgu helt okay at dulme lidt, efter det hele er brændt på. Bare helst ikke imens.

Det var vist indrømmelse nummer 2

Jeg har en flaske hvidvin med skruelåg i køleskabet 

Når presset bliver for stort hen over tid, begynder min krop at give lyd. Jeg har kompenseret for længe, og stivheden indfinder sig. Så kommer smerterne i skuldrene og en spænding, der løber hele vejen ned gennem venstre side af min krop. Altid venstre. Mit sind er som en løbsk hest spændt foran en vogn, kusken ikke længere kan styre. Det løber løbsk i bekymringer. Der er hjertebanken og en stress, der nærmer sig angst. Der er vejret, jeg trækker, der ikke vil ned i maven.

Og så er der mig, der skal aflevere Silas i sommerhuset hos min søster og min nevø. Der er langt. To timers kørsel. Det går godt derover, men da jeg skal hjem igen, virker det uoverskueligt. Vejret er dårligt, og jeg har lånt en anden bil, fordi vores ikke har fået vinterdæk på.

Jeg står i døren. Har sagt farvel til Silas, og min søster spørger mig, om jeg er okay. Nej, siger jeg, jeg er presset. Det er for meget med to børn, der ikke har det godt. Tårerne står i øjnene.

Silas og jeg skulle egentlig have været af sted dagen før, men Silas var for uforberedt og kunne pludselig ikke overskue det. Det havde lydt så hyggeligt den gang for flere uger siden, da jeg spurgte ham, om han havde lyst til to dage i sommerhus med sin fætter. Sådan har det været altid. Lige inden vi skulle ud af døren, væltede det, og vi kom igen for sent og følte, der måtte være noget galt med os, siden vi var den familie, der aldrig kunne komme til tiden.

Stående der i døren med udsigt til en lang hjemtur, skriver Hjalte. Han skal hentes i Skive, og forældrene til pigen, han besøger, vil gerne have, vi kommer inden 15.30. Jeg kan se, at jeg ikke kan nå hjem, så Morten kan køre turen. Jeg regner på det. 3,5 times kørsel forude med dårligt vejr, en stresset krop og en hjerne, der knap kan fokusere. På vejen ud af indkørslen bakker jeg op i en affaldscontainer og laver en revne i kofangeren. Min stress stiger. Min skyld og min skam. Kan jeg på nogen måde slippe udenom det her? Kan jeg lyve mig ud af det?

Jeg må stoppe to gange på vejen mod Skive. Det er følelsen af, at det ikke er sikkert at køre, fordi jeg er usikker og ustabil. Lige inden angsten tager over, kører jeg ind til siden, sætter mig i grøftekanten og tisser, mens jeg trækker vejret ned i maven. Det hjælper. Jeg kommer sikkert til Skive og får hentet Hjalte. Han vil vide, hvordan jeg har det.

Da jeg kommer hjem, ved jeg, at jeg skal tilbage til min krop. En ind i kroppen oplevelse er første skridt på vejen ud af stressen og tilbage til mig selv, der er fanget ind i fortolkninger af en virkelighed, som jeg ikke kan holde ud.

Så jeg gør det, jeg ved virker. Tager ud til Jørn og sidder i hans sofa og læser. Skriver lidt dagbog. Vi elsker, og min krop bliver varm og tryg igen. Stivnetheden og uroen falder lidt til ro. Næste dag står vi op og går tur i solen ved Moesgård strand. Jeg hopper i vandet. Hjemme igen finder jeg mit yoniæg frem og sætter det op. Jeg bygger et shelter i haven på den øverste terrasse med udsigt. Sneen maler jorden hvid, der er minusgrader, og jeg kan se langt gennem hullet i mit beskyttelsesrum. Jeg sover alene i kontakt med natur og mit køn. Jeg er kvinde, og hele reproduktionen ligger i min krop. Her er kontakten til min kraft, og det er den, jeg har mistet.

Næste dag er jeg mere samlet.

Indrømmelse nummer 3

Præstation, præstation, præstation 

Det er voldsomt at have to børn, jeg er mere eller mindre bekymret for. At slukke min frygt igen og igen og have tillid til, at det hele finder en vej, som ikke er gængs og almindelig, men skal opfindes undervejs. Jeg skal vænne mig til tanken om, at den slagne uddannelsesvej måske ikke er den, mine to drenge skal gå. At der er mange andre veje, og at jeg ikke kender dem. Det er vel egenligt ret rammende for mit liv, kan jeg komme til at tænke. Uforudsigeligheden. At finde vejen imens man går den. Jeg kender det jo godt, og jeg fornemmer friheden et sted.

Jeg har et billede af mig selv (jeg smiler ved formuleringen), som er, at jeg aldrig har været optaget af, hvad der var rigtig eller forkert, og nu rammer det mig. Jeg vil gerne præstere børn, der kan præstere almindelige ungdomsuddannelser, honore krav og klare sig godt i det almindelige samfundsliv.

Præstation viser sig på nye måder og i nye forklædninger, og den er fuld af frygt, som skiller mig ad og placerer mig i ensom majestæt. Adskilt fra de andre og fraspaltet indeni. Et ubehageligt fremmedlegeme, som jeg vil have væk.

Jeg minder mig selv om, at lidelse ikke er endnu en mulighed for at blive en bedre version af mig selv eller en stemme fra Universet, der fortæller, at nu har jeg chancen for at vise, hvad jeg kan. For så er det frygten, der taler, og udvikling bliver som tvang, mens lidelsen bliver dobbelt.

Og det slår mig, at smerte jo er i verden, og at det tilkommer alle at blive ramt af virkeligheden. Af sygdom, dødsfald, skilsmisser eller af at have børn, der har det sværere end de fleste. Jeg kan ikke adskille mig fra den smerte, ligesom jeg ikke kan tage smerten fra mine børn, for jeg er så dybt forbundet med dem. Når de er glade, glædes jeg. De er mig, og jeg er dem, og jeg kan ikke fremme min egen vækst uden at fremme deres.

Når jeg er samlet i mig selv med kontakt til kærlighed og frihed og kan læne mig ind i den virkelighed, som er, kan jeg være der for dem, og de kan støtte sig op af min merviden og mine erfaringer, mens de gør deres egne. Smerte behøver ikke blive til lidelse, som når jeg er splittet i atomer af følelser, fortolkninger, symptomer og mønstre, der kører af sted med mig. Noget dybt i mig kalder på, at jeg bliver samlet igen.

Så jeg byggede et shelter i haven, tog et havbad og skrev denne tekst. Undervejs ringede jeg til en ven for at lidt hjælp til at finde hjem i virkeligheden. Tak Mads Bo for lige at hjælpe mig hjem.

Det er ikke nok at forstå sammenhængene, selvom det er nødvendigt. Når jeg mærker realiteterne og accepterer dem, behøver jeg ikke fortælle mig selv, at det er vigtigt med rummelighed. For når jeg er det sted, så er jeg rummet. Jeg kalder det Gud.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *