Månedsarkiv: maj 2017

LIV i kærligheden

LIV i kærligheden

– Lad os blæse porten åben

Mange par forelsker sig hovedkulds i hinanden, men møder også snart hverdagen. Travlhed, børn, stress og måske en stigende indre uro i den enkelte – som noget uforløst, der ligger på spring. Ubalancer, der kan føre til, at parterne går fra hinanden, hvis ikke udfordringerne får opmærksomhed. Udfordringerne kan på den anden side åbne for helt nyt liv i kærligheden, hvis der kastes lys på dem.

Under overskriften “Liv i kærligheden” tilbyder vi i 2018 en række retreats for par, der ønsker at fordybe sig i sig selv og hinanden. Vi ønsker at arbejde med nogle af de grundlæggende temaer, som igen og igen optræder hos par. Temaer vi har mødt i vores arbejde som psykoterapeuter og i vores personlige kærlighedsliv. Her vil vi arbejde med dem på nye måder.

Hvem er vi?

Trine Dupont:

Jeg arbejder som psykoterapeut og tantramassør, individuelt og med par, og jeg holder foredrag og laver kvindeworkshops. Mange af de par, som kommer hos mig, savner en dybere følelsesmæssig kontakt med hinanden, og de vil gerne have mere sanseligt/kropsligt nærvær, men det kan være svært at skabe rum til det. Både følelser, krop og tanker skal have  opmærksomhed, og det vil det få i de kommende retreats. Jeg vil glæde mig til at dele mine erfaringer og invitere parrene til at undersøge kontakt på nye måder.

Jeg er 47 år og bor sammen med min mand Morten og vores tre børn. Vi har været sammen i 25 år, og en stor del af min erfaring med parforhold kommer af de mange justeringer, vi har måttet lave undervejs for at holde kærligheden i live. Et langt parforhold er en fantastisk mulighed for at lære sig selv og et andet menneske at kende på godt og ondt og at opdage, at fejltagelser og kriser kan sætte nye bevægelser i gang.

Jørn Uhrenholt:

Jeg arbejder som selvstændig IT-konsulent og tantramassør. Herudover arbejder jeg med ledelse og holder foredrag om “Bæredygtighed”. Jeg er desuden i gang med at uddanne mig til psykoterapeut. Jeg tror på, at “Man skal kunne lede sig selv for at kunne lede andre”, og det er omdrejningspunktet for både mit faglige, som mit personlige liv. Jeg arbejder med integritet og autenticitet både som projektleder og når jeg arbejder med mennesker. For mig handler det om at mærke sine ja’er og sine nej’er og lære at udtrykke dem klart.

Jeg er 45 år og bor alene. Jeg har 15 års erfaring fra et parforhold, der aldrig helt fungerede. Derfra ved jeg, at mod er afgørende for, om vi kan leve i kærlighed med hinanden, og jeg har gennem de senere år vendt op og ned på mine ideer om parforholdet og udforsker nye måder at indgå i kærlighedsforhold på. Det er den platform, jeg taler ud fra, når jeg inviterer jer til retreat.

Retreatet er for jer, der ønsker fordybelse.

Hvem er I?

Jer, med mange år på bagen

Det er for jer, der har været sammen i mange år allerede, og som intuitivt forstår, hvordan man får relationer til at fungere. I har en naturlig og velfungerende kontakt til hinanden, og forløbet kan blive en måde at udforske og fordybe jer endnu mere i kærligheden.

Jer, for hvem det hele er lidt svært

For jer, hvis forhold er præget af ubalance og usikkerhed, kan forløbet åbne til nye forståelser i den måde, jeres parforhold fungerer på. Måske er I ved at drukne i børn, arbejde, karriere, hus og have. I har brug for at finde det nærvær med hinanden, som I har mistet undervejs. På retreatet kan vi støtte jer i at få lukket op for jeres kontakt på ny.

I, der lige har mødt hinanden

Det er også for jer, der lige har mødt hinanden og er forelskede. I ønsker at have bevidsthed, ærlighed og klarhed med ind i den forelskelse, som måske vil udvikle sig til dyb kærlighed imellem jer.

Jer, hvor forholdet er i krise

I har måske kæmpet længe for at holde sammen. Kærligheden og nærværet er slidt, men der er stadig lyst til og overskud til at kæmpe for dét, der har holdt jer sammen indtil nu. Vi tilbyder ingen mirakelkur, men en anderledes tilgang til og forståelse af parforholdet.

Måder, vi skal arbejde på
  1. Jørn og Trine laver oplæg om relevante temaer og inviterer til konkrete øvelser
  2. Der reflekteres og “ryddes op” i gamle historier
  3. Vi deler med hinanden,  spejler og genkender os selv i de andre

Der er plads til 8 par på hvert retreat, og intro prisen er 3300 kr. pr. par for en weekend første gang, du er på retreat med os. Prisen er inkl. seminar fra torsdag-søndag med overnatning i  dobbeltværelse. Mad og drikke kan købes hos Danakilde.

Hvert retreat har sin egen overskrift og vil blive annonceret og uddybet på vores hjemmesider, når de er klar, hvorefter I kan vælge det, som lyder interessant for jer.

Det første modul har overskriften “KONTAKT OG BERØRING”. Vi skaber et trygt rum og en ramme, hvori I som par kan åbne ind til sanselighed og nærvær med hinanden på en legende og seriøs måde. Vi guider jer ind i konkrete øvelser, inspirerer, vejleder og taler med jer undervejs, når vi blandt andet undersøger tantramassagen. Nøgenhed er naturligt under massagerne, hvor der kun arbejdes med egen partner. Flere øvelser foregår på madras på gulvet, hvilket forudsætter en vis bevægelighed hos deltagerne.

Fra torsdag kl. 17 til søndag ca. kl. 12

En mere udførlig beskrivelse af første retreat kommer inden sommerferien på vores hjemmesider:

www.trinedupont.dk

www.tantramassageaarhus.net

www.uhrenholt.biz

Danakilde

Retreatet er placeret på DANAKILDE i midtjylland ved Rørbæk sø. Med Danakilde er vi helt sikre på, at vi har fundet det mest perfekte sted for fordybelse og nærvær. På Danakildes egen grund finder du et væld af stier, kildevæld, stensætninger, skov og bæk samt køkkenhave, frugthave og mange andre ”have- og uderum”. Mange steder finder du også en lille velplaceret bænk eller træstub, så naturen og stilheden også kan nydes siddende. Vi vil på alle retreats inddrage hele Danakilde og den omkringliggende natur, som en ramme for jeres arbejde.

Der kan tilkøbes mad, som er vegetarisk og 100 procent økologisk. Det er også muligt selv at medbringe og lave sin mad i køkkenet.

Er du og din partner interesseret i at være med, så send en mail til Jørn på jorn@tantramassageaarhus.net eller til Trine på trinedupont70@gmail.com. Du kan også ringe på: 23464540 (Jørn) eller 91548295 (Trine). I er endeligt tilmeldte, når I har indbetalt depositum. Stil gerne eventuelle spørgsmål du måtte have til os, så vil vi forsøge at svare bedst muligt. Du er også velkommen til at like vores facebook-sider, så kan du følge med der også.

Allerede nu kan vi løfte sløret for nogle af temaerne på de kommende retreats. Datoer følger senere. Er I særligt interesseret i ét eller flere af temaerne, er I velkomne til at skrive til os, så vi kan prioritere det højt.

Vi inviterer jer til at undersøge:

  • Kærlighedens væsen – ubetinget kærlighed eller ej?
  • Stilhed – vi undersøger blandt andet at være stille sammen
  • Døden som tema – at prioritere hvad der er vigtigt
  • Idealer og realiteter – hvilke vaner er gode for os, og hvilke er ikke? Hvor startede vi i sin tid, hvor er vi nu og i hvilken retning vil vi fremover?
  • Frihed og ansvar. Hvad er dig, hvad er mig, hvad er os?
  • Tillid, jalousi, tryghed, frygt og mod – hvad betyder disse begreber for os?
  • Kvinder og mænd – hvor forskellige er vi egentlig?
  • Milepæle i mit liv – og mennesker med betydningTrine Dupont og Jørn Uhrenholt

Oplæg:

  • Personlige historier om kærlighedens veje og vildveje  
  • Det autonome nervesystem
  • Bæredygtighed i kærligheden
  • Kunsten at sige ja og nej
  • Moral og normalitetsbegreber – hvad gør de ved os?
  • Kærlighedssprog – hvilket er mit?
  • Skyld og skam
  • At bevæge sig med det der er

Vi glæder meget til at møde jer og sætte en tryg ramme for fordybelse.

Kærlig hilsen

Trine & Jørn

Det kan du sgu gøre bedre Trine

Det kan du sgu gøre bedre Trine

Det kan du sgu gøre bedre Trine

Har lige fået Morten hjem efter 6 dage alene med ungerne. Jeg fik øje på noget i løbet af de dage. Noget interessant som på en måde bryder med en måde, jeg ellers taler om livet på. Det handler om ambition.

Der er i vores familie, som i de fleste andre familier, ting der bare ikke altid går efter planen. Der er børn, der på skift popper op med behov for særlig støtte eller opmærksomhed i perioder. Der er mønstre og vaner, som er gået hen og blevet besværlige og ikke gavnlige. Der er frustration. Intet nyt i det. Det er velkendt virkelighed for børnefamilier. Intet perfekt speltspejl her.

Noget af det røg jeg i – de første par dage, og så opdagede jeg det nye. At jeg om morgenen vågnede med tanken: Det kan du sgu gøre bedre Trine.

Det, der var anderledes var, at der intet pres mod mig selv var i det. Fuck, det var vildt. Ingen ambition pressede mig til at være noget, jeg ikke var. Ingen ambition, som havde udspring i en sammenligning med alle de andre, sikkert meget mere tålmodige, mødre end mig. Der var kun ønske om forandring, bevægelse og en ambition om at gøre det bedre. Få det til at lykkes. Få mønsteret brudt.

Og der så jeg, at ambition er godt, når den udspringer af realiteterne, som de er. Når jeg er tæt på virkeligheden i accept af det skidt og kanel – sukker og vanilje, som faktisk ER. Og at ambition vil bevæge noget og give det retning. Og at det sker, når jeg lytter til min indre stemme, som faktisk udmærket ved, hvilken retning jeg skal i.

Kærlig hilsen Trine

 

At komme hjem

At komme hjem

At komme hjem
K. beskriver meget præcist noget, som jeg tror mange mennesker længes efter. Nemlig at opleve sin egen tilstedeværelse og nærvær og sanselighed uden mål. Opleve en tilstand, som vi genkender på et almenmenneskeligt plan og måske ‘husker’ fra et stadie i vores tidligere liv som helt små.
Kære Trine
Jeg er kommet hjem.
Der er intet der lokker mig tilbage ud af dette øjeblik, denne time, denne dag for jeg er landet her og jeg er præcis hvor jeg skal være jeg er ved at finde frem. til det menneske jeg er.
Som et vers der fandt sin sang står jeg her og selvom vejen – den var lang så er jeg kommet hjem
Jeg har længe villet skrive om min oplevelse af den guidede tantramassage for par, som jeg/vi fik hos dig, men først nu kan jeg rigtigt sætte ord på oplevelsen.
Da vi kom hjem fra tantramassagen, for nu over en måned siden og sammen tog oplevelsen ind, spillede min Spotifyplayliste pludselig Sanne Salmonsens sang “Hjem”. Og ordene ramte i den grad lige ind i de følelser, jeg havde. En intens følelse af at være kommet hjem. Hjem i min krop. I mit liv. I mit hoved. I mine sansninger. Jeg fandt frem til hvilket menneske, jeg er, inde bag ved alle tankerne Et sanseligt menneske, der kan være fuldt tilstede i nu’et, i mig selv.
Det at sanse uden mål og med. At sanse uden at have noget mål for øje, andet at være i det nu og den sansning, der opstår. At sanse og nyde uden behov for at analysere hvorfor og hvorfor ikke. Det oplevede jeg i tantramassagen, under din guidning. Hos dig, som jeg, trods nervøsiteten, havde tillid til med det samme, jeg trådte ind i dit køkken. Det er jeg taknemmelig for.
Det var en sanselig, nærværende og helt vildt dejlig oplevelse. Specielt fordi jeg har været og til dels stadig er, meget i mit hoved, men paradoksalt nok mærker min krop alle følelsesmæssige og mentale ubalancer. Vores session hos dig handlede ikke om at vi skulle komme tættere på hinanden. Det er vi også kommet, men den guidede tantramassage var mere en gave til mig selv. En gave, fordi jeg havde brug for at kunne opleve, sanse og mærke og give af mig selv sammen med et menneske, jeg holder meget af.. Brug for at opleve, jeg kunne slå hovedet og de mange analyserende og vurderende tanker fra og bare være i sansningen. Mærke nydelsen, jeres kroppe, jeres og mine egne sansninger. Jeg oplevede ikke massagen som en guidning med fokus på at jeg skulle gøre noget på en bestemt måde, men mere som en åben ramme, jeg kunne glide ind i og følge indtil jeg fandt min egen vej. Som jeg fortalte bagefter, så opløstes fornemmelsen af hvis krop, jeg berørte og hvem, der rørte ved mig, helt og aldeles i massagen.
Jeg var bare.
Det var en meget intens oplevelse, som jeg stadig kan genkalde mig.
Igennem det sidste år har jeg været igennem en omvæltende personlig udvikling. En udvikling, der har åbnet en følelsesmæssig og sanselig dør i mig selv. En dør, jeg for længst troede, var lukket. Den guidede tantramassage hos dig har åbnet den dør på vid gab og der blæser kærlige, lune vinde igennem den. Vinde, der bringer løfter om mere glæde, mere nydelse, flere sansninger og øget opmærksomhed på at være fuldt tilstede i mit liv.
Jeg vil have mere.
Tak for det.
Kærlig hilsen K
Læs om kommende kvindeworkshop her: