Forfatterarkiv: Trine

Jeg vokser ved det

Jeg vokser ved det

“Når jeg bare skal være mig selv, er der ikke så meget jeg skal huske.”


Hvor er jeg taknemmelig for at være landet lige der, hvor jeg er i mit arbejdsliv. Mærke at alt, som i ALT – hvad jeg oplever i mit personlige private liv (og det er ikke småting) kan jeg direkte anvende i møder med mennesker. Det er simpelthen lettere at forstå dynamikker, tematikker, sårbarheder og kraft hos andre, når jeg genkender det i mig selv.

Og jeg har opdaget, at jeg kan godt være i krise i mit eget personlige liv, være fanget i tankespind og gamle mønstre, og når jeg så træder ind i mit terapilokale og møder et menneske, så samles min energi i min kerne og al støjen falder væk. Når jeg går ud igen, er samlet.

Min gamle lærer på Psykoterapeutisk Institut i Århus Clarie Neger sagde engang til mig, at mit liv var den bedste efteruddannelse, jeg kunne få. Og sådan begyndte jeg at se på de udfordringer, der har været og til stadighed er.

Jeg vokser ved det.

At holde rum

At holde rum

I dag holdt jeg rum for den unge kvinde, som også er mig. For nærværet og kærligheden. Som er i mig. For sårbarheden. For sanseligheden. For seksualiteten.

Fire timer med fordybelse i sind, følelser og krop.

Jeg er levende. Blød.

Kompromisløs kærlighed

Kompromisløs kærlighed

Jeg har lige afholdt kursus sammen med Jørn. Smukke individuelt meget forskellige massagemøder har spillet sig ud for mit blik i løbet af weekenden. Jeg berøres så dybt, når jeg ser det ske. De nye åbninger, de nye sansninger i kroppen, gamle vaner der titter frem og skaber forvirring og sårbarhed. Ord der sættes på og skift, der sker indeni. 

Jeg er selv hele tiden i forandring. I disse år er det min krop, der snakker anderledes med mig. Hedestigninger, som jeg deler med andre kvinder i min alder, har taget bolig i mig. Jeg kan iagttage, hvordan de kommer, når en følelse aktiveres. Det er som en respons og en lille hjælper, der spørger, hvad skete der lige før? Hvad berørte dig? Blev du bange? Usikker?

Det er, som om lysten også forandrer sig. Erotikken. Seksualiteten. Nogle siger den forsvinder, men sådan er det ikke for mig. Men den kalder på noget andet. Den er langsommere. Dybere, mere vild og samtidig mere rolig. Rummet inden i mig føles enormt. Det kalder på åbne øjne. På sårbarhed. En vilje til at vise det hele. Den varmes op af kontakt. Og den kræver tid.

I takt med at min krop forandrer sig, forandrer mit mod sig. Der er gamle intuitive fornemmelser, af hvem jeg er, hvordan mit væsen er, hvad der er sandt for mig, som drives frem af et nyt mod. Modet er simpelthen gået hen og blevet større end frygten. Den jeg er, vil ikke længere holdes væk af frygt. Frygt for ikke at være god nok, dygtig nok, klog nok, blive misforstået, være for meget. Frygt for at miste, hvis jeg træder frem med det, jeg altid har vidst. Om hvem jeg er. 

Foto: Rhiannon Wilde

Massage som omsorg

Massage som omsorg

Jeg er begyndt at massere på en ny måde. Lad mig invitere dig lidt ind i mine tanker. 

Nogle gange får jeg kontakt med mennesker, som ikke er klar til en at få tantramassage hos mig. Enten fordi det er for stort et skridt at gå for dem, eller fordi der er behov, som presser sig på. Behov for omsorg, berøring, opmærksomhed, nærhed. En tantramassage indeholder alt det, men nogle gange er behovene så store og presserende, at de helt overskygger det, der er essensen af tantramassagen: Ikke at have nogen forventninger til noget bestemt, ikke at bestille noget på forhånd, men at være undersøgende og nysgerrig. 

Jeg tror, det er nødvendigt at blive fyldt op for på sigt at kunne rumme sig selv og i sidste ende give slip på at ville have noget. Nysgerrighed og forandringsparathed er bare ikke altid det, der ligger lige for, hvis man er udsultet og decideret mangler noget. 

Derfor er jeg begyndt at massere på briks for dem, der rent faktisk har brug for at blive fyldt op. Med berøring, nærhed og omsorg. 

Massagen er for dig, der trænger til at komme dybt ned i dig selv. Lytte til dit behov for berøring. Få skabt forbindelse til din krop. Måske fra et hav af bekymringer, negative tanker eller de følelsesmæssige udfordringer, du har. Måske er der en sorg, du bærer på. Du får omsorg og berøring og mit nærvær. 

Hvordan foregår det?

Tidsrammen er i alt to timer. Pris 900,- Den foregår på briks. Du er nøgen. Jeg har tøj på. Jeg bruger varm olie. 

Samtalen: 

Du ankommer, og vi bruger de første 20-30 minutter på at snakke sammen. Du fortæller mig lidt om, hvor du er i livet for tiden. Måske er du overvældet af noget, og det får lov til at få plads, måske er du optaget af noget, som du fortæller mig om. Der er som sådan ikke noget, der ikke kan adresseres i denne lille indledende samtale. Pointen er, at uanset hvad du kommer med, så lander vi det i kroppen i massagen, som følger nu. 

Massagen: 

Du ligger under et lagen med et tæppe oven på lagnet. Jeg sætter musik på, og nu starter en form for dansende massage. Jeg lytter ind i musikken og lader min krop bevæge sig i bløde langsomme strøg som en lang bevægelse med enkelte stop, hvor jeg blot holder mine hænder stille. Jeg berører ikke kønnet, men lyst kan være en helt naturlig reaktion hos dig, der berøres, så lad være med at skamme dig, hvis den viser sig.

Jeg slipper dig ikke i de cirka 1 1/2 time, massagen varer. Jeg bruger mine hænder og mine underarme.

Efterfølgende har vi en kort lille snak om, hvordan du har det, og om hvordan du kan bringe dine nye kropssansninger med ud i resten af din dag. 

Du vil typisk opleve at lande dybere og dybere i dig selv i løbet af massagen. For nogle betyder det, at de falder i søvn i sidste del af massagen. Det er helt okay og blot et udtryk for, at det har din krop brug for. 

Kærlig hilsen Trine

trinedupont70@gmail.com/91548295

Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

Når jeg mediterer, kan jeg håndtere problemerne

For tiden mærker jeg for alvor, hvordan min intensiverede meditationspraksis begynder at virke. Om morgenen vågner jeg med en følelse af klarhed. Jeg ved ikke, hvad budskabet og indholdet er, men klarheden er som en fysisk fornemmelse af at være inde bag noget, der indtil nu har ligget som et tæppe omkring mig og holdt virkeligheden væk. 

Jeg kan sjældent huske ret meget af, hvad jeg har drømt, men det er på en måde også fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen af klarhed, og at der bliver ryddet op inden i mig. Det er selve dét, der er vigtigt mere end indholdet i det, der sker.

Og der sker vitterlig en masse i løbet af natten. Jeg vågner flere gange med følelsen af stress. Men jeg er ikke stresset, når jeg er vågen. Jeg nyder hvert eneste sekund af dagen, mit liv, mit arbejde, mig selv.

Men om natten. 

Om natten vågner jeg og mit hjerte banker. Jeg sveder, og jeg ved, jeg renser ud. Noget af nattesveden handler overgangsalderen, men det kropslige er ligesom ligegyldigt i den sammenhæng. Det er som om, kroppen blot sætter turbo under den meditationspraksis, der åbenbart lige nu har at gøre med at rense ud. 

Om dagen oplever jeg, hvordan jeg ser andre mennesker tæt på mig meget mere klart. Jeg ser dem tage dårlige valg, og jeg er rolig. Endda, når det har at gøre med mig. Til gengæld ser jeg deres smerte meget tydeligt, og mit hjerte er pivåbent. 

Samtidig er der en grænse for, hvor uinvolveret jeg kan være. Tegnet på grænsen er, at gamle mønstre og dynamikker begynder at bevæge sig i mig. Jeg mærker fx en vrede. Ikke noget nyt under solen i det, men min måde at håndtere det på er ny. 

Når vreden begynder at spire, bevæger jeg mig væk. Væk fra det menneske som tager dårlige valg. Uden om konflikten i at sige fra eller til eller fortælle, hvad jeg ser. Lige der ved jeg nemlig, at det er et forkert tidspunkt. Når mine egne gamle dynamikker er aktiverede, vil jeg reagere og handle som jeg plejer, og det er dømt til at gå galt, hvis jeg fortæller, hvad jeg ser. Det vil være fra et overinvoveret sted i mig, og det vil ende hvor det så tit har endt. Dårligt. 

So what to do. 

Jeg mærker den spirrende vrede, som dybest set er frustration over at se et dejligt menneske lide og se hvorfor. Jeg mærker vreden, jeg går væk, og jeg giver udtryk. For mig virker det at tale højt. Mærke vreden. Fortælle det ud i luften til ingen eller til Gud. 

Senere vil jeg selvfølgelig fra et andet sted kunne bringe det frem som en gave til den, der vil lytte. 

Fortælle, hvad jeg ser. 

Men nogen gange sker det forunderligt nok af sig selv, at virkeligheden og “problemet jeg ser” bliver løst. Det kan ske i den tid, der går, fra jeg opdager og giver udtryk (taler til Gud), og til jeg beslutter, at nu vil jeg sige, hvad jeg ser. Her er der noget i dynamikken mellem mig og den anden, der virker af sig selv. Det har løst sig. Måske som en spænding, der er forsvundet, eller den anden der pludselig træder frem og bringer noget frem, som før var usynligt for ham. 

Vi behøver slet ikke at være i nærheden af hinanden, for at det sker. Hvis vi forudsætter, at vi er forbundet, og at vi måske alle indgår i en stor fælles bevidsthed, behøver der ikke være en “konfrontation” af problemet. At være bevidst om problemet og samtidig se det fra et neutralt sted. Det er nogen gange nok til, at det forandrer sig. 

Når jeg mediterer, kan jeg bedre håndtere problemer

For tiden mærker jeg for alvor, hvordan min intensiverede meditationspraksis begynder at virke. Om morgenen vågner jeg med en følelse af klarhed. Jeg ved ikke, hvad budskabet og indholdet er, men klarheden er som en fysisk fornemmelse af at være inde bag noget, der indtil nu har ligget som et tæppe omkring mig og holdt virkeligheden væk. 

Jeg kan sjældent huske ret meget af, hvad jeg har drømt, men det er på en måde også fuldstændig ligegyldigt. Det er følelsen af klarhed, og at der bliver ryddet op inden i mig. Det er selve dét, der er vigtigt mere end indholdet i det, der sker.

Og der sker vitterlig en masse i løbet af natten. Jeg vågner flere gange med følelsen af stress. Men jeg er ikke stresset, når jeg er vågen. Jeg nyder hvert eneste sekund af dagen, mit liv, mit arbejde, mig selv.

Men om natten. 

Om natten vågner jeg og mit hjerte banker. Jeg sveder, og jeg ved, jeg renser ud. Noget af nattesveden handler overgangsalderen, men det kropslige er ligesom ligegyldigt i den sammenhæng. Det er som om, kroppen blot sætter turbo under den meditationspraksis, der åbenbart lige nu har at gøre med at rense ud. 

Om dagen oplever jeg, hvordan jeg ser andre mennesker tæt på mig meget mere klart. Jeg ser dem tage dårlige valg, og jeg er rolig. Endda, når det har at gøre med mig. Til gengæld ser jeg deres smerte meget tydeligt, og mit hjerte er pivåbent. 

Samtidig er der en grænse for, hvor uinvolveret jeg kan være. Tegnet på grænsen er, at gamle mønstre og dynamikker begynder at bevæge sig i mig. Jeg mærker fx en vrede. Ikke noget nyt under solen i det, men min måde at håndtere det på er ny. 

Når vreden begynder at spire, bevæger jeg mig væk. Væk fra det menneske som tager dårlige valg. Uden om konflikten i at sige fra eller til eller fortælle, hvad jeg ser. Lige der ved jeg nemlig, at det er et forkert tidspunkt. Når mine egne gamle dynamikker er aktiverede, vil jeg reagere og handle som jeg plejer, og det er dømt til at gå galt, hvis jeg fortæller, hvad jeg ser. Det vil være fra et overinvoveret sted i mig, og det vil ende hvor det så tit har endt. Dårligt. 

So what to do. 

Jeg mærker den spirrende vrede, som dybest set er frustration over at se et dejligt menneske lide og se hvorfor. Jeg mærker vreden, jeg går væk, og jeg giver udtryk. For mig virker det at tale højt. Mærke vreden. Fortælle det ud i luften til ingen eller til Gud. 

Senere vil jeg selvfølgelig fra et andet sted kunne bringe det frem som en gave til den, der vil lytte. 

Fortælle, hvad jeg ser. 

Men nogen gange sker det forunderligt nok af sig selv, at virkeligheden og “problemet jeg ser” bliver løst. Det kan ske i den tid, der går, fra jeg opdager og giver udtryk (taler til Gud), og til jeg beslutter, at nu vil jeg sige, hvad jeg ser. Her er der noget i dynamikken mellem mig og den anden, der virker af sig selv. Det har løst sig. Måske som en spænding, der er forsvundet, eller den anden der pludselig træder frem og bringer noget frem, som før var usynligt for ham. 

Vi behøver slet ikke at være i nærheden af hinanden, for at det sker. Hvis vi forudsætter, at vi er forbundet, og at vi måske alle indgår i en stor fælles bevidsthed, behøver der ikke være en “konfrontation” af problemet. At være bevidst om problemet og samtidig se det fra et neutralt sted. Det er nogen gange nok til, at det forandrer sig. Facebook

Tantra og tantramassage

Tantra og tantramassage er to forskellige ting. Tantramassagen blev først rigtigt beskrevet i 1980´erne, mens tantra er et tudsegammelt kludetæppe af filosofier fra Asien, Indien og Kina. 

Risskov strand marts 2021

Det er rigtigt, og det er forkert på samme tid. For mig er tantramassagen den ramme, hvori tantra kan erfares og opleves.

En ting er sikkert. I takt med at tantramassagen er blevet populær, har den bevæget sig fra indstillingen: Spirituel altinkluderende til “alt er inkluderet”. 

Jeg bruger tid på de mennesker, som bare ikke har forstået hvad det handler om, men gerne vil. Mange timers samtale i telefonen er det blevet til. Og det viser sig rigtig tit, at når de begynder at forstå, hvad jeg siger, så åbner der sig et rum inden i dem, hvor de lidt forbavset udtrykker lettelse. 

Vaner og påvirkning og begæret efter nye oplevelser drev dem til telefonen, men nu åbner sindet sig, og tantramassagen går fra at være endnu en oplevelse på bucketlisten til et valg om at undersøge en måde at opleve på. Ved at sanse uden præstation, uden mål og uden krav. 

Jeg arbejder med tantramassage i en spirituel og tantrisk vinkel, og forstår massagen som en meditation, hvor intet kan “bestilles” på forhånd. Dermed er alt ikke inkluderet i en pakke, hvor noget kan aftales eller bestilles på forhånd. Hverken tempo, steder jeg berører eller en lykkelig afslutning.

Men lyst og sanselighed er velkomment som en helt naturlig del af at være et helt og i min beskrivelse spirituelt menneske. 

Kærlig hilsen Trine.

Win-win

Win-win

Inden jeg starter en terapisamtale, spørger jeg klienten, om jeg må optage samtalen mellem os. 

Efterfølgende kan jeg lytte til samtalen, og jeg får en fantastisk mulighed for at  iagttage mig selv som terapeut. Jeg opdager tit noget nyt. Det kan være det naturlige intuitive flow i samtalen bliver tydeligt, eller det kan være, jeg opdager, at jeg et sted i samtalen kunne have valgt en anden vej. Der er ingen fortrydelse eller forsøg på at finde fejl hos mig selv, og alligevel er der læring.

Det er som om gennemlytningen lægger sig i mig som en nuancering og en fornemmelse af at blive en tand mere skarp og opmærksom. Klar til næste gang. Jeg bliver ofte berørt af at lytte til samtalen og føler kærlighed til det menneske, der sårbart har delt sig selv i kontakt med mig. 

Engang var jeg selv i et forløb hos en terapeut, der tilbød at sende optagelsen til mig, og det hjalp mig meget. Jeg oplevede pludseligt at se mig selv med mere kærlige øjne, når jeg hørte optagelsen, og det fik en ekstra helende betydning. Det håber jeg også kan ske for mine klienter, så derfor tilbyder jeg dem at få optagelsen tilsendt. Det siger de tit ja til. 

Det er win-win i min verden. 

Trine Dupont

På afveje?

På afveje?

I går skrev jeg en tekst, der blandt andet handlede om præstation, og i dag filosoferer jeg lidt mere over de ting, jeg er bange for ikke at gøre godt nok. Der dukker en situation op i mig.

Vi er på vej til Ry på skovtur. To biler fyldt op med voksne og børn. Den ene familie er min egen og den anden er vores venner. Ud af klappen. Ud af huset. Forår i luften. Turen går til den gamle papirfabrik i Ry. Jeg har sat GPSén, som så finder en anden papirfabrik. I Silkeborg!

Den der følelse, da vi kører ind i Silkeborg, og jeg fornemmer, at det her er forkert, og at jeg endnu engang er snublet i mit indre landkort, der aldrig har været stabilt, hvad angår rum og retning.

Jeg prøver at aflure, om de er irriterede på mig. Jeg ville forstå det, nu vi nu skal køre en halv time ekstra, men det virker ikke sådan. Der er en let overbærenhed og en stille overenskomst. Det er ikke første gang, og det er ikke med vilje. Det ved de godt. Alligevel når følelsen af skam at vælde op i mig, og jeg trækker vejret dybt, mens tanker om, hvad de mener om mig, dukker op. Situationen er klar. Virkeligheden er, at jeg har begået en fejl.

Og så får jeg en ny fornemmelse af at skifte retning indeni. Hvis de nu reagerer med irritation, er det deres fortolkning af situationen, ligesom jeg har travlt med at lede efter en. Og der er INTET, jeg kan stille op. Jeg kan på ingen måde kontrollere deres fortolkning af mig, uanset om de er kritiske, irriterede eller overbærende. Hvad andet kan jeg gøre lige der end at elske mig selv.

Et befriende slip skyller ind over mig.

Hvis du vil læse min blog fra i går, så kig ind her:

https://www.dupontuhrenholt.dk/2021/02/20/om-at-have-boern-med-saerlig-udfordringer/