Månedsarkiv: juni 2024

Kvinde til kvinde i tantramassage

Kvinde til kvinde i tantramassage

I dag havde jeg en kvinde til massage. Igen. Der kommer flere og flere til mig, og jeg nyder det. Der er kvinde til kvinde energi i møderne. Hvad det så end er…

Det er i hvert fald smukt. Nogle gange som at mødes med en søster. Nogle gange som at mødes med en anden kvinde, der står i sin kraft. Der bevæger sig. Der giver lyd. Der nyder. Nogle gange dynamisk og en polaritet, som ikke er kønsbaseret (mand og kvinde), men som er inden i den enkelte. Det feminine og det maskuline i mig og i hende. Jeg mærker min overgivelse og lidt efter min kraft og min kræfter, når jeg løfter et lår eller holder rundt om hende i et fast greb.

Jeg elsker mit arbejde. Det hele…

Massagerne, de guidede parsessioner, de individuelle samtaler og dem med parrene, foredragene, at skrive bøger og afholde kurser sammen med ham, jeg elsker og elsker med, vores arbejde med de unge om grænser og seksualitet, vores tantramassageuddannelse og mit vikarjob på Gaia Krisecenter.

Det er en smuk blanding af alt mulig godt, der har med mennesker at gøre, og hvor jeg kan bruge mig selv på en måde, der giver mening for mig. Tak.