Kategoriarkiv: Psykoterapi

Om hvad psykoterapi dog har med tantra massage at gøre

Om hvad psykoterapi dog har med tantra massage at gøre

I psykoterapi arbejdes der blandt andet med gestalter. Mennesker har brug for at opleve de ting, de kommer ud for, som helheder – også kaldet gestalter. Hvis vi ikke har fået afsluttet en for os vigtig situation på en god måde, kan det låse os fast, gøre os ufleksible i bestemte områder af vores liv, indtil vi måske får gjort op med den uafsluttede situation. Når vi gør det, genvinder vi vores fleksibilitet og føler os handlekraftige igen, og vi har nu friheden til at se situationerne fra forskellige perspektiver og reagere anderledes i ellers fastlåste livssituationer.

Men kan jeg altid vide, hvad jeg har brug for? Og kan min beskrivelse, af hvad jeg har brug for, overhovedet være sand, når alting hele tiden bevæger sig og forandres? Disse spørgsmål har jeg undret mig over for nylig.

Jeg havde et tantrisk møde med en mand i massagen forleden. Et kærligt, lystfyldt og fint møde. Inden massagen havde jeg sagt, at efter massagen kunne vi sidde lidt sammen uden alt for mange ord imellem os. Som en invitation til fortsat at mærke kroppen.

Tilfældigheder gjorde, at afrundingen på mødet blev lidt anderledes, og et par dage efter skrev P. til mig, at mødet var uforløst for ham, idet afslutningen ikke var blevet, som jeg havde beskrevet det. Han ville gerne se mig og afslutte igen.

Det blev et meget fint møde med en meget fin snak om forløbet, og jeg er meget taknemmelig for at P. havde modet til at undersøge det.  Det satte gang i mange tanker i mig. Først og fremmest. Når vi har en ”uforløst” oplevelse, handler det tit om, at vi ikke fik det, vi forventede at få (ud fra en på forhånd tegnet beskrivelse af det). Herefter ønsker vi at lukke hullet inden i os med det, som vi mener, vi har brug for. Dvs. vi søger noget bestemt (og nogen gange er det en anden, der skal give os det). Men det, vi mærkede tidligere, har allerede forandret sig, så det vi tror, vi har brug for, er måske i virkeligheden blevet noget helt andet.

Så hvor opstår lidelsen?

Jeg tror, den opstår i det statiske, DER hvor vi ikke længere bevæger os, men mener, vi ved præcis, hvad input var, og hvad output  skal være. Og det forudsætter en ide om, at vi skal have PRÆCIST det, vi har brug for. Og på den måde kan vi løbe efter noget hele tiden, fordi alt alligevel hele tiden er i forandring.

Og hvad er så alternativet?

Bevægelse, undring, undersøgelse, opmærksomhed, nænsomhed og accept.

For det første: ALT bevæger sig hele tiden. Alt forandres konstant. Den uafsluttede gestalt (fx den uforløste afrunding af en tantramassage) kan nænsomt kommes i møde med et: Ok, spændende, lad mig se, hvad det kan bringe af nyt til mig. Gad vide, hvad der vil ske, hvis jeg blot flyder med det, uden at identificere mig med længslen efter at få opfyldt et bestemt behov. ELLER som P. gjorde: Jeg undersøger det. Jeg ringer til Trine og beskriver det, som jeg oplever det lige nu og går i et nyt møde for at finde ud af, hvad det er, der forstyrrer mig sådan. IKKE for at få noget bestemt (få lukket gestalten med det der lever op til min forventning), men blot være åben og i bevægelse med hvad dette nye møde måtte bringe.

Dette nærvær, hvor bevægelse hele tiden sker, og nye invitationer opstår, kan undersøges i en tantramassage eller i en samtale – ligesom vi i øvrigt kan undersøge det i alle andre sammenhænge i livet.

Når vi griber det

.8.12.14 183

Frihed til at sige ja og nej (psykoterapi ved Trine Dupont)

Frihed til at sige ja og nej (psykoterapi ved Trine Dupont)

Nogle gange bliver terapi til snak. Snak om mig og min historie og om alle de besværligheder jeg har haft for at nå hertil.

“Faktisk har jeg ret godt styr på min historie, jeg forstår hvorfor jeg gør som jeg gør, hvorfor det blev så svært, mine mønstre og mine reaktioner. Jeg ser mig selv lidt oppefra, og jeg er ret afklaret. Alligevel er jeg ikke glad.”

Jeg havde en samtale med et menneske, som beskrev dette. Hun havde gået i meget terapi, som blot blev til snak. I bedste fald fik hun klarhed over sin historie – fik reflekteret og følt – og fik samlet et puslespil, sådan som det nu så ud den dag. Måske fik hun skabt en ny historie, som i første omgang gav lidt lindring. Men smerten og besværlighederne kom tilbage ret hurtigt.

I vores samtale talte vi om, hvad der mon er inde BAG ved de historier, hun havde om sig selv. Svaret kom promte: Frihed. Et sted hvor moral og forventninger (egne og andres) var fraværende. Hvor accept, spontanitet og handlekraft var til stede.

I nejet er jaet indeholdt

Samtalen drejede sig ind på seksualitet. Om hvordan mange nejer i hende ikke var blevet sagt. Hvordan ideen/forventningen om at ”det her burde jeg da kunne lide, det her burde jeg da kunne være i” havde holdt hendes impulsive og vigtige nej væk. Og DER blev det klart. Med nejet og jaet som bevidst omdrejningspunkt og redskab kunne hun møde enhver af de udfordringer, hun indtil nu havde haft og ville få i sit liv.

At undersøge de impulsive jaer og nejer

De fleste mennesker vil gerne sige ja. Ja til andre, ja til sig selv, ja til det sjove, det udfordrende, det udvidende. Ja til livet. Og for at sige ja, skal vi kunne sige nej. Man kan sige, at i nejet er jaet indeholdt. Kan jeg sige nej, kan jeg sige ja til hvad som helst. For så kan jeg jo bare sige nej, hvis jeg ikke vil alligevel.

Men mange af os må øve os i at blive bevidste i det – vi må genopdage det impulsive nej. Og ja.

Vi er måske blevet vant til, at et nej først skal en tur op i hovedet: ER det her et nej, jeg mærker? et stort nej? et lille nej? Hvad, hvis jeg venter lidt? Bliver det så til et ja? Det impulsive nej har det svært, for vi har lært, at vi ikke må reagere impulsivt. Vi har lært at man skal dele sit legetøj med legekammeraterne, selvom man ikke har lyst og lært at sige, man er glad for gaven fra mormor, selvom man slet ikke er. Men det er måske netop dette nej, vi må tilbage på, tilbage til de impulsive nejer og jaer.

“Men vi kan jo heller ikke rundt og reagere impulsivt hele tiden. Det ville blive et kaos uden lige.”

Rigtigt, det er ret så nyttigt, at vi kan undertrykke vores impulsivitet i situationer, hvor vi skal indgå med andre i et fællesskab (et samfund fx), men vi kan undersøge det i os selv og undersøge de historier, vi bringer i spil i os selv, som konditionerer os til at reagere som vi gør, helt pr. automatik. Bevidst undersøge og være nysgerrig på de små impulsive tegn, der kommer, når vi står over for en påvirkning af en art. Og lege med og undersøge hvordan det er at reagere på den impuls, der kommer.

“Og hvad nu hvis det er et ”måske” jeg mærker?”

Ja, så er det meget vel et nej, du har overset. Så vælg nejet, for den erfaring vil sætte sig i dig som tiltro til at når du kan sige nej, kan du måske næste gang sige JA

Kærlig hilsen Trine.

 

.