Og som alle andre har jeg udviklet mine overlevelsesstrategier
Neuro Affektiv Relations Model
: beskæftiger sig med udviklingstraumer, altså de traumespor, der er opstået i os, fordi noget ubehageligt er blevet gentaget igen og igen og har skabt et mønster.
I vores krop, følelser, tanker. I vores nervesystem.
For mig er der tydelige traumespor, fordi jeg voksede op med en alkoholisk far og en medafhængig mor.
Jeg har begge spor i mig.
Og som alle andre har jeg udviklet mine overlevelsesstrategier.
En af de overlevelsesstrategier, jeg udviklede, var at holde op med at mærke mig selv.
Jeg var i min barndom ude af kontakt med min fysiske og følelsesmæssige fornemmelse af mig selv. I den lidt tungere del af de reaktioner og konsekvenser, der var af den utrygge og ustabile stemning i mit barndomshjem var der det, at jeg, når presset inden i blev for stort for mig, dissocierede. Jeg har før skrevet om det, men kort fortalt så sad jeg inde på mit værelse. Jeg bed negle, mens tankerne løb løbsk, og når jeg var blevet så kaotisk indeni, at jeg ikke længere kunne rumme det, så forlod jeg min krop. Jeg flød sammen med min vindueskarm. Vi smeltede sammen, når jeg ikke længere kunne holde sammen på mine tanker og mit indre kaos. Det var ikke særlig sjovt. Men som jeg ser det i dag. En måde at overleve på.
Senere i min ungdom blev det til en overlevelsesstil, der svingede mellem skam og stolthed. For ikke at mærke skammen over at være mig, over at eksistere, over ikke helt at høre til i det kaos, jeg voksede op i, lavede jeg mig en “stolthedsprofil”. Stolt over at være en ener, stolt over at kunne klare mig selv, over at være dygtig. Stolt over ikke at bryde sammen.
Jeg hadede, når min mor sagde, jeg var et følsomt barn. Sådan ét ville jeg IKKE være.
“Stolthedsstilen” dækkede over skammen, for den var værre at mærke.
Skammen over ikke at være okay, som jeg var. Fordi det var mig, der sagde sandheden højt. At min far drak. At det ikke kunne være meningen. At det var fucked. Og sandheden var bare alt for farlig. Og der skulle vi ikke ind.
Stolthedsstrategien fik mig til at føle mig som en “ener”, og jeg blev god til at fortælle andre (også dem i min familie), hvordan verdenssituationen var. Fuck, det er et ensomt sted at være.
Jeg er der ikke mere. Jeg har pillet den del væk. Nu kan jeg så i stedet for rammes af skammen, og den tricker med det samme en vrede, et raseri, et: SÅ SE MIG DOG!
Sidst i min NARM øvegruppe, hvor jeg øver mig i at blive god til at hjælpe ANDRE med DERES udviklingstraumer, tog jeg et lille møde med det kaos, og den forvirring, der er i skammen. Jeg valgte at tale om det. Tage det med i terapi. Ikke bare forskanse mig med et: Det er bare sådan, jeg er, eller det er de andre, der er dumme.
Det gør mig så glad. Så taknemmelig hver gang et menneske vil gå med mig derind, så jeg ikke skal være alene længere. Denne gang hed han Oliver, næsten gang er det en anden. Men det at der findes mennesker, der gerne vil. Hjælpe mig med at lære at regulere uroen, så den ikke bliver større, end at jeg kan håndtere den. Lære at regulere de tegn på kaos fra mit nervesystem, så livskraften kan få mere og mere plads.
For livskraften…
JAAA det den, vi længes efter.
Jeg mærker den.
Evnen til at mærke.
Muligheden for at dele
Være sammen
Energien, der frisættes når vi siger et klart ja og et klart nej
Står stærkt i kernen
Mærker at der er mere til mig
Mere til dig
Og masser af liv
