Du skal huske at strække ud mor

Du skal huske at strække ud mor

Du skal huske at strække ud mor

Solen står lavt over Høyanger. Norge er smukt, og i dag er Morten og jeg på tur. Vi har tænkt os at bestige Høyangers trappe. 1267 trappetrin op ad fjeldet.

De første 100 trin er lette nok, og vi snakker, men så begynder hjertet at pumpe, og samtalen går i stå. Jeg er i dårlig form, tænker jeg, mens jeg mærker, hvordan hele mit system er sat i bevægelse. Pulsen dunker i kroppen. Jeg hiver efter vejret. Efter 400 trin bliver benene tunge. Blylodder omkring anklerne. Vi holder pauser indimellem, og hver gang er det hårdt at komme i gang igen. Vi er mest stille. Koncentrerede. Fokuserede. Der er ingen tvivl. Vi skal bare op på den top. Lige efter en pause er der plads til ord. Det er ligesom den gang på Langtang, kan du huske det? Trapperne, der bare blev ved og ved, leddene der begyndte at gøre ondt, tvivlen på om de kunne holde. De otte kilo på ryggen. Det var inden vi fik børn, siger Morten.

Og så stilheden. S-T-I-L-H-E-D-E-N.

Den næste halve time går med at bare være der. I stilheden. Sammen. I minderne. Sammen. I min krop, som hjælper mig med at nå toppen, fordi jeg bare vil. Viljestyrke og villighed til lige at give den en tand mere. Trække mig selv op ved hårrødderne. Kom nu.

Der er ingen irritation. Det, vi bøvler med for tiden, knuden i maven, er væk for en stund, og vi bliver enige om at vi er gode til det her sammen. Gå sammen. Udfordre den dårlige form. Det åbner et rum, siger jeg. Ja, siger Morten, det gør det.

På vej ned ad går det tjept. Der er lettelse og livlighed og tempo på. Morten vil helst halvløbe og stoppe op og lave pauser, mens jeg går i mit eget jævne tempo lidt bagved. To forskellige stilarter. De virker fint sammen lige her.

Benene ryster, som vi nærmer os bunden af trappen. Vi er glade. Tager det sidste trin ned og står igen på vejen. Jeg kan ikke holde mine ben stille. De ekser under mig, og jeg må overstrække knæene for ikke at falde. Hele min krop bobler. Og så kommer latteren. Vi er fulde folk, der ikke længere kan holde balancen, og vi må støtte os til hinanden, mens vi med små langsomme skridt bevæger os hjemad.

Dagen efter har jeg ondt i læggene. Meget.

Vi sidder inde i stuen. Silje kommer hen til mig. Du skal huske at strække ud mor. Hun sætter sig over for mig på gulvet. Strækker benene ud foran sig og viser mig hvordan. Hun er en ung kvinde nu, tænker jeg. Smuk. Den veltrænede krop og det lyse hår. De mandelformede øjne. Jeg tror, jeg ved, hvad Hotel California egentlig handler om. Du har altid sagt du ikke rigtig forstod det, siger hun så. Lea kommer ind og sætter sig. Vi begynder at synge sangen. De mange vers sidder som naglet fast i min hukommelse. Det er et øjeblik, vi deler. Og det er en nysgerrighed, vi deler. Der er noget der lokker os ved den sang. Det er deres stofmisbrug de synger om, siger hun. Afhængighed.

Så pludselig er hun i gang med soløvelsen. Yoga. Hun lukker øjnene i pauserne mellem de forskellige positioner. Nyder at lande lige der. Falde lidt ind i sig selv. Et lille smil på læben. Hun har selv fundet vejen tænker jeg. Nu går hun selv. Tænker, føler og handler i sit eget liv.

Der er et rum i mig, der åbner sig lige der. En slags dobbelt opmærksomhed. Det var der på trappen sammen med Morten, og nu er det der igen. Det går indad i mig og udad mod de andre. Det er inden i, og det er udenfor, og det er imellem os. Samtidig. Og der er igen helt stille inden i mig. Jeg er lige der midt i virkeligheden, og det er den væren i virkeligheden, som heler mig lige der. Jeg er ikke adskilt fra noget.

Høyangertrappen        Høyangertrappen2

2 tanker om "Du skal huske at strække ud mor"

    1. Trine Forfatter

      Kære Karin
      Tak <3 Ja, det er et fint sted, som vi nogen gange lige strejfer et øjeblik. Og de øjeblikke er uvurderlige.
      Kærlig hilsen Trine

      Svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *