Dette er hyldest til fire fantastiske sygeplejersker på Regionshospitalet i Horsens, som jeg mødte i går.

Fire sygeplejersker, der mødte mig præcis med den omsorg, jeg havde brug for. Det tror jeg faktisk, de gør hver dag. Ikke bare mig. Men alle patienter de har mellem fingrene. 

Sådan noget kan man mærke.

I får historien lige om lidt. Og anslaget her har også et spørgsmål i sig. Hvordan lykkes de egentlig med det? Og hvorfor lykkes den læge, der skulle operere mig, ikke med det? Er det tilfældigt, at det er sådan det vender? Og inden det bliver til en “klagesag” så lad mig slå helt fast. Jeg har mødt fantastiske læger. Ikke mange, men fantastiske. Læger, der også kunne det der med patientens tryghed. Men jeg har også mødt en del, der ikke kunne. Hvor jeg følte mig som en ting, der bare skulle fikses. Og forstå mig ret. Jeg er taknemmelig for, at de kan fikse mig. At de kan deres kram. Men hvordan kan det være, at det er sygeplejerskerne, der ligevel ender med at være de fantastiske fire.

Det vil jeg fortælle nu. 

Første fantastiske sygeplejerske, en kvinde, tager imod mig. Jeg er lidt forsinket, så vores lokale er optaget, og der skal findes et nyt. Det sker med et smil. Ingen hastværk. “Det er, hvad der sker,” siger hun og fortæller mig om, hvad planen er. Hun spørger, om der er noget, jeg har brug for at sige eller spørge til. Jeg siger, at det er lidt svært for mig, hvis tingene sker hurtigt, og jeg ikke er forberedt. Så bliver jeg forvirret og bange. Og om de vil være opmærksomme på det. 

Så går døren op, og lægen træder ind. Midt i min sætning om det, vi var ved at afrunde.  Pointen er, at det skete et komplet energiskifte. Væk var kontakten, og jeg måtte i mit indre berolige mig selv med tanker om, at det jo netop var fordi, han var god og effektiv til at operere, at han var nødt til at være så mekanisk i sin kontakt. Et virkeligt mærkeligt argument.

Da lægen er væk igen, går jeg ned ad gangen sammen med den fantastiske sygeplejerske nr 1. Hun fortæller om, hvor utrolig længe de alle har arbejdet der på afdelingen, og at der er al mulig grund til, at jeg kan være tryg. Hun mærker naturligvis, hvordan jeg er i gang med at berolige mig selv og hjælper mig. 

Inde på operationsstuen er der flere sygeplejersker. Den fantastiske sygeplejerske nr 2, en mand, træder nu frem. Inden han går i gang med at bedøve mig, tager den fantastiske sygeplejerske nr. 1 ordet: “Her er Trine. Hun kan godt blive lidt urolig, hvis der sker for meget, og hun ikke ved, hvad der skal ske. 

Den fantastiske sygeplejerske nr. 2 fanger den. Han fortæller grundigt om alt, hvad han gør, og jeg mærker, jeg er fuldstændig tryg hos ham. “Du har lidt kolde hænder”, siger han. “Ja, det får jeg nemt, når jeg bliver nervøs,” svarer jeg. Lige inden søvnen, når den fantastiske sygeplejerske nr. 3 lige at præsentere sig: “Tænk på noget rart og tag det med ind i søvnen,” siger hun. 

Da operationen er slut, vågner jeg med den fantastiske sygeplejerske nr. 2 ved siden af mig. “Du smiler,” siger han. 

Inde på opvågningen har jeg det halvskidt. Jeg har ondt og en ubehagelig rastløshed i kroppen, så jeg næsten ikke kan holde ud at være der. Sove kan jeg i hvert fald ikke. Den fantastiske sygeplejerske nr. 4 kommer nu forbi. “Er der noget, du har brug for,” spørger hun. “Fryser du?” “Ja”, siger jeg. “Jeg henter et tæppe til dig.” Tæppet henter hun i et varmeskab. Hun pakker det om mine skuldre og min ryg. Det er så fint og så dejligt. Kort tid efter sover jeg, og jeg vågner med nyt mod. Det skal nok gå det hele. Det kan jeg tydeligt mærke. 

Inden jeg skal hjem kommer den fantastiske sygeplejerske nr. 3 lige forbi igen. Hun vil sikre sig, at jeg har styr på medicinen og ved, hvordan jeg skal klare de næste par dage hjemme. Det har jeg. 

Historien taler for sig selv. De fantastiske fire kan noget helt særligt, og det er afgørende vigtigt for mig som patient. Det kan godt være det bare er en rutine brok-operation, men det de gør, og måden de gør det på, er uvurderligt for mig, som ikke har nogen som helst rutine i den slags. 

Mit spørgsmål fra starten om det med lægen, lader jeg hænge her. Måske kunne de fantastiske fire starte en supervisionsgruppe med åben adgang for al personale på hospitalet. Også lægerne. Det er så lidt der skal til, men man skal lære det, hvis man ikke kan det i forvejen. Det kunne de fantastiske fire, og det vil jeg gerne hylde dem for. 

Jeg er sikker på, der findes mange flere fantastiske derude, men jeg har ikke ret mange sygeplejersker i mit netværk, så kender du en, så del gerne min tekst med dem. Stor tak til alle de varme hjerter derude, der gør en forskel for en som mig.

Der er forskel på at SÆTTE grænser og at være afgrænset

I disse år er verden meget optaget af grænser. Og det er godt. 

Ofte går snakken på det at lære at SÆTTE grænser. Når du sætter grænser, sætter du typisk grænser FOR nogen. Der er nogen derude, der skal sættes grænser for. Det er en beskyttelse, som kan være helt nødvendig, så selvfølgelig skal du kunne det. Du skal kunne skubbe nogen væk, der uden respekt kommer for tæt på. Sige NEJ med store bogstaver. Bare NEJ!

På samme måde som du som barn måske lærte, at du i udgangspunktet ikke måtte slå andre i skolegården. Altså med mindre det var helt nødvendigt, og du var nødt til det for fx at komme ud af en situation, hvor du var truet. 

Det, jeg skriver om i det næste, er noget lidt andet. Det handler om at være afgrænset. Mærke dig selv og være klar og tydelig. Fra det sted kan hjertet holde sig åbent samtidig med, at du siger nej. 

For at starte lidt omvendt kommer her nogle udtryk for manglende afgrænsning, som også kan læses som en slags sammenblanding. Hvad er egentlig dig, og hvad er egentlig den anden? Hvor starter og slutter du, og hvor gør den anden?

Symptomer på sammenblanding og manglende afgrænsning kan være: 

• At du ikke kan mærke dig selv (dine behov, dine grænser, du tænker: hvad mener jeg om det?)
• At du har fokus på den anden (positivt eller negativt) – hvad den anden burde eller skulle eller om det, du gør (for den anden) er godt nok
• At du er ikke sikker på, hvad du mener
• At du ikke ved, hvad du har lyst til
• At du bliver trigget, emotionel eller helt blank indeni
• At du bliver drænet og træt 

Jeg synes, det er meget interessant at undersøge nuancerne. Ingen af os er hele tiden helt klare indeni. Ingen af os kan altid siger et klart ja eller et klart nej, men nogen gange kan andre veje vise sig at være fine. 

Et nej, selv det der kommer med forsinkelse, kan nogen gange virke frigørende for den som modtager det. Det kan blive til et ja til en selv, som man længe har ignoreret.

Det næste eksempel er fra mit arbejde. 

En mand kommer til massage hos mig. Jeg dufter en smule røglugt hos ham, da han træder ind ad døren. Jeg mærker en anelse modstand i mig og er lidt i tvivl, om jeg skal sige noget. Jeg siger ikke noget. Går ind i massagen med åbenhed og sanselig tilstedeværelse, og lugten forsvinder, idet mine andre sanser åbner sig. Det er en fin massage.

I det øjeblik han går ud af døren igen, så kan lugte det. Og denne gang meget kraftigt. Hans jakke har hængt på en krog i hjørnet af rummet, og røglugten kommer derfra. Det tager mig flere timer om at komme af med lugten i rummet, og mens jeg går og lufter ud, beslutter jeg mig for at skrive til ham, når der er gået et par dage. 

Jeg skriver, hvordan jeg oplevede det inde i mig. Hvordan jeg kæmpede lidt med om jeg skulle sige noget. Hvordan jeg blev optaget af nærværet og sanseligheden i stedet for. Men også om røglugten der hang i rummet, da han var gået og at jeg siger det med omsorg for ham, når jeg samtidig foreslår ham næste gang at tage et bad lige inden massage og efterlade jakken udenfor. 

Han skriver tilbage og takker mig for at sige det. Han har opdaget, at hans rygning nu står direkte i vejen for det, han vil med sit liv, og at han derfor har besluttet at stoppe. Og har sat en dato for det. 

At være afgrænset handler om personligt lederskab og selvansvarlighed. Jeg må tage min grænse og flytte mig.

At sige fra er faktisk sjældent nødvendigt. Og glem i den forbindelse i øvrigt alt om retfærdighed, rimelighed og det der burde være. Kig på det der ER. Forhold dig til virkeligheden og vær modig nok til at dele det, du ser med den anden. Med omsorg og åbent hjerte. Det handler om balancen mellem sammensmeltning og afgrænsning. Om man siger for meget ja eller for meget nej er det samme problem. For meget ja kan blive grænseløst og for meget nej kan blive rigidt. 

Ligesom i eksemplet her oplever vi på vores kurser i tantramassage mange eksempler på, at noget skubbes i nye retninger, fordi vi snakker om det, der foregår inde i os. Og fordi vi understøtter og støtter, så det mod der skal til, kan finde vej gennem frygten for at afvise eller blive afvist. 

I vores bog BERØRT – seksualitet som livskraft har vi et afsnit, vi kalder Ja og nej – sproget. Her udfolder vi det klare ja, det klare nej og alle de uklare varianter. 

Ingen af os er perfekte, og hvis vi husker det, kan vi mødes uden at gøre hinanden forkerte og en afvisning (et nej) kan blive det kærlige skub, der skal til for at der sker en bevægelse mod det store klare ja. 

Læs mere om og køb vores bog BERØRT – seksualitet som livskraft her:

https://www.dupontuhrenholt.dk/shop/

Læs mere om vores massagekurser her: