Tag den hjem kvinde

Tag den hjem kvinde

Tag den hjem kvinde

Jeg er ikke ude på at fornærme nogen. Jeg ved godt, at mange kvinder har det svært i tiden op til menstruation. Det præmenstruelle helvede. Ja, ærligt, for nogen er det sådan. De er ude af sig selv. Sur på manden, sur på børnene og fanget i destruktive dynamikker. Eller de er triste. En dyne lægger sig omkring sindet og følelserne. Ingenting er rigtigt godt. Hormoner, siger vi så. Det er jo hormonerne, der huserer. Og ja, det er det, men jeg har opdaget noget. Jeg behøver ikke vente på, at menstruationen kommer for at skylle mig igennem. Jeg kan lade hormoner være hormoner og så selv tage den hjem.

Jeg er vej ind til byen sammen med Jørn. Vi skal spise ude. Det er vist mest mig, der vil. Men jeg trænger til at komme lidt ud. Jeg er sur. Jeg er irriteret. Vreden ulmer. For meget jul og for mange feberramte børn og voksne – på skift hen over ferien. Jeg er sur. Ja, jeg er, og jeg vil gå tur. Jeg vil helst ud i naturen, siger jeg, men klokken er mange, og det er blevet mørkt. Pis.

Jeg kan også sætte dig af, og så kan du gå ind til byen, siger Jørn. Tak, god ide og jeg stiger ud.

Og det gør jeg så. Går. Fra Ringvejen og indad mod byen. Jeg ved godt, det ikke nytter at være sur på de andre. Og heller ikke mig selv. At jeg kan gå igennem det. Højt tempo. Energi. Vejrtrækning. Ind i kroppen. Og så får jeg den ide, at jeg vil kigge på, hvad det er, der er i mig. Lige nu. Lige der. Mens jeg går. På hvilken baggrund udspiller mit drama sig.

Jeg tager kontakt til mit rodchakra. Det er okay, mærker jeg. Der er rimelig ro i tryghedsdelen. Basis. Jeg har en familie, og jeg ved, hvordan jeg ønsker mig det fremover. Sammen med dem. Jeg er klar i det. Men min krop til gengæld. Den trænger til omsorg. Opmærksomhed. Jeg spiser og drikker for meget, tænker jeg, og godt det snart er 1. januar. Jeg mærker tydeligt, at det, jeg har brug for, ikke er det, jeg giver den. Mit arbejde, min bolig, min økonomi. Det har det fint. Jeg har ideer, og de arbejder i mig.

Hara har det godt for tiden. Der er ro. Ingen længsler der kalder på mig. Ingen lidelse. Jeg er, hvor jeg skal være, og det bevæger sig. Og selvom jeg lige nu har et par dage uden ret meget lyst, bliver jeg ikke rigtig bange. Det er ok. Jeg ved, min lyst vender tilbage. Her er min kraft. Også min evne til at handle. Og jeg mærker min handlekraft blusse op, mens jeg går der på Silkeborgvej. At det er godt, jeg ikke længere holder tilbage. Ikke længere behandler mennesker som rådne æg, men siger det, der er. Tillader reaktioner og ikke længere bliver bange for det, der alligevel ikke er mit.

I solar pleksus er alt bøvlet. Det relationelle. Alle emotionerne og min medafhængighed. Alt det, der gør, at  jeg nogle gange mister mig selv fuldstændig. Synes jeg bør balancere det hele og prioritere og fordele mit nærvær mellem vigtige mennesker i mit liv. Men der er også renselsesprocesser i gang, mærker jeg. Gode klare strømhvirvler, hvor jeg tillader mig at mærke mere af bøvlet og ikke skubbe det væk.

Da jeg kommer til hjertet, åbner det sig bare. Lige der på fortorvet. Først kærligheden til mig selv, der føles som et varmt lys, der lyser indad. Jeg elsker mig selv lige der, og jeg synes, jeg gør det godt. Jeg ved, jeg har hjertet på rette sted, men at jeg mister forbindelsen til det indimellem. Men ikke lige nu. Og så bagefter åbner hjertet sig udad. Mod alle de mennesker i mit liv jeg elsker, elsker elsker.

Ved halsen snørrer det hele sig sammen. Der er stadig meget at få sagt. Ting der skal formuleres. Adresseres. Og de ting, som ER sagt, og som skal gentages. Ikke putte med det. Ud med det. Jeg ved det. Og jeg ved også, hvad det er.

I panden er der klarhed. Det er så klart. Lige der. Erkendelserne og klarhederne kommer som en lind strøm. Hvad der skal manifesteres i 2019 i mit liv. Hvad der skal tages hånd om ift. børnene. Hvem, der har brug for hvad. Hvad jeg selv har brug for.

Over hovedet i kronen åbner det hele sig. Der på Silkeborgvej. I mørket. På vej ind til byen i en ny version af mig selv med kraft, saft og styrke. Himlen over og jorden under og mig lige i midten.

Det føles virkelig godt at tage den hjem. Undersøge den baggrund som mit drama udspiller sig på. Jeg kan ikke bruge hormonerne som årsag til mit drama andet end til at slippe ansvaret for resten. Og giver jeg hormonerne skylden, fratager jeg mig selv muligheden for at transformere mit præmenstruelle helvede til en følelse af eufori og kraftfuldhed, som jeg så kan møde Jørn med en time senere. Hen over den kinesiske buffet.

Kærlig hilsen Trine

I JANUAR starter jeg NYE GRUPPER. Der er stadig pladser både i tirsdag formiddagsgruppen (https://www.facebook.com/events/306080326656884/)
og i tordags aftengruppen http://www.facebook.com/events/189420428642929/

Eller ring til mig på 91548295 og hør nærmere.

kvinde1

En tanke om "Tag den hjem kvinde"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive offentliggjort. Krævede felter er markeret med *