Psykoterapi hos Trine

Jeg har lige bestået eksamen ved PSYKOTERAPEUTUDDANNELSEN A/S efter et 4 et ½ årigt forløb. Jeg er nu certificeret Dynamisk Relations-orienteret Psykoterapeut.

Som en del af uddannelsen samt den personlige og faglige udvikling, der er helt nødvendig, har jeg gennemført egenterapi hos Trine Dupont. Terapien har strakt sig over 2 år.

Jeg kan på det varmeste anbefale Trine, der er en meget kvalificeret psykoterapeut kombineret med nogle fantastiske menneskelige egenskaber. Hun er empatisk, varm og meget imødekommende. Hos Trine er du i absolut trygge hænder. Samtidig styrer hun med let hånd retningen i terapien og sørger hele tiden for, at hun er tunet ind på dig og sammen med dig. Jeg har været så glad for Trine, at jeg uden nogen tøven varmt har anbefalet hende til både medstuderende samt, familie, venner og bekendte. Som psykoterapeutstuderende har jeg også fagligt haft stor gavn af Trines kunnen og erfaring.

Det er mig en glæde, at give Trine de varmeste anbefalinger.

Hans Teglers

Psykoterapeut.

BEVIDST BERØRT BEVÆGET 

BEVIDST BERØRT BEVÆGET 

BEVIDST er at vide, at der bag al smerte og lidelse er et stille sted, hvor bevidsthed er, og som er muligt at kontakte. At alt er energi, og at vi alle er forbundet. At tid og sted er relative størrelser. 

Bevidst er også at være med det, der er såret og forstå os selv. Forstå det, der skete, og at det der sårede os, rent faktisk sårede. At der var vilkår engang, der var, som de nu var. Og at det er muligt at give slip og leve. Med det der er nu. 

BERØRT bliver vi undervejs. Berørt af følelser og kropsligt. Mærker helingen i en berøring, der ikke vil noget, men blot er berøring. Mærker helingen når følelser kommer og går og får lov til det, fordi en følelse blot det ord, vi sætter på den sansning, vi mærker i kroppen. 

Måske oplever vi at nuancere ordene på de sansninger, vi beskriver som følelser, som skifter og bevæger sig hele tiden ind i den bevægelse livet er.

BEVÆGET må vi lade os blive i mødet med os selv og i mødet med en anden. I vores følelser, i forståelsen, i spejlingen og i kroppen. At blive bevæget er paradoksalt nok at lade følelsen være. Mærke den og rumme den og lade den bevæge sig igennem kroppen. Måske bevæge sin krop sammen med en anden. 

Lad os stoppe med at prøve at leve op til vores egne eller andres forventninger til os. Lad os stoppe med at sætte andre eller os selv op på en piedestal. 

SÅ vi kan mødes i ligeværdighed. 

SÅ vi kan ophæve de skel imellem os, som er alligevel set fra et bevidst sted, er konstruerede og usande. 

Også skellene mellem kvinde og mand. 

Lad os tale om det kvindelige i manden og det mandlige i kvinden, så vi kan nærme os hinanden. 

For der er ligeså mange måder at være mand på, som der er mænd. Og der er lige så mange måder at være kvinde på, som der er kvinder. 

Ligesom der er lige så mange versioner af en følelse, som der er mennesker, der føler den. Når jeg føler mig glad, føles det anderledes, end når du gør. Og i morgen føles min glæde anderledes end i dag. I dag føler jeg min kvindelighed på en måde, i morgen på en anden. 

Vi kender ikke til, hvordan vi forstår de enkelte ord. Vi forstår ikke engang selv de enkelte ord. 

Hvad er en mand? En kvinde?

Vi ved ofte ikke andet om os selv, end det vi har fået at vide, vi skal være. Mere eller mindre udtalt. 

Det enkle ønske om at alle skal føle sig okay og fri til at finde sin egen version af hvem de er handler om at acceptere sig selv for kunne acceptere andre. 

For ellers kan det se ud som om det er accept men i virkeligheden er det noget andet. Et skævt forsøg på at blive elsket og accepteret?

Som når en mor siger: Jeg har det kun godt, når du har det godt. 

Hvilket barn vil så fortælle sin mor om sin smerte? 

Det handler ofte om at forstå. Forstå mig. 

Men behøver vi altid forstå hinanden?

Behøver jeg overhovedet forstå mig selv altid? 

Hvad med blot at have medfølelse?

Accept. Bare være der.

Hvad kan jeg blive – tantramassør (en podcast)

Måske husker du bogen “Hvad kan jeg blive?” fra da du var ung.

Carsten Bejder Nielsen lavet en podcast med en alternativ udgave, hvor mennesker som mig selv, der har valgt en anderledes vej i arbejdslivet, får taletid. Det er spændende og vigtigt med nogle nye perspektiver på det arbejdsliv, som trods alt fylder en hel del for de fleste mennesker.

Du kan finde podcasten her

https://podcasts.apple.com/dk/podcast/hvad-kan-jeg-blive/id1681720090?i=1000608315240

I kærlighedens navn – en podcast

Uddrag: “Jeg har altid haft en slags splittelse i mig. På den ene side ved jeg godt dybt inde i mig selv, at jeg er godt nok. Og samtidig fortæller jeg mig selv, at det er jeg nok ikke. Den tvivl og den splittelse har holdt mig fra at gøre ting, som kaldte på mig. Det har jeg taget en beslutning om skal være løgn.”

En fortælling om at åbne sit parforhold, om seksualitet, en ny måde at være familie på og at træde ud af gængse konventioner om kærlighed.

Og som alle andre har jeg udviklet mine overlevelsesstrategier

Og som alle andre har jeg udviklet mine overlevelsesstrategier

Neuro Affektiv Relations Model

: beskæftiger sig med udviklingstraumer, altså de traumespor, der er opstået i os, fordi noget ubehageligt er blevet gentaget igen og igen og har skabt et mønster. 

I vores krop, følelser, tanker. I vores nervesystem. 

For mig er der tydelige traumespor, fordi jeg voksede op med en alkoholisk far og en medafhængig mor.

Jeg har begge spor i mig. 

Og som alle andre har jeg udviklet mine overlevelsesstrategier. 

En af de overlevelsesstrategier, jeg udviklede, var at holde op med at mærke mig selv.

Jeg var i min barndom ude af kontakt med min fysiske og følelsesmæssige fornemmelse af mig selv. I den lidt tungere del af de reaktioner og konsekvenser, der var af den utrygge og ustabile stemning i mit barndomshjem var der det, at jeg, når presset inden i blev for stort for mig, dissocierede. Jeg har før skrevet om det, men kort fortalt så sad jeg inde på mit værelse. Jeg bed negle, mens tankerne løb løbsk, og når jeg var blevet så kaotisk indeni, at jeg ikke længere kunne rumme det, så forlod jeg min krop. Jeg flød sammen med min vindueskarm. Vi smeltede sammen, når jeg ikke længere kunne holde sammen på mine tanker og mit indre kaos. Det var ikke særlig sjovt. Men som jeg ser det i dag. En måde at overleve på. 

Senere i min ungdom blev det til en overlevelsesstil, der svingede mellem skam og stolthed. For ikke at mærke skammen over at være mig, over at eksistere, over ikke helt at høre til i det kaos, jeg voksede op i, lavede jeg mig en “stolthedsprofil”. Stolt over at være en ener, stolt over at kunne klare mig selv, over at være dygtig. Stolt over ikke at bryde sammen. 

Jeg hadede, når min mor sagde, jeg var et følsomt barn. Sådan ét ville jeg IKKE være. 

“Stolthedsstilen” dækkede over skammen, for den var værre at mærke. 

Skammen over ikke at være okay, som jeg var. Fordi det var mig, der sagde sandheden højt. At min far drak. At det ikke kunne være meningen. At det var fucked. Og sandheden var bare alt for farlig. Og der skulle vi ikke ind. 

Stolthedsstrategien fik mig til at føle mig som en “ener”, og jeg blev god til at fortælle andre (også dem i min familie), hvordan verdenssituationen var. Fuck, det er et ensomt sted at være.

Jeg er der ikke mere. Jeg har pillet den del væk. Nu kan jeg så i stedet for rammes af skammen, og den tricker med det samme en vrede, et raseri, et: SÅ SE MIG DOG!

Sidst i min NARM øvegruppe, hvor jeg øver mig i at blive god til at hjælpe ANDRE med DERES udviklingstraumer, tog jeg et lille møde med det kaos, og den forvirring, der er i skammen. Jeg valgte at tale om det. Tage det med i terapi. Ikke bare forskanse mig med et: Det er bare sådan, jeg er, eller det er de andre, der er dumme. 

Det gør mig så glad. Så taknemmelig hver gang et menneske vil gå med mig derind, så jeg ikke skal være alene længere. Denne gang hed han Oliver, næsten gang er det en anden. Men det at der findes mennesker, der gerne vil. Hjælpe mig med at lære at regulere uroen, så den ikke bliver større, end at jeg kan håndtere den. Lære at regulere de tegn på kaos fra mit nervesystem, så livskraften kan få mere og mere plads.

For livskraften…

JAAA det den, vi længes efter.

Jeg mærker den.

Evnen til at mærke.

Muligheden for at dele

Være sammen

Energien, der frisættes når vi siger et klart ja og et klart nej

Står stærkt i kernen

Mærker at der er mere til mig

Mere til dig

Og masser af liv

Anerkendende ord fra en klient

Jeg har lige bestået eksamen ved PSYKOTERAPEUTUDDANNELSEN A/S efter et 4 et ½ årigt forløb. Jeg er nu certificeret Dynamisk Relations-orienteret Psykoterapeut. Som en del af uddannelsen samt den personlige og faglige udvikling, der er helt nødvendig, har jeg gennemført egen terapi hos Trine Dupont. Terapien har strakt sig over 2 år. Jeg kan på det varmeste anbefale Trine, der er en meget kvalificeret psykoterapeut kombineret med nogle fantastiske menneskelige egenskaber. Hun er empatisk, varm og meget imødekommende. Hos Trine er du i absolut trygge hænder. Samtidig styrer hun med let hånd retningen i terapien og sørger hele tiden for, at hun er tunet ind på dig og sammen med dig. Jeg har været så glad for Trine, at jeg uden nogen tøven varmt har anbefalet hende til både medstuderende samt, familie, venner og bekendte. Som psykoterapeutstuderende har jeg også fagligt haft stor gavn af Trines kunnen og erfaring.

Det er mig en glæde, at give Trine de varmeste anbefalinger.

Hans Teglers

Psykoterapeut.

Jeg elsker ikke altid mig selv

Jørn Uhrenholt har skrevet en personlig tekst om at elske sig selv – eller ikke altid at gøre det.

———————————————————————————————————————-

Puha. Den her tekst er svær at skrive. For der er godt nok en del at komme efter.

Det er måske den største kilde til uro i mit system, at jeg ikke altid elsker mig selv. At jeg, med jævne mellemrum, dømmer mig selv forkert. Og derfra findes en myriade af veje til kaos.

Kan tænke at jeg er for tyk. I for dårlig form. At jeg er en nørd, når jeg elsker at spille computerspil og se Astralis CSGO hold. Det er svært, når jeg ikke altid kan elske for fulde gardiner med Trine. Selvom jeg godt kan det engang imellem, så er det som om det ikke fylder så meget, som når jeg ikke kan.

På et tidspunkt skammede jeg mig over min ensomhed. At jeg var ensom. Følte mig alene. Også sammen med andre. Hvad jeg dog bildte mig ind at føle mig alene, nu når der var så mange mennesker i verden? Hvorfor rækker du ikke ud? Hvorfor forlanger du så meget af din kæreste, nu når hun har så travlt med hendes egen familie, og bliver stresset af dine behov.

Oh, dear. Og så kørte det derud af.

Heldigvis har jeg oplevet at min skam også kan blive opløst. Det kan ske enten i mig selv eller i kontakt med Trine. Det tydeligste eksempel er min ensomhed. At jeg kunne fortælle ærligt og åbent om det, og at jeg blev set på med kærlige og accepterende øjne. Det hjælper ikke at sige: Det skal du ikke føle, for jeg er her jo! Det hjælper simpelthen bare at være i omsorgsfuld kontakt med en anden. Mange massager har hjulpet det på vej. Berøring hjælper mig med at fjerne min skam. Mange kram og kys har stille og roligt bidraget til opløsningen af skammen. Lidt ord har dog også hjulpet. Jeg elsker dig hjælper altid. Jeg ser dig hjælper endnu mere.

På et tidspunkt glemte jeg også at rulle gardinerne ned i mit soveværelse en nat. Da jeg vågnede senere på natten kunne jeg se ud på stjerner, skyer, buske og træer. Og min ensomhed var væk.

At kigge ud på naturen hjælper mig stadig hver aften. Det opløser det falske sted: Ideen om at jeg er alene. Så mine gardiner bliver altid rullet OP om aftenen. Nogen gange skal man gøre det modsatte af alle andre for at finde en vej.

Vi undersøger temaet om at elske sig selv og sin krop på vores kursus “At elske og ære dig selv” d. 3-5 Februar. Du kan købe en kursusbillet her. Der er fuld gang i billetsalget allerede. Overvejer du en tantramassage uddannelse, så er dette tema modul ret centralt. Du kan læse om uddannelsen her.

2022 har været vild

2022 har været vild

Her er en statusopdatering, som du kan læse, hvis du har lyst til det. Og ellers bare stop nu – med ønsket om et godt nytår fra mig til dig.

2020 var coronatid og udredninger for opmærksomhedsforstyrrelser på hjemmefronten.

2021 var et år med børn, der gik fra mistrivsel til meget bedre trivsel og Morten, hvis hjerte faldt til ro. Mig, der måtte indse, at min rolle ændrede sig, og der ville blive mere plads til mig nu. Et år hvor der ikke var tid til at skrive om året, der var gået. 

Det var ikke småting, der viste sig, da der endelig blev plads. 

2022 har været vild. Året har revet og flået i mig på de indre planer og i min krop. Min længsel mod klarhed i alle mit livs forhold har skabt retning for mig, og jeg har knoklet for at forstå og slippe gamle mønstre. I kroppen, i sindet og i følelserne. 

Jeg har intenst lyttet indad i 2022. Det har ikke været kønt hele vejen, det indrømmer jeg.

Når begær og længsel og frustration dukker op igen og igen og skal forstås og reguleres, bliver man også lidt træt. Kroppen bliver træt og får ondt. Så i år har jeg for første gang i mit liv sygemeldt mig selv flere gange. Været tvunget til at sætte farten ned.

Mange års overbelastning både fysisk og psykisk sammen med min overgangsalder viste sig som led og muskelsmerter,  en nerveafklemning, en slimsæksbetændelse, en gammel fødselsskade kiggede frem igen, og det blev en lang proces med at forstå min krop og min overgangsalder og hvordan det hænger sammen med mit sind og mine følelser. Sammen med mine hjælpere: terapeuter, kiropraktorer, fysioterapeut, massør, osteopat. 

Der er ingen sansning uden en følelse, ingen handling uden en konsekvens. Det er blevet meget tydeligt for mig. 

2022 har været et langt forsøg på at forstå, hvem jeg er, men også hvem dem, der er tæt på mig, er. At møde kerneproblematikkerne igen og igen, indtil de står klart. Se kriserne som mulighed for læring. Noget bliver mere klart, og jeg bliver mere vågen. Vi bliver mere vågne sammen. Der har været tvivl, der har været vrede, der har været glæde.

I 2022 startede jeg også en uddannelse til Narm terapeut, fordi udviklingstraumerne i mit eget liv så tydligt kalder på at blive forløst. Og så jeg kan hjælpe andre endnu bedre. Jeg har sluppet mit kære Nordlyscenter for en tid. Noget i mit indre stoppede mig fra at kunne slippe ind i meditationerne, og det tager jeg mig af nu, inden jeg kan vende tilbage. 

I mit arbejdsliv er jeg på min rette hylde. Jeg elsker mit arbejde i alle nuancerne. Både det der foregår her i min praksis alene med mennesker, der kommer for at undersøge krop, sind og følelser sammen med mig, og i den del der er sammen med Jørn, der er mere udadrettet: kurser, formidling, undervisning. 

I processen har jeg budt mere poesi velkommen i mit liv. Jeg er begyndt at læse mere, og jeg har taget min saxofon frem igen. 

Mit mål i 2022 var at få en stærk og smertefri krop, og det har jeg arbejdet målrettet på, og det bliver jeg ved med i 23. Træning, yoga, meditation, udstrækning. Meget udstrækning. En smidig krop er lig et smidigere sind og et større energiflow i kroppen. Jeg har sluppet fokus på vægt og fylde, men ikke på trivsel og kropsfornemmelser. En glad krop mærker mere. Energien der bevæger sig rundt, grænserne der brydes og sættes. Livligheden.

Vi er alle børn af jorden, og at få en stærk smertefri krop er for mig at knytte mig til moder jord. Mere tryg og mere forbundet til det feminine i mig, der mærker og føler i et nyt balancepunkt, hvor alt blot er oplevelse og erfaring. Ikke en sandhed for andre end mig.

Når man ikke lytter, kan man blive tvunget tilbage til sig selv til jorden. Det blev jeg. Så fantastisk er naturen indrettet.

Jeg er ikke bange for mørket, og det kaos jeg har mærket. Jeg har tillid til processen. Jeg er barnet inde i maven, der skal slippe den trygge livmoder og blive presset trykket ud, det er ikke så rart, men der er kun at være i det og forstå, at det er det, der skal ske. Det er modstanden, der skaber smerten, og det ved jeg dybt inde.

Og i min skaben af en tryg tilknytning til mig selv bliver jeg bedre i stand til at give omsorg fra et sted, der intet vil – andet end at dele mig selv med andre.